Vælgerbefolkningen reagerer positivt på de tiltag, regeringen har forestået under corona-krisen, og de politiske sabotageforsøg bider ikke," skriver Carsten Bo i klummen.

Carsten Bo skriver: Det borgerlige Danmark eksisterer ikke mere

Folk bryder sig ikke om taktisk partipolitik i en ekstrem krise, hvor deres sundhed, job, økonomi og fremtid står på spil. Derfor dumper vælgerne de borgerlige partier", skriver Carsten Bo i klummen.

Senest opdateret: mandag 24. august 2020

Hvis det såkaldte ”Borgerlige Danmark” nogensinde har eksisteret, eksisterer det ikke mere. Der eksisterer kun borgerlige politikere og et mindretal af borgerlige vælgere. Danmark er et socialdemokratisk land.

Halvfems procent af dem, der tidligere hylede op om topskattelettelser og konkurrencestat før corona-krisen, patter for tiden løs af det socialdemokratiske velfærdsyver.

Selv de mest vulgære højre-rabiate skrigere ligger lavt i debatten. Musestille og velvidende, at deres hidtil påståede opskrift på idel lykke og individuel succes ville have bragt både dem selv og vennerne fra Vedbæk til tiggerstaven i øjeblikkets corona-storm.

Carsten Bo

Carsten Bo Jensen, født 5. august 1958, er forfatter, foredragsholder og musiker.

Han har indtil nu udsendt 5 bøger og 23 albums/CD’er.

Carsten Bo har læst statskundskab ved Københavns Universitet, og været folketingsmedlem, amtsrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Helsingør.

Som kunstner har han blandt andet modtaget LO’s store Kulturpris  og været nomineret til 2 Grammy Awards.

Med 12 titler er Carsten Bo den mest repræsenterede forfatter og komponist i Arbejdersangbogen.

Han er ivrig debatør og skriver klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Nu sidder de så dér – lasede og afpillede – og fumler nervøst med deres NemID og ansøgningerne om socialhjælp fra dét velfærdssamfund de – siden Anders Foghs dage – har underholdt nationen med at de hader og vil afvikle.

Det vil de så alligevel ikke, må man forstå? ”Sådan var det jo ikke ment”, skal det vel opfattes?

Vi er der for jer

Og bare rolig:

Det enorme flertal af hårdtarbejdende danske skatteydere, der betaler regningen for corona-krisen, er et både godmodigt og tilgivende folkefærd, der gerne understøtter alle, krisen igennem. Ikke mindst de svageste, som for tiden omfatter det kuldsejlede borgerlige Danmark.

Det er jo hele idéen med den socialdemokratiske samfundsmodel, hvor grundtesen er, at man gør sin pligt og kræver sin ret. Alle skal med. Ingen bliver efterladt på perronen.

Disse socialdemokratiske grundregler gælder naturligvis også for dem, der var lidt tunge i det, og først forstod sammenhængen, helheden og alvoren alt for sent.

Vi er der for jer!

Vi er der for de kække drenge i skattelyenes og bonus-ordningernes glashus-domiciler.

Vi er der for de kølige kynikere i italienske letvægtshabitter. For de gyldne håndtryk og de sorte penges matadorer.

Vi er der for jer!

Hos os vil I aldrig gå forgæves efter hjælp til passiv forsørgelse. Vi tager os af Jer.

Selv Thomas Borgen og Danske Bank giver det fintmaskede samfundskollektiv en offentligt finansieret håndsrækning under krisen.

Det manglede da bare.

De bredeste skuldre

For ”Det Borgerlige Danmark” er gået nedenom og hjem – og selv de mest inkarnerede neoliberalister er på støtten og til rotterne.

Det ved vi godt.

Så er det kun naturligt, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

Så er det indlysende, at samfundet træder til og giver en hjælpende hånd.

Det GØR vi jo i Danmark. Det har vi haft en lang og stolt tradition for siden Staunings dage.

Og derfor står den danske skatteyderbefolkning og den danske socialdemokratiske regering klar med økonomiske hjælpepakker. Råd, dåd – politisk og moralsk støtte.

Drengene fra CEPOS er spagfærdige og næsten fraværende.

Carsten Bo

Drengene fra CEPOS er spagfærdige og næsten fraværende. Cheføkonomen Mads Lundby Hansen og det bælgøjede blå holder tækkeligt kæft, og koncentrerer sig om at søge statslig understøttelse – alt i mens de vantro og forvirrede betragter dén ruin som lige før – under mørk messesang og stor højtidelighed – blev omtalt som ”Det Borgerlig Danmark”… og så standard-bemærkningen om ”at det ikke må blive dyrere at være dansker…” og så videre.

Blot eksisterer det alt sammen ikke mere.

ALT er taget af coronaen og velfærdsstatens triumf i krisen.

Det er svært at kritisere en samfundsmodel, som man tigger milliarder af hver dag!

Lars Løkke ærgrer sig

Mens Kristian Thulesen Dahl nærmer sig sin politiske finale, og Dansk Folkeparti stille og roligt går i opløsning, kan man langt væk høre lyden af en forbitret og indebrændt Lars Løkke, der i smug ærgrer sig over, at århundredes sundhedskrise ikke landede på statsministerens bord i HANS tid – for længe siden.

Modsat lægevidenskaben, mener Lars at have svar på alt om corona – og svar på alt i det hele taget!

Der er faktisk ikke dén strategi, som den afsatte Venstreformand ikke er i stand til at lægge… og det er alt sammen fuldkommen ligegyldigt, fordi ALLE ved, at det er bluff og bullshit – mandagstræner-bragesnak og pis og papir!

Bondepartiet er ved at eksplodere. Internt og eksternt.

Carsten Bo

Samtidigt desavouerer Lars sin egen partiformand hver eneste dag, i et sandt studie af illoyalitet – hvad der tydeligt rager ham en høstblomst. Jensen blev banket på plads. Det gør Rasmussen ikke.

Hvor længe kan Venstres ledelse holde til det? Jeg tror, de er tvunget til at udholde det i evigheder. Bondepartiet er ved at eksplodere. Internt og eksternt. Venstre styrtbløder både vælger og respekt.

Morten Østergaard er skakmat

Morten Østergaard og De Radikale forsøger fortvivlet, at lave sine egne nyheder under krisen, for ikke at blive glemt. Blot er de radikale nyheder ikke nye, og har ikke har noget publikum. Morten Ø stirrer udfordrende på os med manisk lysende øjne, og råber om noget, der var aktuelt sidste år.

Morten Østergaards tirader er simpelthen degraderet til afmægtig frustration og studentikost råberi.

Carsten Bo

Men vi VED godt, at han bare føler sig overset af dén S-regering, han selv har bragt til magten – og vi VED godt, at Østergaard ikke rigtigt kan gøre noget ved det, uden at halvere sit eget parti, hvis han mod al politisk fornuft skulle gøre alvor af sin evige trussel om, at vælte Frederiksen ved at udløse et valg i utide.

R ville blive smadret af vælgerne. Østergaard har sat sig selv skakmat.

Derfor bliver alt hvad den radikale leder siger ”væk” i realpolitisk krisestyrring. Morten Østergaards tirader er simpelthen degraderet til afmægtig frustration og studentikost råberi.

Søren Pape klæ’r sig ud som sur

Søren Pape er helt forsvundet!

Ingen kan præcist huske, hvad han mener, hvis han da overhovedet mener noget, men en spindoktor har tilsyneladende fortalt ham, at det klæder en konservativ leder at se vred ud på TV!

Det har den grundlæggende venlige Pape tydeligvis tolket derhen, at han i de få og små klip, hvor han er udset til at mene noget konservativt (som ingen efterfølgende kan huske hvad er) skal se SUR ud!

Det virker ikke så godt at se sur ud i en forrykt corona-tid, hvor tingene går stærkt og kommunikationen skal være knivskarp, krystalklar, informativ – og meget gerne positiv.

Ellemann er uenig med sig selv?

Jakob Ellemann-Jensen forsøger skiftevis at spille rollerne som vred oppositionsleder og flink fyr.

Ingen af rollerne fungerer specielt godt. Når Ellemann spiller flinke Jakob, virker han betuttet som en vildfaren Ø-lejr-mand på kvinde camp i 1971. Og når han spiller rollen som vred oppositions Jakob, har han en mystisk tendens til, at sætte en yderligere sætning EFTER sin sidste sætning.

Det er meget lidt overbevisende for en Venstreleder, der gerne vil være statsminister.

Carsten Bo

Resultatet er, at Jakob Ellemann BÅDE får sagt lort og lagkage inden for sine 30 tildelte sekunder i primetime, og derfor ofte lyder som om, at han er uenig med sig selv!

Også om status på sine egne forhandlingsresultater, som han fx er ”glad for” og sekundet efter kalder ”et cirkus”. Det er noget rod.

Og det er meget lidt overbevisende for en Venstreleder, der gerne vil være statsminister.

Vil Mette F. forhindre bryllupper?

Det bliver næsten – men dog kun næsten – ligeså patetisk, som når Inger Støjberg i nogle besynderligt manipulerede formuleringer – forsøger at skabe en mærkelig spundet pseudofortælling om, at ”Mette Frederiksen vil hindrer folk i at gifte sig”…!

Udsagnet må være opfundet ud fra en teori om, at ”det gælder om at gøre genåbningsspørgsmålet menneskeligt og jordnært for vælgerne, ved for eksempel at bruge aflyste sommer-bryllupper som eksempel.”

Det kan man jo godt forsøge sig med, når stilen nu ER lagt og det tydeligt er besluttet fra borgerlig side, at aflyse den oprindelige politiske borgfred under corona-krisen.

Men det fungerer ikke i praksis. Slet ikke!

Jeg anderkender underholdningsværdien af brudefærds-historien, og har faktisk også trukket på smilebåndet flere gange. Blot er jeg ikke sikker på, at mit smil faldt på de tidspunkter, hvor det har været Støjbergs og Venstres intention, at jeg BURDE smile i forbindelse med bryllups-stuntet.

Jeg er kommet til at grine, fordi det bliver så helt igennem komisk, når et desperat V i opposition forsøger, at tegne billedet af landets statsminister som et koldt og kærlighedsbekrigende menneske, der MED VILJE prøver på at ødelægge folks bryllupsdag!

Det ER sgu da morsomt – og fuldkommen absurd!

Vælgerne er ikke til pjank

Nye Borgerlige og LA kæmper for blot at holde sig synlige. I den reelle debat om corona og hvordan krisen skal tackles fremadrettet, eksisterer de lige så lidt som Alternativet. Dét, som de forsøger at få til at ”stritte” stritter ikke, men drukner i politisk virkelighed, styret af en seriøs regering og seriøse politikere.

Vælgerne er ikke til pjank i øjeblikket. Vælgerne ved godt, at det strammer til.

Pernille Skipper fra Enhedslisten og SF’s Pia Olsen Dyhr udtaler sig roligt, og ikke så forfærdelig meget, hvad der er klædeligt.

Virkeligheden er jo, at dette er den mest alvorlige situation siden 2. verdenskrig. Tiden er til brede løsninger og politiske aktioner i enighed, hvor det er overhovedet er muligt. Det bærer EL og SF præg af at have forstået. Godt.

De to partiledere er givetvis ikke enige med S-regeringen i alt, men de kender spillereglerne og holder dem. Tiden – denne komplet uoverskuelige tid – kalder på enighed, hvor det er muligt.

Det er der absolut ingen årsag til at tro, at Mette Fredriksen ikke tilstræber at skabe. Og derfor forekommer den borgerlige corona-uenighed underligt kunstig og forstilt.

Der er al mulig grund til at tro på, at statsministeren ønsker konsensus, hvor hun kan opnå det. Både i sundhedsudfordringen hér og nu, og på den lange vej ud af krisen i de kommende år.

Alt går i Frederiksens retning

Fremtiden er usikker og uforudsigelig. Økonomisk og i det hele taget. Jo flere partier statsministeren kan få med ombord i brede forlig, desto bedre.

En regering får ofte æren, når noget går godt. Den får også skylden, når noget går galt. Fælles aftaler betyder fælles ansvar. Jo flere der er med i aftaler om fremtiden, jo flere er der om at dele ansvaret. Det er garantien for, at Mette Frederiksen gerne vil samarbejde med alle.

