Carsten Bo skriver: Når solidariteten bider

Kan du huske Niels Hausgaards gamle satiriske hit fra 1979?

Det er dén sang, der handler om nogle gode nordvestjyske samfundsstøtter, som jævnligt mødes i købmandens baglokale på toppen af Danmark, hvor de ordner verdenssituationen over en pilsner.

En eftermiddag er emnet atomkraft og atomkraftværker. Det er Niels og vennerne naturligvis rørende enige om, at Danmark bør indføre hurtigst muligt.

Og så kommer omkvædet og genialiteten:

“Men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt
eller Fyn – henne i den østre ende
For at have det her ved os,
nej, det vil vi godt nok ikke
Det vil også bare komme til at ligge i vejen.”

Det er underspillet ironisk og rammende, uden at være ondskabsfuldt. Sjældent er den danske selvopfattelse af, hvor umådeligt solidariske og samfundssindede vi er, blevet så kærligt spiddet og hudflettet. Drillende og på tonstungt vendelbomål.

Ingen er i tvivl om Hausgaards underliggende ærinde og pointe. Solidaritet forpligter, og der findes ingen nemme løsninger, genveje, udveje eller flugtveje.

Solidaritet er som Søren Kirkegaards Enten Eller og Shakespeares To Be Or Not To Be.

Du er solidarisk – eller du er det ikke. Solidariteten bider.

Efter oliekriserne i midten af 70’erne, vil de gæve nordenfjordsfolk i sangen gerne have billig energi. Men de skal fandengaleme ikke nyde noget af, at “nogen” fra København får den komplet vanvittige idé, at lægge et af de nymodens værker i netop DERES baghave.

Derfor tekstens henkastede forslag om, at placerer et eventuelt a-kraftværk i den østlige og mest fjerne ende af Fyn eller på det endnu mere fjerne Sjælland.

Og da de forblæste nordjyder i sangen udmærket ved, at de sikkert vil blive afkrævet et argument for, hvorfor de gerne vil have kernekraften – men ikke kernekraftværket – kommer den vidunderlige sidste linje i omkvædet, hvor det lavpraktisk bliver konkluderet:

”Det vil også bare komme til at ligge i vejen”.

Jeg elsker den sang. Den kan bruges til så meget og i så mange sammenhænge.

Borgerlige skaber politisk Hjallerup Marked

For tiden bruger jeg teksten til, at undre mig over dem, der automatisk går i det røde felt og høje C i forbindelse med genåbningen af Danmark, i kølvandet på corona-pandemien.

Én ting er at være tvunget til at udholde Venstres, Konservatives og De Radikales daglige klynk, som efterhånden kun består i et forsøg på at holde sig synlige via mere eller mindre helkiksede politiske meldinger, overbud, underbud og et overskud af underskud.

Det er trættende, og man sidder tilbage med fornemmelsen af, at vil regeringen tillade 500 mennesker til dette eller hint, råber oppositionen automatisk 1.000. Ikke for at bidrage positivt, men for at mene “noget andet” og undgå at blive glemt. De borgerlige skaber et politisk Hjallerup Marked.

Morten Østergaard truer regelmæssigt med at vælte regeringen, og fremkalder en trodsig trang til at reklamere for dieselbiler og indtage store mængder af Panodil af dybe tallerkner, til bekæmpelse af den galoperende Radikale hovedpine.

For vi kender jo udmærket sandheden bag vrøvlet og råberiet. Målingerne taler deres eget sprog. De borgerlige er i knæ og Socialdemokratiet har ligeså stor vælgertilslutning alene, som alle partierne på højrefløjen tilsammen. Rød blok har ikke stået stærkere i et halvt århundrede.

Alligevel synes det at undre en del – også en del af dem der ikke stemmer borgerligt – at den kontrollerede genåbning af landet og grænserne nødvendigvis MÅ have konsekvenser, hvis den skal foregå ansvarligt og med overordnet hensyn til at undgå ny smittespredning, flere syge og flere døde.

Det er som om, at ikke alle har forstået, at dét der sker lige nu HAR konsekvenser. At det der foregår i denne tid, er en ultimativ test af dén nationale solidaritet, vi bryster os af at besidde. Det er nu solidariteten skal stå sin prøve. Og det er nu den bider.

Holdkammerater bider af hinanden

Vi står midt i det lange seje træk, hvor ubekvemme besværligheder hverken kan forvises til baglokaler i Jylland, en afkrog på Fyn eller et hjørne af Sjælland.

Havde corona-krisen været en fodboldkamp, ville vi aktuelt befinde os midt i 2. halvleg. Stillingen er fornuftig, men alle er småtrætte. Nogle kan mærke, at gamle skader springer op. Der slækkes på markeringerne, afleveringerne falder mere tilfældigt og enkelte holdkammerater bider af hinanden.

Dette på trods af, at det er blevet gentaget igen og igen. Af Mette Frederiksen. Af sundhedsmyndighederne. Af økonomer, erhvervsliv og de faglige lønmodtagerorganisationer.

ALLE har igennem måneder forberedt nationen på specifikt denne vanskelige periode.

Genåbningen af Danmark bliver den sværeste fase.

Hvem må? Hvem må ikke? Hvem må meget og hvem må lidt?

Sandheden er brutal

Vi vil alle blive ramt, og vi vil alle lide afsavn i større eller mindre grad. Ingen vil helt gå ram forbi.

