Carsten Bo skriver om tidlig pension: Rask og rørig, rig og fattig

”Jeg synes det er trist, at vi trækker raske og rørige mennesker ud af arbejdsmarkedet, og giver dem en rettighed til tidligere pension. Det er endnu en dyr overførselsindkomst. I øvrigt er jeg sikker på, at den vil blive misbrugt.”

Sådan faldt ordene fra en direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), da han forleden blev bedt om at kommentere på regeringens længe ventede forslag til tidligere pension for nedslidte.

Udtalelsen er på én gang et udtryk for den generelt skærpede tone i samfundsdebatten – en høj grad af polarisering mellem dem der har og dem, der ikke har – og først derefter, som noget sekundært, en kommentar til det konkrete pensionsudspil.

Arbejdsgiverbossens bandbule tjener reelt et langt højere og mere generaliserende politisk formål, end den forventede refleksafvisning af det specifikke forslag. Det er en slags hellig besværgelse, vendt mod selve grundidéen for den danske samfundsmodel.

Og det er et tidstypisk dybblåt postulat, af dén slags vi nærmest har vænnet os til at få slynget ud dagligt, og derfor knapt bemærker i farten. Vi hører det hele tiden.

Fra borgerlige partier, borgerlige interesseorganisationer, borgerlige tænketanke, borgerligt støttede og borgerligt støttende banker. Fra forsikringsselskaber, kreditforeninger, kapitalfonde og, ikke mindst, dén endeløse strøm af borgerlige erhvervsredaktioner på borgerlige medier, som vedvarende poder befolkningen med, at Mammon er gud og velfærdsydelser er noget fanden har skabt.

Skaber usikker om princippet om lighed

Jeg tror, at det store flertal af danskere gør klogt i at skærpe sanserne. Jeg tror, at man skal være opmærksom på, at dét unikke velfærdssamfund – som det har taget næsten 100 år at opbygge, og som langt de fleste vedkender sig og er stolte af – er under angreb.

At det gradvist bliver forsøgt undergravet og talt ned.

Citatet der indleder denne artikel – hvor kort det end er – indeholder eksempelvis en hel stribe mere eller mindre kodede budskaber, hvis egentlige formål er, at skabe tvivl om fundamentet for det moderne Danmark.

Det forsøger at skabe usikkerhed omkring lighedsprincippet, fordelingsnøglerne, den nationale sociale profil, arbejdsmarkedet og den enestående Danske Model for samme.

Arbejdsgivercitatet udstiller skabelonen for det borgerlige kampråb i tiden, vendt mod solidariteten og fælleskabet, appellerende til kynisme, mistro, misundelse, grådighed og egoisme.

Udtalelsen forkaster sammenhængskraften og alt dét, som langt de fleste opfatter som en fælles norm for anstændighed og overordnet moralsk kompas.

Hvorfor må det ikke være en rettighed?

Lad os lige tage citatet igen. Hvad er det, der i virkeligheden bliver sagt?

”Jeg synes det er trist, at vi trækker raske og rørige mennesker ud af arbejdsmarkedet, og giver dem en rettighed til tidligere pension. Det er endnu en dyr overførselsindkomst. I øvrigt er jeg sikker på, at den vil blive misbrugt.”

Hvad mener arbejdsgiverdirektøren (der næppe selv ved noget synderlig om nedslidning og har en tocifret millionindkomst om året, inden han typisk går på million-pension som 64-årig) med ”raske og rørige” mennesker?

Er det murerarbejdsmanden med invaliderende rygskader, lagerarbejderen, NNF’eren eller snedker-tømreren med gigt i arme og hænder? Er det jord- og betonarbejderen med ødelagte hofter og knæ eller sosu-assistenten, der har løftet sig halvt til døde i et langt arbejdsliv? Er det en HK ‘er med museskader, en nedslidt blikkenslager eller smedesvend?

Hvem ER disse  “raske og rørige” mennesker, som arbejdsgiver-bossen henviser til?

Og HVORFOR er det direktøren så magtpåliggende at pointere, at en ny pensionsordning for nedslidte IKKE må være en rettighed?

Synes DA virkelig, at det er bedre at syge mennesker tvinges til at tigge om hjælp, end at de har en naturlig rettighed til, værdigt at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet efter mere end 40 års knoklen, hvis de er nedslidte?

Er det sådan det skal forstås?

