Det virker som om, at Trump har taget afsked med virkeligheden. Kun det kolde og kyniske er tilbage. Løgnene, manipulationen, magten og magtmisbruget, skriver Carsten Bo.

Carsten Bo skriver: Hvis Trump taber – men nægter at gå

Hvis Donald Trump taber valget i november, kan han blive den første amerikanske præsident, der indirekte forsøger et statskup ved ikke at anderkende sit lands demokratiske valgresultat.

Senest opdateret: tirsdag 30. juni 2020

Det overgår selv de vildeste fantasier, halvdårlige science fiction-film og opdigtede skrækscenarier.

Ingen taler for alvor højt om det.

Alligevel må der være andre end mig, som har haft den komplet uoverskuelige tanke:

Hvad sker der, hvis Donald Trump taber det amerikanske præsidentvalg til november – men nægter at anderkende nederlaget?

En sådan situation ville være uden historisk fortilfælde. Der findes faktisk ingen konkrete regler.

USA’s præsident har ALDRIG tidligere erkendt hverken fejl eller nederlag. Hvorfor skal jeg så tro, at han vil gøre det nu?

Carsten Bo

Ingen akut-passus i den amerikanske forfatning eller i forfatningstillæggene. Ingen umiddelbar nødprocedure, som tager højde for et sådant demokratisk mareridt, i landets politisk udpegede Højesteret.

Med andre ord. Hvis Trump taber præsidentposten 3. november, men ikke foretager det rituelle telefonopkald til Joe Biden, hvori han officielt ønsker sin modkandidat tillykke og erkender sit nederlag, befinder USA og verden sig øjeblikkeligt i et altfortærende inferno.

En national og international sikkerhedspolitisk “perfect storm”.

Det er et uhyggeligt perspektiv, som jeg ville have forsvoret nogensinde kunne forekomme.

Nu anser jeg det ikke for at være usandsynligt.

Vil påstå at nederlag er valgsvindel

Ganske vist er vi vænnet til, at klodens største militære supermagt har et anderledes demokratisk system end de fleste – med valgmænd, vundne og tabte stater, hvor vinderen tager det hele og taberen ofte får flere stemmer end vinderen – og taber alligevel.

Carsten Bo

Carsten Bo Jensen, født 5. august 1958, er forfatter, foredragsholder og musiker.

Han har indtil nu udsendt 5 bøger og 23 albums/CD’er.

Carsten Bo har læst statskundskab ved Københavns Universitet, og været folketingsmedlem, amtsrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Helsingør.

Som kunstner har han blandt andet modtaget LO’s store Kulturpris  og været nomineret til 2 Grammy Awards.

Med 12 titler er Carsten Bo den mest repræsenterede forfatter og komponist i Arbejdersangbogen.

Han er ivrig debatør og skriver klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Hillary Clinton fik knap 3 millioner flere stemmer end Donald Trump, da hun tabte præsidentvalget for snart fire år siden.

På trods af dette – efter vore normer – temmelig besynderlige valgsystem, har vi dog hidtil betragtet De Forenede Stater som et gammelt, rodfæstet demokrati. The land of the free…

Jeg har aldrig været til dommedagsprofetier eller konspirationsteorier. Jeg tror at Elvis er død, og at Armstrong gik på månen.

Til gengæld erkender jeg, at det efterhånden falder mig svært at tro, at manden med det orange hår og de små hænder vil have nogen større skrubler eller betænkeligheder ved at sætte det amerikanske demokrati ud af kraft, hvis præsidentvalget ikke falder ud til hans fordel.

Drejebogen ligger klar

Jeg finder det både berettiget og legitimt at frygte, at Trump vil afvise et eventuelt valgnederlag – stort eller lille – og begrunde sin afvisning i en udokumenteret påstand om valgsvindel.

Og jeg tror, at den risiko er reel og dødsensfarlig, hvis Biden vinder i november.

Med fare for at blive hånet, skulle det ikke engang undre mig, hvis der ligger en færdig drejebog for en sådan uhørt situation, i skrivebordsskuffen på præsidentens kontor i Det Ovale Værelse.

Jeg ved naturligvis godt, at ovenstående er et dybt alvorligt udsagn.

Men begrundelsen for det, er ligeså indlysende, som det er uvirkeligt.

Mildt sagt afslappet forhold til demokratiet

Og før du formanende udbryder ”rolig nu”, så læs dette udvalg af tanker og argumenter:

Selvom Donald Trump officielt bekender sig til demokrati, er der absolut INTET i præsidentens hidtidige ageren eller embedsførelse der indikerer, at højre-populisten i Washington D.C. rent faktisk har til hensigt, at leve op til de gængse demokratiske spilleregler.

Siden sin indsættelse, har Trump ført en notorisk racistisk, kvindefordømmende og hadsk valgkampagne.

Glem alt om partier og partipolitik. Jeg taler i denne sammenhæng kun om demokrati som begreb og om Trumps, mildt sagt, afslappede forhold til samme.

Allerede før sit sensationelle valg i 2016, overskred præsidenten alle etiske og moralske grænser.

