Det er utvivlsomt et ganske godt gæt, at en væsentlig del af de borgerlige svingvælgere krydser af ved blå bloks mest effektive politiske slagsbror ved næste valg.

Carsten Bo skriver: Lars peger på Lars

Hvad enten jorden brænder eller gletscherne tør, vil Løkke have personlig og politisk oprejsning. Han er rasende, og nægter at acceptere præmissen om at ballet er forbi. Løkke bliver aldrig mere statsminister i Danmark, men noget tyder på, at Lars peger på Lars.

Senest opdateret: tirsdag 13. april 2021

Forestil dig de afsluttende partilederrunder i TV under næste valgkamp.

I det røde hjørne står Mette Frederiksen, der efter corona-krisen og en generelt vellykket første regeringsperiode har opnået status af græsk halvgud og dansk landsmoder, og sammen med J.O. Krag vel er den mest markante statsminister siden Stauning.

I det blå hjørne står hovedudfordreren, Venstres Jakob Ellemann-Jensen.

Eller gør han?

Det kan jo være, at det til dén tid er de konservatives Søren Pape Poulsen, der anfører det borgerlige stormløb mod den socialdemokratiske regeringschef.

Eller gør han?

Der er ikke den store tvivl om, at Lars kun kan få øje på én kvalificeret borgerlig statsministerkandidat ved næste valg: Sig selv!

For pludseligt hører du nogenlunde dette, fra en helt tredje borgerlig partileder i panelet:

“Jeg synes, at vi skylder vælgerne, at lade dem komme til orde og stemme, inden vi begiver os ud i teoretiske spekulationer om, hvem der eventuelt skal være ny statsminister i Danmark. Jeg anderkender, at det har været normen at pege på en kandidat før et valg, og ser da også gerne bud på en regeringsleder, men dén politiske bevægelse, som jeg repræsenterer, signalerer NETOP en ny retning og et opbrud med dén gammeldags vanetænkning, der alt for længe har forstenet dansk politik i ekstreme fløje og golde konflikter.

Hele den traditionelle højre-venstre tænkning vil vi derfor gøre op med, ved at samarbejde bredt over midten. Og vi vil gøre præcist det samme i spørgsmålet om, hvem der skal bestride de politiske nøgleposter efter valget. Simpelthen ved, at lade befolkningen bestemme først, og afstå fra at låse os definitivt fast på spørgsmål om personer og poster i utide.

Tiden er ikke til snævrer taktiske overvejelser og personlige ambitioner. Tiden er til refleksion, bredt politisk samarbejde og respekt for de danske vælgere og deres suveræne afgørelse på valgdagen!”

Stemmen kunne sagtens tilhøre Lars Løkke Rasmussen …

Lars kan kun få øje på sig selv

Nogenlunde så tilforladeligt og umiddelbart sympatisk KAN det nemlig formuleres – og nogenlunde sådan udløser man en gigantisk bombe i dansk politik, samtidigt med at man i smug bringer sig selv i spil som kandidat til rigets mest magtfulde embede.

Carsten Bo

Carsten Bo Jensen, født 5. august 1958, er forfatter, foredragsholder og musiker.

Han har indtil nu udsendt 5 bøger og 23 albums/CD’er.

Carsten Bo har læst statskundskab ved Københavns Universitet, og været folketingsmedlem, amtsrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Helsingør.

Som kunstner har han blandt andet modtaget LO’s store Kulturpris  og været nomineret til 2 Grammy Awards.

Med 12 titler er Carsten Bo den mest repræsenterede forfatter og komponist i Arbejdersangbogen.

Han er ivrig debatør og skriver klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Tanken er så vild, at næsten ingen politiske analytikere kan tænke den til ende, uden at få nervøse trækninger om munden.

For nærværende kyniker-pen, er der ikke den store tvivl om, at Lars kun kan få øje på én kvalificeret borgerlig statsministerkandidat ved næste valg: Sig selv!