Modviljen mod rettighedsprincippet i pensionsforslaget kan vel næppe tolkes anderledes.

Sort automat-propaganda

Og allerede i den følgende linje er den gal igen.

Direktøren siger således: ”Det er endnu en dyr overførselsindkomst”.

Hvor stammer formuleringen  “endnu en” fra, direktør?

Jeg mener… Hvor er alle de øvrige dyre “overførselsindkomster” som man jo af bemærkningen må forstå, er blevet indført fornyligt?

Nej, vel? Der er ikke nogen. De er sparet væk. Ligesom midlerne til SKAT, Politi og alle de øvrige steder, hvor skiftende borgerlige regeringer har beskåret det danske velfærdssamfund til benet.

Så vidt jeg ved, har DA-direktøren og hans politiske venner for kun få år siden FJERNET den senest gennemførte store socialdemokratiske velfærdsreform og  “overførselsindkomst”, nemlig Efterlønnen.

Ergo er der intet belæg for udsagnet om, at pensionsforslaget er  “endnu en dyr overførselsindkomst”. Det er galoperende ævl.

Endelig: Hvem ER det arbejdsgiverdirektøren mener, vil  “misbruge”  en beskeden rettighed, bestående af et beløb på 13.500 kroner om måneden, inklusive tillæg – før skat – efter 43 år på arbejdsmarkedet i de suverænt mest opslidende jobs?

Hvem ER  “misbrugerne” af en sådan ordning, direktør? Hvem skal føle sig truffet af formuleringen
”I øvrigt er jeg sikker på, at den vil blive misbrugt”?

Ingen, naturligvis. Det er sort automat-propaganda.

Gyldne håndtryk og million-bonusser

I farten undgik DA-direktøren så tilmed bekvemt, at omtale de overdrevent gyldne håndtryk, de vanvittige million og milliard bonusser til afgående og sågar fyrede chefer, velfærdssamfundets rundhåndede corona-hjælpepakker til DA’s medlemmer, og de massive skattelettelser, som fællesskabet har været tvunget til at give arbejdsgiverne, deres venner og bekendte i 14 ud af 20 år, siden de borgerlige overtog regeringsmagten i 2001.

Ikke en lyd, hører vi om dét. Ingen tak for hjælpen. Kun brok, utilfredshed og mistillid.

Det hele, samtidigt med at antallet af working poor i vores del af verden er eksploderet, og lønmodtagerne i Danmark ansvarligt har holdt sig tilbage og holdt styr på det land og den samfundsøkonomi, som ingen ved deres fulde fem nogensinde burde have vovet at lægge i hænderne på Anders Fogh, Stein Bagger, Lars Løkke og Thomas Borgen… for nu blot at nævne et par stykker fra den samme side af det politiske spektrum.

Ingen kan fortænke Mette i et hurtigt valg

Når man i disse dage hører de danske banker – som igen og igen er blevet reddet økonomisk af den almindelige danske lønmodtager – klynke over at skulle bidrage blot en smule til den allermest udsatte del af arbejdsstyrken… jamen man tror det er løgn!

Og man tror det er løgn, når de selvsamme banker uden at blinke meddeler, at “kunderne kommer til at betale” for ordningen om tidlig pension til de nedslidte. Hvad fanden bilder de sig ind?

Kunderne HAR allerede betalt! Kunderne har sågar betalt FORUD i adskillige år via enorme bank- og hjælpepakker til en stribe mere eller mindre håbløst dårligt administrerede pengeinstitutter.

Det gjorde nationen ansvarligt og i erkendelse af, at Danmark og danske banker SKAL fungere, på trods af skandaler og ofte åbnelys ledelsesmæssig uduelighed.

Så må nationen tilsvarende kunne forvente, at de samme banker udviser ansvarlighed og samfundssind, og bidrager solidarisk til fællesskabet med deres beskedne andel i situationen.

Rask og rørig, rig og fattig.

Sker det ikke – og vedbliver bankerne, de borgerlige partier og arbejdsgiverne med at stille sig på bagbenene overfor grundpillerne i regeringens pensionsforslag – vil ingen fortænke Mette Frederiksen i at tage et hurtigt folketingsvalg på spørgsmålet. Og vinde!

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Bør Mette tage et valg om Arnes pension, hvis de borgerlige, bankerne og arbejdsgiverne bliver ved med at stille sig på bagbenene? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 24. august 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:51