Og siden sin indsættelse, har Trump ført en notorisk racistisk, kvindefordømmende og hadsk valgkampagne. Bygget på destilleret vrede, fordomme, lodrette usandheder og vilde ekstremer.

Først og fremmest henvendt til frustrerede vælgere i konservative sydstater, rust og bibelbæltet.

Handelsrejsende i had, pral og løgn

Donald Trump modtager, uden at blinke, opbakning fra National Rifle Association (NRF) – der ofte forbindes med skoleskyderier – rabiat yderligtgående religiøse sekter og sågar fra Ku Klux Klan.

USA’s 45. præsident nægter – som den første i jobbet nogensinde – at oplyse om sine skatteforhold, og han har devalueret verdens mest magtfulde embede i et sådant omfang, at han i dag fremstår som en sygt paranoid og hvinende skinger 74-årig handelsrejsende i had, pral og løgn.

Det er grimt, uværdigt og farligt.

”Build that wall” (mellem USA og Mexico), ”Lock her up” (om Hillary Clinton) og ”Make America Great Again” (på bekostning af resten af verden – og i øvrigt stjålet fra Ronald Reagan) er de foretrukne slagere på præsidentens hitliste over ’visionære’ mærkesager og slagord.

Metoderne er uden sidestykke for en amerikansk præsident. Det er grimt, uværdigt og farligt.

Grov manipulation med befolkning og medier

Trump har reelt været på genvalgsturné i tre år.

Så meget og så længe, at det vel er begrænset, i hvor høj grad han har varetaget det egentlige politiske arbejde, som han oprindeligt blev valgt til og betroet af vælgerbefolkningen i USA.

Præsidenten har intimideret og chikaneret alle modstandere på sin vej.

Han har konsekvent stået for en hidtil uset grad af bizart splittende propaganda, magtfordrejning, åbenlys narcissisme og exceptionel grov manipulation med befolkning og medier.

Præsidenten har intimideret og chikaneret alle modstandere på sin vej. Fyret stort set hele sin egen stab og administration – ministre, rådgivere, sekretærer og talspersoner – op til flere gange.

Og han har udnævnt nye, blot for få måneder senere at sende også dem ud i mørket, efter offentligt at have angrebet deres troværdighed og renomme.

ALLE der ikke har været 100 procent enige med Donald Trump, 100 procent af tiden, er blevet svinet 100 procent til og ødelagt. Politisk, fagligt, menneskeligt.

Karaktermord og andre uhyrligheder

Sideløbende har den amerikanske præsident lagt sig ud med, og mistænkeliggjort, næsten alle verdens lande, folkevalgte ledere, højtstående embedsmænd og fællesskabte organisationer.

Trump undsiger konsekvent FN, NATO, WHO og EU.

Når noget går godt, er det altid præsidentens “fortjeneste”.

Når noget går skidt, er det som regel Kinas “skyld”.

Listen over skandaler er uendelig. Nye sager kommer til hver dag.

Alle de beskidte øgenavne. Den oplagte russiske valgmanipulation. Trumps pres på Ukraines præsident. Den fyrede FBI direktør, Michael Cohen. Præsidentens tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton og hans nøgleroman.

Og den Trump-kritiske offentlige anklager fra New York, der forleden kunne læse i avisen, at han har sagt sit job op – hvad han bestemt ikke havde. Eksemplerne er talrige.

Trump har begået så mange karaktermord og uhyrligheder, at vi er ved at blive immune overfor dem. Det er søvndyssende farligt. Listen over skandaler er uendelig. Nye sager kommer til hver dag.

Alt er fake news

USA’s præsident sejler rundt i verdens-manegen, som en skæv landsbysærling.

For at tækkes de mest hardcore supportere tager præsidenten afstand fra sit eget lands demokratiske institutioner.

For at tækkes de mest hardcore supportere tager præsidenten afstand fra sit eget lands demokratiske institutioner. FBI, de amerikanske sundhedsmyndigheder, corona eksperterne, de statslige guvernører og borgmestre på tværs af politiske partier. Alt er ”en sump”.

Domstolene, TV-stationerne, radiostationerne, aviserne.

Ifølge Trump er alt fake news.

Medmindre, naturligvis, at et medie ukritisk bakker op om præsidenten. Rabiat konservative Fox, er for eksempel ganske ofte en ”wonderful” kanal.

På kant med alle der ikke er enige

Trump er på kant med den canadiske premierminister og den mexicanske præsident. Med Tysklands forbundskansler og Frankrigs præsident. Med alle der ikke umiddelbart er enige med ham.

Han bryder sig ikke om græsrods- og borgerretsbevægelser. Ergo kan USA’s leder ikke udstå eksempelvis Black Lives Matter og Greta Thunberg.

Når Bruce Springsteen ikke gider spille ved præsidentens Hells Angels-lignende valgmøder, må omverdenen naturligvis forstå, at Springsteen er en umusikalsk idiot og en “taber”…

Sådan er indehaveren af koderne til verdens største arsenal af atomvåben skruet sammen.

Sådan fungerer logikken hos dén mand, der besidder dét job, som engang blev omtalt ”lederen af den frie verden”.

