Elefanthuset har givet både Niels Bang Andersen (tv) og Jef Holm-Hansen så meget mod på livet, at de ikke står tilbage for at deltage i Royal Run, og Tour De France for Københavnere. Her står de foran Elefanthuset, hvor alle i berøring med kræft er velkommen.

Ildsjæle: En lille ”dut” blev til et elefanthus

Kræftramte mænd har fundet et fristed, de gerne vil dele med mange flere.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

Der findes to dybe sandheder om mænd: Alvorlig sygdom taler de helst ikke om. Og så er de enormt dårlige til at sige farvel til arbejdslivet og fællesskabet der – for hvad nu?

For Jef Holm-Hansen (73) og Niels Bang Andersen (68) er det ingen hemmelighed, at mænd ofte lader stå til alt for længe, hvis de er bange for kræft. De er der selv med tidligere modermærkekræft og en aktiv prostatakræft.

Elefanthuset

Mænds Mødested i Elefanthuset er et gratis og uformelt mødested for mænd med kræft. Her kan du drikke kaffe, spille kort, lave mad eller bare snakke med andre mænd, som også har - eller har haft - kræft.

Du deltager i de aktiviteter, som du har tid og lyst til. Der er ingen forpligtelser eller faste tidspunkter, hvor du skal møde op.

Du kan kigge forbi hver onsdag mellem kl. 11.00-14.00, hvor der er åbent for nye interesserede.

Du kan også komme til åbent værksted om mandagen kl. 10.00-16.00.

Du finder Mænds Mødested i Elefanthuset på Thit Jensens Vej 2 i København - lige bag Center for Kræft og Sundhed.

Kilde: Københavns Kommune

Budskabet om at mænd skal lytte til deres omgivelser og gå til læge i tide vil de gerne brede ud til andre.

Alt imens de slår på tromme for deres oase i De Gamles By i København. ”Elefanthuset” hedder deres nye fællesskab og aktive fristed for mænd, der har – eller har haft – kræft. Pårørende mænd er også velkomne.

Kisteglade for deres kapel

I Elefanthuset, De Gamle Bys tidligere kapel, kan man snakke som i gamle dage på jobbet. At det er et kapel gør ikke noget.

“Vi er kisteglade for det her sted,” lyder det fra Jef Holm-Hansen.

Kræften spøger altid, men triste rundkredse er ikke sagen. I værkstedet, på gåturen eller over lidt madlavning går det meget bedre, hvis noget trykker.

Jef Holm-Hansen blev udlært på B&W i 1970 og har siden været vidt omkring. Han introducerede blandt andet digitalkameraet i Danmark.

Niels Bang Andersen har haft en række poster i først Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og de seneste 17 år LFS /FOA.

Manglede et sted

For Jef Holm-Hansen var det en lille ”dut” på maven, der startede det hele. Først da konen slog i bordet, kom han til læge.

Nu går han ”bare” til kontrol en gang om året. Men Elefanthuset, som han var med til at etablere i 2017, fordi han syntes, den slags manglede, har bidt sig fast.

Når der er fem års jubilæum 1. november, er det med Jef Holm-Hansen som administrator.

Niels Bang Andersen hørte om huset i en seng på Riget og er en trofast og aktiv bruger. Han fik en håndfuld af ”kollegerne” i huset med på Royal Run og cykeltur i kølvandet på Tour’en.

Han sidder også i støtteforeningen, der søger penge til for eksempel lidt sundere mad til frokost.

“I synes altså, det er synd for alle de mænd med kræft, der ikke kender Elefanthuset,” mener journalisten at forstå.

Den køber Jef og Niels!

Se video om Elefanthuset

Serie: Ildsjæle

Først publiceret: fredag 22. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:40

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.