Sommermad kan sabotere din søvn
Nogle af de typiske sommerfornøjelser som grillpølser, is og alkohol kan give urolig og dårlig nattesøvn.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Varmen ikke den eneste synder, der kan stikke en kæp i hjulet på din nattesøvn.
Sommerens typiske indtag kan nemlig også sætte sine spor.
“I sommervarmen er der mange af os, der lever et mere fornøjelsesfuldt liv,” siger Anne W. Ravn, som er diætist ved Aarhus Universitetshospital, og uddyber:
“Så sidder vi måske typisk på terrassen og får lidt federe mad, drikker lidt alkohol, nogle ryger også, og man kommer lidt senere i seng. Det gør det sværere at falde i søvn, og den fede mad giver en uroligere søvn.”
Federe end julen
Og hvis du nu sidder og tænker, at du da sådan set spiser meget lidt og let her i sommervarmen, så er du nok ikke alene. Men det er altså ikke altid hele sandheden, har Anne W. Ravn bemærket.
Kend de typiske søvnsabotører
* Koffein før sengetid.
* Alkohol før sengetid.
* Store mænger energi- og fedtrig kost før sengetid.
* Inaktivitet. Vær fysisk aktiv i løbet af dagen.
* Temperatur. Sørg for at soveværelset er veltempereret. For de fleste er den optimale temperatur ved søvn 18-21 grader.
* Støj over 30 decibel i soveværelset. Brug eventuelt ørepropper.
* Lys fra skærme - eksempelvis computer, tablet eller tv - før sengetid. Dæmp gerne lysintensiteten.
* Lys i soveværelset. Sørg for, at der er mørkt, og brug eventuelt en sovemaske til øjnene.
Kilde: rapporten "Søvn og sundhed" udgivet af Vidensråd for Forebyggelse.
“Vi har selv en opfattelse af, at vi lever af vand og vandmelon. Men i virkeligheden er juli federe end julen, for vi forkæler os selv i ferien med grillmad, bobler og flødeis,” siger hun.
Hun råder til at lave nogle småjusteringer og prøve at bryde med de gængse vaner.
For ved at tænke en smule fremad kan du hjælpe dig selv til en sundere sommer og bedre søvn, siger Anne W. Ravn.
“Så kan man planlægge forkælelse på en lidt mere sund måde end den traditionelle summervibe som eksempelvis kold melon og kolde bær. Og prøv at tænke i, at noget af maden skal være lidt lettere,” siger hun og kommer med en række forslag:
“Det kan være en kold gazpacho, en kold agurkesuppe, bruschetta, frugtsalat, kefir eller yoghurt med bær i, rispapirsruller eller mexicanske pandekager med snittet grøntsagsfyld.”
Lidt ekstra alkohol
Som Anne W. Ravn nævnte i starten af artiklen, så er det typisk ikke kun indtaget af mad, der kan se anderledes ud under sommersolen.
Der ryger måske også lidt ekstra alkohol indenbords og en smøg ud på de lune aftener.
Og det er altså også noget, der kan påvirke søvnen, fortæller Birgitte Rahbek Kornum, som er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.
“For meget alkohol er rigtig skidt for søvnen. Det er lidt kontraintuitivt, for alkohol er en slags bedøvelsesmiddel, så man kan sagtens falde i søvn. Men det ødelægger det naturlige søvnmønster og søvnfaserne.”
“Søvnen bliver dårligere, og man kan heller ikke sove lige så længe. Derfor oplever man tit at vågne tidligt, selv om man er gået sent i seng,” forklarer Birgitte Rahbek Kornum.
Spis ikke for tæt på sendetid
Hvis du rykker aftenmåltidet til senere i ferien, kan det også få betydning, når du går til køjs.
“Man ved, at det er bedst for søvnen ikke at spise alt for tæt på sengetid,” siger Birgitte Rahbek Kornum.
Det skyldes, at fødeindtag er en af de ting, der signalerer til din krop, at det er dag, og den skal være vågen.
Drikker du mere om sommeren?
Først publiceret: lørdag 14. august 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:34