Sådan er indehaveren af koderne til verdens største arsenal af atomvåben skruet sammen.

Tænk over dén!

Mette Frederiksen er en “nasty woman”

Da Mette Frederiksen afviste det absurde salg af Grønland til USA, var hun en “nasty woman” og præsidentens officielle besøg til Danmark blev akut aflyst med denne uudtalte begrundelse: ”Intet Grønland – intet besøg”.

Da statsministeren nogle timer senere skruede diplomaten på og neutralt udtalte at ”Danmarks forhold til USA er uforandret godt”, var hun pludselig ”a wonderful woman”.

Også det viser, at Trump er både gennemført uberegnelig og gennemført utilregnelig.

Og det udstiller den amerikanske præsidents leflen for overflade og laveste fællesnævner. Et korstog mod viden, videnskab, ekspertise, fremtid, medier og igen – en slet skjult forkastelse af demokratiet.

Anderledes kan det dårligt tolkes.

Hvorfor skulle den samme mand så pludseligt begynde, at overholde de demokratiske spilleregler?

USA  taber respekt for hvert tweet

Amerikas præsident lyver meget – og meget konsekvent.

Overfor sit land. Overfor verden. I forhold til sin egen administration og i forhold til det amerikanske parlamentariske system.

Imens taber USA gradvist anseelse og indflydelse. Ikke mindst i Europa. Hver dag udhuler Donald Trump respekten for sit eget embede. Bemærkning for bemærkning. Tweet for tweet.

Han gør sit land uværdigt, fordi han selv er uværdig.

Han gør sit land uværdigt, fordi han selv er uværdig.

Langt de fleste anderkender Amerikas særlige rolle. Særligt efter 2. verdenskrig. Alligevel sidder stats- og regeringschefer over hele kloden tilbage, med en underlig smag i munden. Alle ved, at det ikke kan blive ved med at forsætte som nu. Men i respekt for USA – ikke for Trump – siger ingen det højt.

De første tumultariske år i Det Hvide Hus, har bekræftet indtrykket af præsidenten, som en populistisk, hæmningsløs og samvittighedsløs demagog. Stadigt flere hvisker ”psykopat”.

Trump har taget afsked med virkeligheden

Trump forekommer presset og corona-træt. Vælgerne er langsomt begyndt at sive.

Samtidigt er præsidenten ikke blevet mere “præsidentiel” med tiden, som nogle havde en forhåbning om ville ske, efter hans sejr over Hillary Clinton for snart fire år siden.

Tværtimod! Han virker stadigt mere ulden i kanten. Så ulden, faktisk, at man i dag uden videre kan konstatere, at USA’s præsident i vide kredse opfattes som dybt politisk korrumperet.

Kun det kolde og kyniske er tilbage. Løgnene, manipulationen, magten og magtmisbruget.

Da Trump – som den kun 3. præsident i USA’s historie – blev stillet for en rigsret ved årets begyndelse, var det ikke beviser og facts der frikendte ham. Bevisbyrden mod ham var overvældende. Trump blev ikke kendt uskyldig i magtmisbrug. Trump blev STEMT uskyldig af et splittet republikanske parti.

Præsidenten for De Forenede Stater synes at bevæge sig ud og ind mellem et uendeligt antal porte af ulovlige zoner i en kværnende politisk storslalom, uden andet mål eller retning end et forfængeligt ønske om at blive genvalgt for enhver pris.

Det virker som om, at Trump har taget afsked med virkeligheden. Har præsidenten nogensinde besiddet nogen form for personlig værdighed, er det et for længst overstået kapitel.

Kun det kolde og kyniske er tilbage. Løgnene, manipulationen, magten og magtmisbruget.

Vil præsidenten erkende sit nederlag?

Det er en mærkelig tanke at tænke til ende – og det er mærkeligt for mig at skrive.

Det første sort-hvide billede jeg husker fra min barndom, er en flimren fra drabet i Dallas.

Inderst inde ønsker jeg, at dét embede skal være noget ophøjet. Også selvom jeg som voksen udmærket ved, at det kun sjældent er og har været det.

Og uanset hvor hårdt jeg end forsøger, er det vanskeligt for mig at komme frem til en anden og mere tilforladelig konklusion end denne:

Donald Trump KAN blive den første amerikanske præsident, der indirekte forsøger et statskup ved ikke at anderkende sit lands demokratiske valgresultat, og kaster USA ud i den største krise siden Borgerkrigen – og verden ud i internationalt kaos.

For hvad sker der, hvis præsidenten erklærer ”valgsvindel” på valgnatten 3. november?

Jeg VIL gerne tro, at Trump ringer og siger tillykke til Joe Biden, skulle han tabe sit genvalg. Men det falder mig svært. Kald mig sortsynet, men min bekymring er ægte og udgår af den simple observation, at USA’s præsident ALDRIG tidligere har erkendt hverken fejl eller nederlag.

Hvorfor skal jeg så tro, at han vil gøre det nu?

Først publiceret: tirsdag 23. juni 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juni 2020 kl. 10:11

Emner: