En ældre mand med hvidt skæg, iført en gul og sort ternet skjorte, trækker på skuldrene med håndfladerne vendt opad og ser usikker ud med hensyn til sin pension.

Hvis du er i tvivl om beregningen af din pensionsskat, kan de bede om at få en specifikation, og den skal banken eller pensionsselskabet så udlevere

Du betaler tusindvis af kroner i pensionsskat: Her får du besked – her skal du selv lede

Nogle banker og pensionsselskaber fortæller dig direkte, hvor stort beløb du betaler i pensionsskat. Hos andre skal du selv lede efter beløbet. Faglige Seniorers rundspørge afslører store forskelle. Samtidig er branchen uenig om, hvor svært det vil være at få beløbet med på årsopgørelsen. Se, hvordan dit selskab eller bank gør det.

Senest opdateret: tirsdag 27. oktober 2026

Flere store pensionsselskaber sender ikke kunderne en særskilt besked om pensionsskatten. Beløbet findes ellers digitalt, men kunden skal selv logge ind og finde frem til det.

Det viser en rundspørge, som Faglige Seniorers nyhedsbrev har foretaget blandt en række af landets store banker og pensionsselskaber.

Hos blandt andre PFA, Velliv og Sampension får kunderne ikke en særskilt besked om det, der kaldes PAL-skat.

Anderledes er det hos AL Sydbank, hvor kunder modtager et særligt årsbrev om PAL-skatten. PenSam og Danske Bank oplyser beløbet i den årlige oversigt.

Forskellene er bemærkelsesværdige, fordi PAL-skatten hvert år tager 15,3 procent af det skattepligtige afkast på pensionsopsparingen. Samlet kommer danskerne i år til at betale ikke mindre end 75 milliarder kroner.

Mange er uvidende

Brancheorganisationen Forsikring & Pension ønsker, at pensionsskatten bliver mere synlig. Men Skatte- og Vækstministeriet mener, at der teknisk og administrativt er hindringer for at få tallet på årsopgørelsen

Flere pensionsselskaber er parate til at hjælpe med større synlighed. Andre er mere skeptiske over for løsningen med at sætte tallet på årsopgørelsen.

Det er blandt andre Velliv, der er imødekommende over for større synlighed.

”Vi oplever nemlig, at mange slet ikke er opmærksomme på, hvor meget de betaler,” skriver Velliv i sit svar til Faglige Seniorer.

Der kommer klager

Andre selskaber vurderer derimod, at kunderne allerede får tilstrækkelig information. For eksempel PFA oplever, at kunderne føler sig tilstrækkeligt informeret, men er åben over for eksempelvis en særskilt meddelelse, hvis der viser sig efterspørgsel efter det.

Nogle borgere er måske nærmest ligeglade med en oplysning om pensionsskatten. PensionDanmark oplyser for eksempel, at det er meget sjældent, at medlemmer henvender sig for at få en udspecificeret opgørelse over PAL-skatten.

På den anden side modtager Det finansielle ankenævn af og til klager over pensionsskatten.

Det skal du vide om PAL-skat

PAL-skat er skat af afkastet på din pensionsopsparing i bank eller pensionsselskab.
Skatten er 15,3 procent af årets afkast.

PAL-skatten bliver trukket automatisk af banken eller pensionsselskabet.
Du får ingen regning og skal ikke selv indberette noget.

Du betaler skat af værdistigninger, også selv om du ikke har fået penge udbetalt.
Beskatningen sker efter lagerprincippet.

Falder din pension i værdi, bliver der beregnet en negativ PAL-skat.
Tab kan modregnes i fremtidige års skat – uden tidsbegrænsning.

PAL-skat gælder for de fleste pensionsordninger, herunder livrenter, ratepensioner og alderspensioner.

Din bank eller dit pensionsselskab skal hvert år oplyse, hvad du har betalt i PAL-skat. Det fremgår ikke af din årsopgørelse.

PAL-skatten trækkes normalt i januar eller februar.

Læs mere om PAL-skat hos skat.dk her

PFA: Du skal selv finde beløbet

Hos PFA får kunderne ikke en særskilt besked, når PAL-skatten bliver trukket. Beløbet kan i stedet findes på MitPFA under opsparingsoversigten.

Her kan kunderne både se tidligere års PAL-skat og følge den foreløbige skat for indeværende år.

Selskabet ser ikke de store tekniske problemer i at indberette hver enkelt kundes PAL-skat til Skattestyrelsen, så det eventuelt kunne komme på årsopgørelsen. Det vil kræve ændringer i systemerne, men PFA betegner opgaven som overkommelig og vurderer, at den kan løses ret hurtigt.

Velliv: Mange er ikke opmærksomme på skatten

Hos Velliv skal kunden selv logge ind på Mit Velliv og gå ind på kontooversigten. Her fremgår beløbet som en særskilt post, når PAL-skatten er afregnet.

Velliv sender ikke en særskilt besked, når skatten afregnes, og beløbet fremgår heller ikke af den almindelige pensionsoversigt. Kunden skal selv opsøge oplysningen.

Selskabet erkender samtidig, at mange kunder ikke er klar over, hvor meget de betaler i PAL-skat, og ønsker større synlighed – gerne på årsopgørelsen. Velliv indberetter til Skattestyrelsen, så selskabet mener, at oplysningen burde kunne føjes til årsopgørelsen.

PensionDanmark: Teknisk muligt

PensionDanmarks medlemmer kan finde PAL-skatten i deres årsoversigt på pension.dk. Her står beløbet særskilt, og tidligere års beløb kan også ses.

Selskabet oplyser, at det er meget sjældent, at medlemmer beder om en udspecificeret beregning af PAL-skatten. Men omkring 90.000 pensionister modtager reguleringsbreve med henvisning eller direkte link til årsoversigten.

PensionDanmark vurderer, at individuel indberetning til Skattestyrelsen teknisk kan lade sig gøre. Men der skal blandt andet findes løsninger på efterfølgende rettelser af PAL-skatten, skattefritagelser og forskellen mellem fristerne for beregning af PAL-skat og oplysninger til årsopgørelsen.

Industriens Pension: Kun ét klik væk

Hos Industriens Pension kan medlemmerne se PAL-skatten ét klik fra forsiden på Min side. Den kan også ses i appen, og beløbet for indeværende år bliver løbende opdateret.

PAL-skatten står derimod ikke som beløb i den årlige pensionsoversigt. Industriens Pension mener, at informationen allerede er meget let tilgængelig og fremhæver, at PAL-skatten er lige så nem at finde som pensionsprognosen.

Selskabet peger på, at PAL-skatten formelt betales af pensionsinstituttet og derfor måske ikke naturligt hører hjemme på kundens personlige årsopgørelse. Men hvis Skattestyrelsen kræver indberetning af den enkelte kundes andel, vil Industriens Pension gøre det.

Danica: Næsten teknisk umuligt

Danicas kunder kan finde PAL-skatten i kontooversigten i Netpension. Den allerede afregnede skat fremgår under afkast, mens endnu ikke afregnet PAL-skat oplyses særskilt.

Danica mener, at kunderne får tilstrækkelig information og har ikke planer om at gøre PAL-skatten mere synlig.

Til gengæld er selskabet klart afvisende over for at få kundernes PAL-skat på årsopgørelsen. Danica kalder individuel indberetning en meget stor og ”tæt på teknisk umulig” opgave. Begrundelsen er blandt andet, at de endelige PAL-oplysninger først kan beregnes langt senere end de oplysninger, Skattestyrelsen skal bruge til årsopgørelsen.

Sampension: Det vil blive for dyrt

Hos Sampension kan kunden finde PAL-skatten ved at logge ind og se depotoversigten. Skatten fremgår som et særskilt beløb, men Sampension sender ikke et særligt brev om den.

Selskabet mener, at PAL-skatten allerede fremgår tilstrækkeligt tydeligt og har ingen planer om at gøre beløbet mere synligt. Kunden kan dog bede om at få oplysningerne tilsendt.

Sampension afviser også individuel indberetning til årsopgørelsen. Det vil ifølge selskabet medføre ”uforholdsmæssigt store omkostninger”, som i sidste ende vil blive betalt af kunderne.

PenSam: Beløbet står i årsoversigten

PenSam oplyser PAL-skatten som et særskilt beløb i den årlige pensionsoversigt, som medlemmerne modtager. Selskabet har desuden lanceret en digital postkasse på Min Pension, hvor pensionsoversigten fremover vil være tilgængelig.

PenSam sender ikke en særskilt meddelelse alene om PAL-skatten. Selskabet mener, at beløbet fremgår tilstrækkeligt tydeligt af pensionsoversigten og har ikke aktuelle planer om at ændre informationen.

PenSam vurderer, at det administrativt vil være muligt at indberette det enkelte medlems PAL-skat til Skattestyrelsen. Hvor omfattende opgaven bliver, afhænger dog af de konkrete krav til indberetning og præsentation.

Danske Bank: Det er oplyst i årsoversigten

Danske Banks kunder kan se PAL-skatten på den relevante pensionskonto og får desuden beløbet oplyst i den årlige oversigt. Skatten står som et særskilt beløb.

Banken vurderer, at kunderne får tilstrækkelig information. Hvis en kunde ønsker det, kan banken desuden udlevere de beregninger, der ligger bag PAL-skatten.

Danske Bank svarer ikke direkte på, om det teknisk vil være muligt at indberette den enkelte kundes PAL-skat til brug på årsopgørelsen. Banken henviser til, at Skattestyrelsen udarbejder årsopgørelsen, og at banken indberetter de oplysninger, som reglerne kræver eller giver mulighed for.

AL Sydbank: Særligt brev om PAL-skatten

AL Sydbank er blandt de institutter i rundspørgen, der giver kunderne den mest direkte besked. Hvert år modtager kunderne en meddelelse i net- eller mobilbanken om den PAL-skat, der er betalt af pensionsopsparingen.

Beløbet står særskilt i meddelelsen med titlen ”Årsbrev PAL-skat”. Kunden behøver altså ikke selv logge ind og lede efter skatten i en konto- eller pensionsoversigt.

AL Sydbank tager ikke stilling til, om banken teknisk kunne indberette beløbet, så det fremgår af årsopgørelsen. Banken henviser spørgsmålet om sådan en visning til skattemyndighederne.

Får du oplysning om, hvor meget du betaler i PAL-skat? Ellers spørg din bank eller pensionsselskab, hvis du ikke selv kan finde oplysningen.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, hvordan der informeres forskelligt om pensionsskatten (PAL-skat). Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Du kan kræve at se beregningen

Du behøver ikke nøjes med at få oplyst, hvor mange kroner du har betalt i PAL-skat. Som pensionskunde har du krav på en specifikation af, hvordan PAL-skatten er beregnet – hvis du ønsker det.

Du behøver ikke at være uenig i beløbet eller varsle en klage for at få specifikationen. Du skal bare bede om den.

Hvis du mener, at skatten er beregnet forkert, kan den indbringes for Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten. Det er også muligt at klage til Det finansielle ankenævn.

Sådan klager du til Det finansielle ankenævn https://fanke.dk/generel-klage-information/

Først publiceret: tirsdag 27. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 27. oktober 2026 kl. 12:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form