Alle vil komme til at betale en pris for den største nationale og globale krise siden 2. verdenskrig. Økonomisk, socialt, arbejdsmæssigt, familiært og på anden måde. Det er den barske virkelighed.

Den kan vi så vælge at forholde os nøgternt, solidarisk og konstruktivt til, eller vi kan blive sure på situationen og hinanden til ingen verdens nytte.

Turistindustrien VIL tabe penge som følge af COVID-19. Mennesker VIL miste deres job. Virksomheder er lukket og virksomheder vil lukke. Danmark er blevet et mindre økonomisk velpolstret land end før nedlukningen 11. marts.

Det er sandheden. Den er brutal, men vi kan kun tackle problemerne, hvis vi gør det sammen.

Der er mennesker, som får ødelagt deres forretning og livsværk og mennesker der mister deres eksistensgrundlag. Mennesker, der mister et familiemedlem til sygdommen og massevis af mennesker, som får ødelagt sommerferien. Tusinder af ældre, der ikke kan få besøg af dem de elsker. Børn, børnebørn, oldebørn. Det er rædselsfuldt. Ganske forfærdeligt.

Når det er sagt, må det blot ikke få os til at blive egoister. I så fald har vi endegyldig tabt.

Det er nu vi skal stå vores prøve

Det er nemt at udvise samfundssind i skåltaler. Det er nemt at være solidarisk, når solidariteten er uforpligtende.

Det svære er, at udvise solidaritet når det gør ondt og krisen kradser. Og det er præcist dér, solidariteten er allermest nødvendig. Det er lige nu, vi står vores prøve som det samfund og de samfundsborgere, vi ynder at opfatte os selv som at være.

Knap havde statsministeren meddelt de praktiske retningslinjer for den delvise genåbning af Danmark på sit pressemøde dagen inden pinse, før helvede brød løs, og en himmelsk hærskarer af kritikere gik på banen med den samme type Hausgaard-argument, som jeg indledte denne artikel med.

I løs oversættelse, lød opråbene til Mette Frederiksen nogenlunde sådan her:

”Vi er solidariske. Naturligvis skal der kun åbnes gradvist og forsigtigt. Naturligvis har vi samfundssind. Naturligvis skal alt foregå kontrolleret og med en høj grad af sikkerhed for, at virus ikke blusser op igen. Naturligvis. Men lige præcist hos os – i VORES landsdel eller VORES by – kan man altså roligt åbne corona-portene på vid gab. Og er statsministeren ikke enig i det, er statsministeren en idiot, der ikke har forstået et klap at noget som helst!”

Det var faktisk den umiddelbare reaktion i karikatur. Den var der ikke meget stil eller solidaritet over.

Der var ikke bankoplader nok

Situationen mindede lidt vel rigeligt, om Oskar Hansens gamle historie, om de 6 socialdemokrater i Valby der meldte sig ud af deres parti, fordi der ikke var plader nok ved foreningens årlige bankospil.

Jeg bor i den gamle værftsby, Helsingør. Et mangeårigt medlem af socialdemokratiet i byen, meldte sig ud af partiet i fuld offentlighed, da det stod klart, at hans sommerferie til Spanien ikke kunne gennemføres som planlagt, på grund af de corona-bestemte rejsebegrænsninger.

Jeg ved ikke hvad manden har tænkt på.

Personligt kom jeg til at overveje, om han overhovedet skulle have meldt sig ind i første omgang, hvis det politiske engagement og solidariteten alligevel ikke stikker dybere end som så…

Og jeg kom til at tænke på den kommunale Udligningsreform, hvor dem der skal betale, synes de betaler for meget – og dem der modtager, synes de modtager for lidt.

Der var den igen. Solidaritet bider.

Der findes ingen nemme løsninger

Endelig kom jeg til at tænke på nogle pæne mennesker i min bekendtskabskreds, der i årevis var fortalere for, at vindmøller er det eneste saliggørende og miljørigtige i fremtidens danske energiproduktion – indtil de pludselig modtog et brev, hvor det blev meddelt, at en sådan mølle muligvis skulle rejses i nærheden af netop DERES bopæl.

Så skal jeg da ellers lige love for, at klimabevidstheden fortog sig gevaldigt, og der kom gang i brevskriveriet til myndighederne. Argumenterne for at UNDGÅ møllen, var ligeså utallige som argumenterne for at åbne Danmark i et uforsvarlig hurtigt tempo efter krisen.

Jeg skal forskåne dig, kære læser, for detaljerne om, hvorfor vindkraft naturligvis skulle være velkommen, bare altså ikke lige på DEN adresse – ikke så langt fra mine bekendtes baghave.

De blev ramt af solidaritet. Solidaritet forpligter og der findes ingen nemme løsninger, genveje, udveje eller flugtveje. Du er det – eller du er det ikke.

Og faktisk kunne vore hændervridende vindmølle-venner blot have citeret Niels Hausgaard, 1979:

“Men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt
eller Fyn – henne i den østre ende
For at have det her ved os,
nej, det vil vi godt nok ikke
Det vil også bare komme til at ligge i vejen.”

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Hvad er din opfattelse af danskerne? Er vi mere – eller mindre – solidariske i forbindelse med corona-krisen? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

Først publiceret: tirsdag 9. juni 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juni 2020 kl. 10:18