Det er helt usandsynligt, at missionen lykkes, men man kan næsten SE på Løkke, hvad han tænker om sine umiddelbart naturlige politisk allierede på centrum-højre flanken:

Han oplever utvivlsomt Jakob Ellermann-Jensen som en ganske uskadelig, venlig og noget umoden hobby-politiker, der synes parlamentarisk lammet, ukampdygtig og offentligt udspillet af en benhård S-statsminister, der ikke er til pjank og ikke giver ved dørene. Som en kvindelig H.C. Hansen under storkonflikten i ´56… (’Mig skal de ikke pisse på!’)

Kan stjæle Papes spotlight

På samme måde betragter Lars med stor sandsynlighed Søren Pape som en flink politisk letvægter, der oprindeligt blev konservativ formand på et afbud, på et afbud, på et afbud… og som KUN vokser i målingerne, fordi Venstre nedsmelter og bløder tusinder af skuffede borgerlige vælgere, som De Konservative – ganske gratis og uden nævneværdig opvisning i hverken politisk initiativ eller rekrutterings talent – opsluger kvit og frit, fordi der ikke hidtil har eksisteret et andet borgerligt alternativ på og omkring midten. Det gør der så nu…

De konservatives værste mareridt, er en stærk borgerlig midte, med en stærk borgerlig leder, der IKKE er Søren Pape!

En sådan vil tyvstjæle pæren i Papes nyvundne spotlight.

Søndag 11. april, da Løkke breakede nyheden om sit nye parti på forsiden af BT, ligner derfor en forbandet dato for De Konservative og den konservative leder.

Dén dato kan i teorien betyde forskellen mellem 7 procents vælgeropbakning og 14 procents vælgeropbakning til liste C.

Ironisk nok var dette også årsagen til, at netop De Konservative havde så travlt med, at gratulere Lars Løkke med det nye parti og SAMTIDIGT gentage i det uendelige, at der er e n o r m forskel på det konservative projekt og Lars Løkkes projekt.

Uanset, i øvrigt, at K endnu ikke kendte noget til Løkkes politiske mærkesager overhovedet, da man fastslog denne forskel … Det var pudsigt at overvære, og det underliggende budskab fra De Konservative er naturligvis en fuldt forståelig bekymring over Løkkes parti og dets mulighed for at stjæle konservative stemmer.

Blå bloks mest effektive slagsbror

Lars skal trække anslået 80 procent af sine kommende vælgere fra den “borgerlige midte”, og med mindre alle forhåndsanalyser er skæve, vil hans nye parti stoppe den aktuelle konservative fremgang, og muligvis endda sende K tilbage til de 6-7 procent i målingerne, som partiet kom fra, før Venstres dramatiske fald fra senior til miniput-parti.

Dé borgerlige vælgere, der er gået i næsten lige linje fra V til K igennem de seneste mange måneder, er atter i spil, og Løkke har øjnene stift rettet mod særligt dette segment.

Det kan godt være, at mange pæne mennesker af traditionel VKR-observans synes, at Pape er sympatisk og venlig, og at Lars er en uberegnelig børste, men lur mig, om det er Pape de selvsamme vælgere krydser af ved i stemmeboksen, når der skal vælges en slagkraftig borgerlig fighter, til det store opgør med socialdemokraternes dronning.

Det er utvivlsomt et ganske godt gæt, at en væsentlig del af disse borgerlige svingvælgere lukker øjnene, holder sig for næsen, og krydser af ved blå bloks mest effektive politiske slagsbror.

Det er uden diskussion Løkke Rasmussen.

De gør det ikke, fordi de har synderlig lyst. De gør det, fordi de finder det nødvendigt af hensyn til overordnede politiske interesser. Løkke er simpelthen blå bloks dygtigste håndværker.

Den analyse er dårligt nyt for Søren Pape.

Henter flest stemmer hos De Radikale

Lars ved, at Kristian Thulesen Dahl og DF er fortid som stort parti, og at Sofie Carsten Nielsen og De Radikale står til en halvering som følge af en pinlig og tumultarisk valgperiode, som det synes noget nær umuligt at rette afgørende op på inden et nyvalg.

Løkke kan hente stemmer i begge lejrer, men tager langt flest hos De Radikale.

Simpelthen på grund af sin kurs i indvandrerpolitikken, der bredt vil diskvalificere ham i Dansk Folkeparti.

