En ældre mand ved navn Henrik, iført briller og en rød polotrøje, smiler, mens han holder papirer ved et skrivebord - klar til at hjælpe andre. I baggrunden ses et farverigt maleri og et vindue.

"Jeg ofte med til at etablere noget, som andre kan få glæde af. Og det fællesskab, man opbygger, betyder rigtig meget,” siger Henrik Hedelund. Foto: Nikolaj Reimar Hansen.

Henrik er igang hele tiden: Jeg kan lide at gøre noget godt for andre

Det med at være engageret og frivillig ligger i blodet hos 75-årige Henrik Hedelund.

Senest opdateret: mandag 16. februar 2026

Mange af Henrik Hedelunds vågne timer går med forskelligt frivilligt arbejde. Han gør ikke timetallet op på ugentlig basis, men ofte udfører han frivilligt arbejde hver dag.

”Jeg har altid været engageret i et eller andet, og jeg er tit med i flere ting på en gang,” siger Henrik Hedelund, der i sit arbejdsliv blandt meget andet har undervist på erhvervsuddannelserne i 37 år.

Fællesskabet er drivkraften

Flere seniorer engagerer sig frivilligt – og fællesskab er den vigtigste drivkraft. En undersøgelse fra Faglige Seniorer med 4.500 deltagere viser, at syv ud af ti fremhæver samvær og fællesskab som hovedårsag til at blive frivillig, mens næsten lige så mange peger på ønsket om at hjælpe andre.

Flest seniorer er aktive i kultur- og fritidslivet og i sociale og humanitære indsatser. Mange oplever samtidig personlige gevinster. Næsten otte ud af ti fortæller, at frivilligt arbejde giver større glæde i hverdagen.

Læs om Faglige Seniorers undersøgelse her

”Jeg har i mange år været engageret i badminton som frivillig leder og træner. Jeg har også været formand for Røde Kors i Aalborg og blandt andet været med til at åbne 2 butikker. Under katastrofen med tsunamien havde jeg travlt med at få indsamlinger op at stå,” siger Henrik Hedelund.

Aktiviteter og fællesskab

Henrik Hedelund får også en masse igen fra det frivillige arbejde, synes han.

”Man kommer jo til at kende mange mennesker, får gode oplevelser og en tilfredsstillelse ved at få gennemført det, man har sat sig for, og som gør gavn.”

”Jeg kan lide at gøre noget godt for andre. Derfor er jeg ofte med til at etablere noget, som andre kan få glæde af. Og det fællesskab, man opbygger, betyder rigtig meget,” siger Henrik Hedelund.

Aktiv i marineforeningen

I øjeblikket lægger Henrik Hedelund mange timers arbejde i Hals Marineforening, hvor han er kasserer.

”I gamle dage var marineforeningen mest for søens folk. Nu er det en lidt bredere forening med mange forskellige aktiviteter. Vi har blandt andet et sangkor, som jeg er med i. Der er også skydekonkurrencer, vinsmagning og en masse udflugter.”

”Jeg er god til at få ting til at ske, og min kone er heldigvis også sådan. Hun har ligesom jeg lavet meget frivilligt arbejde i årenes løb, blandt andet i Røde Kors.”

Faglig aktiv

I arbejdslivet var Henrik Hedelund faglig aktiv, både som tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant. Han har fortsat det faglige arbejde som en naturlig forlængelse.  

”Jeg er aktiv i vores lokale afdeling af Faglige Seniorer. Det har været naturligt for mig at fortsætte det arbejde i seniordelen, siger Henrik Hedelund.

Med faste vagter og mange års erfaring løfter han både økonomien og aktiviteterne i lokalforeningen.

Brug tiden godt

Henrik vil gerne slå et slag for det frivillige arbejde. Men det er naturligvis op til den enkelte, hvor meget tid, og hvor mange kræfter, man vil bruge.

”Gør op med dig selv, hvor meget du har overskud til, og hvad du vil bruge tiden på.”

Henrik om at være frivillig

  • ”Det er helt naturligt for mig at være frivillig. Det ligger ligesom i blodet.”
  • Henrik er engageret i sit lokalområde, både hos Faglige Seniorer, Hals Marineforening og Røde Kors.
  • Det bliver til mange timer hver uge. Henrik tæller ikke op.
  • ”Tænk over, hvad du kunne forestille dig at gøre som frivillig, og hvor meget tid, du vil bruge. Når du kommer i gang, vil det helt sikkert føre til mange gode oplevelser.”

Først publiceret: mandag 16. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 16. februar 2026 kl. 15:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • This field is hidden when viewing the form