Besked fra Udbetaling Danmark har skabt undren blandt mange seniorer, som aldrig har modtaget ældrecheck før.

Har du også undret dig? Derfor får du brev fra Udbetaling Danmark

Flere læsere har undret sig over breve fra Udbetaling Danmark om ældrecheck. Få forklaringen her

Senest opdateret: tirsdag 9. februar 2021

“Du kan ikke få ældrecheck” har Udbetaling Danmark skrevet til alle de folkepensionister, som ikke opfylder betingelserne for ældrecheck. Det har skabt undren blandt mange modtagere, som aldrig har modtaget ældrecheck før.

“Brevene er en ny praksis fra Udbetaling Danmark, og det er et godt tiltag, selvom man selvfølgelig bliver forbavset, når man ikke plejer at få brev om ældrecheck,” siger Faglige Seniorers socialrådgiver Carsten Riis.

“Brevet indeholder nemlig også information om, hvilken formue Pension Danmark har opgjort, og den bør du tjekke,” råder socialrådgiveren.

“Tallene stammer nemlig fra din seneste årsopgørelse fra Skat, og det er den fra 2019, så hvis din formue har ændret sig siden, skal du give Udbetaling Danmark besked. Måske kommer du under formuegrænsen og kan få ældrecheck.”‘

Formue har betydning for ældrecheck

Størrelsen på din og din eventuelle ægtefælle eller samlevers formue har betydning for, om du kan få ældrecheck.

Din likvide formue må ikke være højere end 91.900 kroner for en enlig eller 91.900 tilsammen for et par.

Se øvrige krav for at få ældrecheck her

Likvid formue

Din likvide formue opgøres hvert år den  1. januar.

Når man skal opgøre din formue, kigger man på:

  • Hvor meget du har stående på din bankkonto.
  • Hvad du har af kontanter (kontant beholdning).
  • Værdien af aktier, obligationer, investeringsbeviser og andre værdipapirer.
  • Om du har en kassekredit med sikkerhed i fast ejendom.

Det kaldes samlet din likvide formue.

Dette tæller IKKE med i din likvide formue:

  • Almindelig kassekredit, som ikke har sikkerhed i fast ejendom.
  • Fast ejendom.
  • Bil, campingvogn m.v.
  • Ting du ejer for eksempel et værdifuldt arvestykke.
  • Erstatning for ulykke eller sygdom
  • Opsparing hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond, arbejdsmarkedspension, aldersopsparing og lignende pensionsordninger.

Formue har betydning for boligstøtte

Når din boligstøtte skal beregnes, har formue også betydning. Ved årsskiftet skal du derfor bekræfte eller opdatere oplysninger om formue, hvis du får boligstøtte.

Du skal give besked senest den 31. januar. Det er vigtigt, at du får det gjort, da din boligstøtte ellers stopper den 31. marts.

Har du  formue over 902.600 kroner medregnes 10% som indtægt i forbindelse med boligstøtte. Ved formue over 1.805.400 kroner medregnes 20%.

Dette indgår i din formue, når boligstøtten skal beregnes:

  • penge i banker og pengeinstitutter
  • værdipapirer som pantebreve, aktier og kursværdien af obligationer
  • kontanter
  • værdi af bil, båd og lignende
  • ejendomsværdi – både i Danmark og i udlandet
  • værdi i andelsboligforeninger
  • gæld til realkreditinstitut og banker
  • egenkapital i virksomheder
  • løbende erstatning, som du eller øvrige beboere betaler skat af.

Falder din formue med mere end 100.000 kroner i løbet af året, har du ret til at få en ny beregning af din boligstøtte, fordi det kan betyde, at du kan have krav på mere i boligstøtte.

Spørg socialrådgiveren om ældrecheck og formue

I Faglige Seniorers brevkasse, kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om folkepension, formue, ældrecheck og tillæg og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren her

Først publiceret: tirsdag 26. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. februar 2021 kl. 11:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.