Endelig har Lars givetvis for længst analyseret sig frem til, at det bliver næsten uladsiggørligt for Alex Vanopslagh og Liberal Alliance at gøre seriøst comeback. Valg vindes MELLEM valgene og LA har stadigt mere vanskeligt ved at holde sig synlige. Partiet balancerer kronisk på spærregrænsen,og det kan gå begge veje på valgdagen.

Under alle omstændigheder vil den tidligere Venstre-boss kunne hente et betydeligt antal løse stemmer fra resterne af den kriseramte alliance.

Udsigt til pænt antal mandater

Hvor mange mandater Lars Løkkes nye parti ender med at få, er forsat en næsten fuldkommen ubekendt størrelse. Offentligheden kender endnu ikke til hverken partiprogram eller kandidater. To faktorer, der selvsagt bliver ekstremt vigtige for Løkkes projekt hvis det skal flyve – og holde sig flyvende.

Lars kan blive den ubekendte joker i centrum.

Overtegnede har tidligere anslået Løkkes mandatantal til mellem 8 og 12. Dette skøn fastholder jeg. Antallet er pænt, men ikke prangende (og eksempelvis færre end Erhard Jacobsens 14 mandater ved CD’s første valg til Folketinget i 1973, der på visse stræk er nogenlunde sammenligneligt)

Men eksempelvis 9-10 mandater er givet nok til, at Lars kan blive den ubekendte joker i centrum af slutspurten under dén valgkamp, der senest skal finde sted i foråret 2023, men nok allerede kommer et års tid tidligere.

Holder ikke Mette Frederiksen vågen

Løkke-projektet holder ikke statsministeren vågen om natten, og fremskynder ikke i sig selv et valg.

Faktisk kan regeringschefen i sit stille sind glæde sig over initiativet.

Mette Frederiksen ved udmærket, at hendes eget parti kun donerer et yderst begrænset antal vælgere til det nye parti, og at det er ligeså begrænset, hvor mange stemmer Lars Løkke kan trække over den berømte – og altafgørende – politiske midte i dansk politik.

Faktisk kan regeringschefen i sit stille sind glæde sig over initiativet. Der er lagt op til et betydeligt borgerligt stemmespild, og i det altid valg-tætte Danmark er der derfor også lagt op til “four more years” for Frederiksens mindretalsregering. Endnu mere nu end for en uge siden.

Løkke vil have oprejsning

Det mest spændende bliver derfor, hvem de borgerlige partier efter søndagens Løkke-udspil enes om at pege på som statsministerkandidat og første udfordrer til statsministerposten.

Hvis de borgerlige partier altså overhovedet KAN bliver enige …

Få Carsten Bo i din mailboks

Få Carsten Bo's aktuelle politiske kommentarer og analyser direkte i din mailboks.

Tilmeld dig et gratis abonnement på Faglige Seniorers ugentlige nyhedsbrev - og vær med i konkurrencen om gavekort til spændende oplevelser. Tilmeld dig her.

Det er nemlig langt fra sikkert.

Vermund, Paludan og Tulle er sure over, at Løkke vil slække på indvandrepolitikken og generelt sætte yderfløjene helt uden for politisk indflydelse.

Jakob Ellemann og Sofie Carsten Nielsen er sure over, at Løkke går på strandhugst i deres vælgergrupper, og som en anden ådselsæder mæsker sig i frafaldne Venstre og Radikale stemmer.

Søren Pape er sur over, at Lars formentlig stjæler en gigantisk portion af de ledige lunser, som han og De Konservative ellers havde udset sig blandt forduftede Venstre og Radikale vælgere.

Vanopslagh må frygte for sit partis eksistens …

Og Løkke selv?

Hvad enten jorden brænder eller gletscherne tør, vil Løkke have personlig og politisk oprejsning.

Han er rasende, og nægter at acceptere præmissen om, at ballet er forbi.

Løkke bliver aldrig mere statsminister i Danmark, men noget tyder på, at Lars peger på Lars!

Først publiceret: mandag 12. april 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 13. april 2021 kl. 10:45

Emner: