Folketingsvalg 2026: Mette Frederiksens vilde comeback blandt seniorerne
For to år siden var Socialdemokraternes opbakning blandt seniorerne halveret. Nu er partiet igen suverænt stærkest og Mette Frederiksen den klart foretrukne statsminister.
Senest opdateret: mandag 9. marts 2026
For to år siden var Socialdemokraternes opbakning blandt seniorerne halveret. Nu er partiet igen suverænt stærkest og Mette Frederiksen den klart foretrukne statsminister.
Der er markant opbakning til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet i en ny meningsmåling blandt seniorerne.
Socialdemokratiet fik ved valget i 2022 47% af stemmerne blandt seniorerne. Men mistede i april 2024 – efter indgrebet i Store Bededag – halvdelen af vælgerne og stod således til under 20% opbakning, mens SF tordnede frem til 31%.
I den nye måling fra Faglige Seniorer lander Socialdemokraterne på 36%. SF har med 15,7% har mistet momentum, men ligger fortsat pænt over valget i 2022.
Flere end 15.000 har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført 27. og 28. februar, altså efter valget er udskrevet.

Flest foretrækker Frederiksen
Selv om socialdemokraterne fortsat ligger betydeligt under valgresultatet, viser undersøgelsen en markant opbakning til Mette Frederiksen som statsminister.
Meget få seniorvælgere vurderer statsministerens indsats til “skidt” eller “rigtig skidt”, mens omvendt 51% giver Mette Frederiksen karakteren “rigtig godt”.
Den høje karakter kommer også til udtryk i sammenligningen med de øvrige partiledere, når spørgsmålet går på, hvem der vil være den bedste statsminister ved det kommende folketingsvalg. 64% peger entydigt på Mette Frederiksen med Pia Olsen Dyhr på 11% og Troels Lund Poulsen på 10%.
SF, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten så i efteråret 2024 ud til at have bidt en solid luns af de Socialdemokratiets vælgere.
Det har dog ændret sig i målingen efter valgets udskrivelse, hvor alle partier er tæt på at være tilbage på valgresultatet i 2022 med en lille overhånd til SF.

Kommentator: Bemærkelsesværdig måling
”Naturligvis spiller opgøret med Donald Trump om Grønland og Mette Frederiksens håndtering af den som statsminister en stor rolle for seniorernes syn på hende. Men givetvis er det også hendes i hvert fald delvise tilbagevenden til “Røde Mette” i nytårstalen og forslagene derefter til at imødegå de stigende fødevarepriser også en rolle”, vurderer politisk kommentator Peter Lautrup Larsen.
Han finder meningsmålingen bemærkelsesværdig, blandt andet fordi en tilsvarende måling før kommunalvalget forudså Socialdemokratiets nedsmeltning i kommunerne.
Men også fordi flere end 15.000 deltagere i undersøgelsen skaber meget lidt tvivl om holdningen i denne vigtige socialdemokratiske vælgergruppe.
Han vurderer, at politikerne bør skele til Faglige Seniorers forslag om en ændret regulering af folkepensionen. I dag bliver folkepensionen reguleret med to års forsinkelse, og det har skabt stor harme blandt mange socialdemokratiske kernevælgere.
Et forslag som i øvrigt bakkes op af fremtrædende økonomer.
“Vi mangler fortsat udspil om pension”
”Det er jo et ret vildt comeback til socialdemokraterne, der tegner sig. Og så venter vi stadig på den store motor i valgkampen fra Mette Frederiksen. Nemlig det varslede pensionsudspil om pensionsalder og forbedret Arne-pension. Det vil også være rigtig klogt at læse Faglige Seniorer forslag om seniorarbejdsmarkedet. Hvordan man både kan få flere arbejdstimer ud af seniorerne og flere penge i statskassen. I stedet for at de bare forlader arbejdsmarkedet fra den ene dag til den anden”, siger han.
”Endelig bemærker jeg, at der er ganske stor forskel på opbakningen blandt pensionisterne og de seniorer, der fortsat er i arbejde. Her ligger socialdemokraterne på 29%. Noget tyder på, at partiet ikke har forstået den energi, der ligger i et mere fleksibelt seniorarbejdsmarked.”
Stor opbakning til regulering af folkepension
Blandt Faglige Seniorers mærkesager er der største opbakning til en bedre kvalitet i ældreplejen (64%). Forslaget om større tilskud til tandpleje (52%). Og forslaget om en ny regulering af folkepensionen, fair pension (59%).
Blandt seniorer, der fortsat er i arbejde, er der dog også stor opbakning til forslaget om muligheden for at arbejde 15 timer ved siden af efterløn, tidlig pension og seniorpension uden modregning (38%).
Hele 83% er sikker eller næsten sikker på, hvor de vil sætte deres kryds, mens 17% siger, at de først træffer deres endelige beslutning i løbet af valgkampen.

Læs hele undersøgelsen her
Du kan læse hele Faglige Seniorers undersøgelse med deltagelse af 15.000 seniorer her.
Hvad mener du?
Fremgang hos seniorer til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Hvad er din kommentar til det? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Først publiceret: søndag 1. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. marts 2026 kl. 12:55