Ildsjæle: Per og Tove er fagforeningens feriefar og feriemor

Ved Sælvig på Samsø ligger den grafiske ferieby. Det er et feriehus-område for ansatte i den grafiske industri. Det er et af de få steder i landet, hvor den type faglige fællesskaber lever videre, også uden for arbejdstiden.

De faste holdepunkter i feriebyen hedder Per og Tove Christensen. De bor i et lille hus med navnet ”Fasanen” det meste af sæsonen.

Tove og Per er tilsynsførere og kulturbærere i feriebyen. Ildsjælene. Dem, man går til, når man har et spørgsmål eller et toilet, der ikke virker. Eller bare vil slå en sludder af om det gode sommervejr.

Sådan har det været i fem år, men parret har besøgt feriebyen siden 1969, så de kender stedet ganske godt. Fasanen er feriebyens ældste hus, og de to beboere er henholdsvis 82 og 76 år, med Tove som den yngste.

Frivillige der får det til at glide

I foråret blev Per udnævnt til æresmedlem i 3F Grafisk Randers, men det er tydeligt, at der ikke er nogen Per uden Tove.

“Vi er et godt makkerpar. Jeg er blæksprutten, der har fingrene i det meste”, siger Tove med et smil. Og Per nikker bekræftende.

“Per tager det udendørs: Klipper buske og slår græsplæner”, fortæller hun.

“He! Det er nemt i år. Der har ikke været noget græs på grund af tørken”, indskyder Per triumferende.

“… og jeg ordner alt det indendørs i husene. Gardiner og den slags”, fortsætter Tove uanfægtet af husbondens udbrud, som kun mangeårige ægtepar kan.

Alle, der besøger feriebyen, bliver mødt af de to frivillige østjyder, der sørger for, at det hele glider.

Det eneste, der ærgrer dem lidt, er at de ikke kom til Samsø ti år tidligere, da pensionen gjorde det muligt.

“Det er jo skønt herude. Og i hvert fald bedre end at gå rundt derhjemme!”, konstaterer Tove.

Fyret for at spille skak

Tove har været omsorgsassistent i Randers. Per var i mange år tillidsmand på kartonnagefabrikken Neopac. I de tider, hvor sammenholdet på de grafiske virksomheder skabte aftaler, som mange andre grupper misundte.

Senere blev han formand i Dansk Bogbinder- og Kartonnageforbund i Randers og endte i Grafisk Forbund. Oprindeligt var han udlært møbelsnedker og ansat på togfabrikken Scandia.

“Men mig og min makker blev fyret, fordi vi sad og spillede skak”, siger han med et lille grin.

“Og så endte jeg på Neopac nærmest ved et tilfælde”.

Her blev Per Christensen en del af det faglige fællesskab, og man mærker tydeligt, at hverken Per eller Tove er holdt op med at organisere; heller ikke efter at de blev pensionister. For når man organiserer, så er man noget for andre.

Pers far var arbejdsmand, mens Tove er vokset op i en bondefamilie. Begge familier var udpræget socialdemokratiske, og allerede i 1957 havde Per meldt sig ind i DSU. Dét engagement har de også holdt ved lige i alle årene.

Mange kender hinanden

Stemningen i feriebyen er der ikke noget at udsætte på. Solen skinner på de 24 feriehuse, og rytmen er doven på kanten af sæsonen.

Hunden Rosso tøffer savlende rundt på Fasanens terrasse i godt humør.

Husene er fulde af 3F’ere fra det meste af Jylland.

“Her er mange gengangere. Alle, der har prøvet at være her, vil gerne komme igen. Mange kender hinanden, og en del tager hele familien med”, siger Per.

Da Per Christensen begyndte på Neopac, mødte han et aktivt miljø.

Der var flere strejker, end han kendte fra togfabrikken.

Da han blev tillidsmand, blev han kaldt op på direktørens kontor.

“Han var bekymret, for han troede, at jeg var kommunist, men jeg beroligede ham med, at jeg havde begge ben på jorden”.

Senere forsøgte han og den faglige klub sig med Økonomisk Demokrati på virksomheden.

“Men de ville sgu ikke afgive ledelsesretten”, konstaterer Per.

De kaldte mig Ræven

Han har et lumsk grin, som oftest kommer frem, når han taler om de gamle dage på fabrikken og i fagforeningen.

“De kaldte mig Ræven”, siger han ikke uden stolthed.

“Hvis nok mest fordi jeg kunne bage nogle rævekager, hvis nogen forsøgte at komme af med mig som formand”.

En ræv har to udgange, og da Per med egne ord var klar over, at hans fise var ved at være kolde som afdelingsformand, tog han arbejde som rejsesekretær i forbundet.

“Der kunne de jo ikke vælte mig”, konstaterer han tørt.

Foreningslivet er gået i blodet

I dag er han formand for LO Seniorer og Grafisk Seniorklub i Randers. Her er han så vidt vides aldrig blevet søgt væltet. Der er til gengæld brug for hans engagement.

Han har arrangeret en lang række rejser for seniorerne gennem de seneste 16 år – i tæt samarbejde med Tove, naturligvis – til lande som Hviderusland, Tjekkiet og Polen  samt ture til Cirkusrevyen.

“Det kan vi slet ikke lade være med, slår Tove fast.

“Og vi fortsætter så længe vi kan!”

Foreningslivet og det med at tage ansvar er gået dem i blodet, og ildsjæl er ikke en stillingsbetegnelse, man bliver pensioneret fra.

Så kig ind til Ræven og Blæksprutten i huset Fasanen, næste gang, hvis du kommer til Samsø. Der er sikkert kaffe på kanden.

Kender du en ildsjæl?

Er der en du kender, som gør en masse for andre; en ildsjæl, der fortjener at blive omtalt. Så tip redaktionen på email bp@fagligsenior.dk eller ring på telefon 33 63 24 61.

Først publiceret: torsdag 25. oktober 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 14:04