Vælgerbefolkningen reagerer positivt på de tiltag, regeringen har forestået, og de politiske sabotageforsøg bider ikke

Carsten Bo

Selvom statsministeren og regeringen indtil nu har strålet under krisen, er den politiske bundlinje langt fra gjort op. Det bliver den tidligst om et år. Muligt endnu senere.

Men lige nu går alt i Frederiksens retning. Tallene for smittede, indlagte og døde er fortsat beskedne i Danmark, sammenlignet med resten af verden. De enorme initiativer for at afbøde skaderne virker.

Vælgerbefolkningen reagerer positivt på de tiltag, regeringen har forestået, og de politiske sabotageforsøg bider ikke. Det er tydeligt, at et markant flertal af vælgerne ikke køber den mistillidsdagsorden til regeringen og statsministeren, som V, K og DF forsøger at plante.

Det er simpelthen for let gennemskueligt. Det bliver plat og næsten uansvarligt i situationen.

Alternativet til S er ikke synligt

Folk bryder sig ikke om taktisk partipolitik i en ekstrem krise, hvor deres sundhed, job, økonomi og fremtid står på spil.

Lige nu tyder alt på, at Mette Frederiksen kan blive siddende som statsminister i de næste 10-12 år, hvis hun selv vil.

Carsten Bo

Derfor dumper vælgerne de borgerlige partier og gør dem stadigt mere irrelevante som regerings alternativ. Sandsynligvis i mange år frem.

Ifølge målingerne bakker mere end 80 proent af befolkningen op bag Mette Frederiksens håndtering af corona-krisen. Og med over 35 procent af vælgerne bag sig, er statsministerens parti nu større end det har været i tre årtier.

Lige nu tyder alt på, at Mette Frederiksen kan blive siddende som statsminister i de næste 10-12 år, hvis hun selv vil.

Alternativet til hende og Socialdemokratiet er ikke synligt i tiden. Det har corona-krisen understreget.

Og i netop dét faktum, skal man naturligvis søge årsagen til den voldsomme borgerlige aggression i de seneste uger.

Skriver sig ind i historien med de allerstørste

V, K og DF har ikke været så trængt i de knap 25 år, hvor aksen har eksisteret.

Borgerligt ledede regeringer i Danmark har siden 50-erne, kun fået lov til at sidde, fordi de lovede en slags videreførelse af socialdemokratiets politik plus/minus 10 procent. Det gjaldt for den radikale Hilmar Baunsgaard, det gjaldt for det den konservative Poul Schlüter og det gjaldt for Venstremanden Anders Fogh.

Og hver gang en borgerlig regering er afveget fra dette udgangspunkt, er den blevet væltet og erstattet med den ægte vare. Sådan er det gået hver gang – og det skete igen, da Lars Løkke faldt og Mette Frederiksen og S atter overtog regeringsmagten for 10 måneder siden.

Regeringen har gjort det imponerende godt. Og statsministeren selv har i særdeleshed gjort det godt!

Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona

Gør som 117.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet.

Tilmeld nyhedsbrevet her

En statsminister, som nu skriver sig ind i den politiske historie sammen med de allerstørste – Th. Stauning og J.O. Krag.

Hvor mange har seriøst fantasi til at forestille sig, at Pape, Tulle og Ellemann kan matche dét?

Nej, vel!

Jeg tør derfor roligt konkludere, ved blot at gentage indledningen på denne kronik: Hvis det såkaldt ”Borgerlige Danmark” nogensinde har eksisteret, eksisterer det ikke mere. Der eksisterer kun borgerlige politikere og et mindretal af borgerlige vælgere. Danmark er et socialdemokratisk land.

Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning.

Vær med i debatten

Er du enig med Carsten Bo? Din holdning er velkommen – skriv på Faglige Seniorers Facebook-side.

HAR METTE F. OG CORONA BESEJRET HØJREFLØJEN?"Halvfems procent af dem, der tidligere hylede op om topskattelettelser og…

Slået op af Faglige SeniorerMandag den 27. april 2020

Først publiceret: mandag 27. april 2020
Artiklen er sidst opdateret mandag 24. august 2020 kl. 15:59

Emner: