En ældre kvinde med briller og rød sweater smiler, mens hun stabler hvide kasser på et kontor og skaber en følelse af hygge og fællesskab med computere og hylder i baggrunden.

Ulla Reffs synes, vores historie er vigtigt, fordi vi står på skuldrene af tidligere slægter og begivenheder. Og det er nødvendigt med dokumentation. Foto: Nikolaj Reimar Hansen.

Frivillig i arkivet: Ulla er med til at bevare historien

Esbjerg Byhistoriske Arkiv nyder godt af, at Ulla Reffs brænder for lokalhistorie.

Senest opdateret: mandag 16. februar 2026

”Jeg har altid været interesseret i lokalhistorie. Det stammer nok fra min far. Han skrev om sin slægt, og det er jeg også i gang med. Inden jeg gik på pension, tænkte jeg, at jeg måtte i gang med frivilligt arbejde. Jeg var begyndt på slægtsforskning og kom til at arbejde på det byhistoriske arkiv som frivillig.”

”De bad mig om at tage mig af sportsarkivet. Det er lidt komisk, for jeg er ikke sportsinteresseret. Men det blev alligevel sjovt at finde informationer og billeder fra sporten i Esbjerg, og nu ved jeg faktisk en masse,” siger Ulla Reffs med et smil.

Vi husker forskelligt

Ulla Reffs synes, vores historie er vigtigt, fordi vi står på skuldrene af tidligere slægter og begivenheder. Og det er nødvendigt med dokumentation.

Fællesskabet er drivkraften

Flere seniorer engagerer sig frivilligt – og fællesskab er den vigtigste drivkraft. En undersøgelse fra Faglige Seniorer med 4.500 deltagere viser, at syv ud af ti fremhæver samvær og fællesskab som hovedårsag til at blive frivillig, mens næsten lige så mange peger på ønsket om at hjælpe andre.

Flest seniorer er aktive i kultur- og fritidslivet og i sociale og humanitære indsatser. Mange oplever samtidig personlige gevinster. Næsten otte ud af ti fortæller, at frivilligt arbejde giver større glæde i hverdagen.

Læs om Faglige Seniorers undersøgelse her

”Jeg har interviewet mine søskende og veninder, jeg oplever, hvordan vi husker de samme begivenheder helt forskelligt. Jeg kan for eksempel erindre, at både jeg og min lillebror kom til skade. Men det siger ikke de andre noget. Jeg har fundet gamle billeder af mit barndomshjem, og det er spændende, for byen har jo udvikle sig meget,” siger Ulla Reffs, der i sit arbejdsliv har prøvet lidt af hvert.

Hun blev blandt andet kontoruddannet, har sejlet med Mærsk, og blev senere socialpædagog.  

Folkeregister brændt

Under krigen brændte folkeregistret i Esbjerg. Ulla Reffs har været med til at opbygge det igen gennem blandt andet skattebøger og vejvisere.

Hun har også kontaktet en gammel haveforening i byen. Fra dem har hun fået papirer og billeder og har en aftale om at interviewe nogle af de ældste beboere.

”Da en folkeskole skulle nedlægges og laves om til en ungdomsskole, spurgte jeg, om jeg måtte få de gamle dokumenter. Så kom de med en kasse med gamle fotos og navnelister, som sikkert ellers ville være smidt ud,” siger Ulla Reffs.

Historien om esepigerne

Ulla Reffs fortæller, at hun er med i egnspil som esepige. At ese betød at klargøre fiskeriets kroge og liner – et arbejde, der blev udført af de såkaldte esepiger.

De boede i små esehytter ved kysten og sørgede for, at fiskerne kunne tage på havet med tusindvis af kroge klar til brug.

Også vågekone og Røde Kors

Ud over det lokalhistoriske arkiv har Ulla Reffs vagter som vågekone på palliativ afdeling på hospitalet, og hun er også engageret i Røde Kors.

”Jeg våger nogle timer om natten, eller deler brød og kaffe ud om dagen. Det er rart at kunne gøre noget godt for andre mennesker. Hvis det er muligt, får vi en snak,” lyder det fra Ulla Reffs.

Ulla om at være frivillig 

  • ”Da jeg forlod arbejdsmarkedet, fulgte jeg min interesse for lokalhistorie”
  • Ulla er frivillig på Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Røde Kors og på hospitalet.
  • Hun bruger cirka 6 timer om uger, men mange uger bliver det til mere.
  • Der mangler frivillige, så Ulla opfordrer andre til at finde noget, der passer til dem.

 

Først publiceret: mandag 16. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 16. februar 2026 kl. 16:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • This field is hidden when viewing the form