Juleaftensdag var noget helt særligt, når Erling Jensen - medlem af folketinget og femdobbelt minister - tog sønnen Carsten Bo med rundt i Helsingør.

Carsten Bo's julefortælling: Far, ministeren og juleaften

Carsten Bo fortæller om juleaftensdag med sin far, ministeren og folketingsmedlemmet Erling Jensen. Og hvorfor religion ikke behøver at være tro på Jesus, Buddha eller Allah - men bare en tro på ”noget”.

Senest opdateret: mandag 21. december 2020

Mens det sidste dagslys forsvinder over Helsingør og Helsingborg, drysser vi hjem til Nørrevej fra den futuristiske Sthens kirke der ligger klemt inde bag de radiatorlignende sociale boligblokke i Vapnagård, og som vi frekventerer ”fordi kirken ligger i vores distrikt og er udtænkt af en flink fyr i sognerådet, der er ateist og smedesvend på skibsværftet, og langt klogere end han selv tror! Præsten er røvkedelig, men vi skal til gengæld kun høre på ham i sammenlagt 35 minutter om året…”

Så enkelt og farverigt bliver juleaftens kirkevalg begrundet.

Hør nu hér, rødder. I er velkomne til at tro på hvad fanden I vil. Det er jeg også!

Erling Jensen

Far har en særlig fortællestil og en særlig logik. Den er pragmatisk og ligetil, blottet for sukkerstads og vatteret indpakning. Reflekterende og naivistisk som et Arnoldi maleri.

Rød, gul, grøn, blå.

Hat, stok, top, bold.

Andre gange – vild, vanvittig, rebelsk. Ligefrem svært tilgængelig.

Som et abstrakt galninge-værk af Kandinsky, nu vi taler om malere…

Men KUN når det er nødvendigt. KUN, når det stikker ham.

Det gør det ikke så tit.

Erling Jensen

Erling Jensen (1. november 1919 på Frederiksberg – 4. oktober 2000) var socialdemokratisk politiker, minister og medlem af Folketinget 1972-1987

Erling Jensen blev uddannet jurist i 1956 og var blandt andet forstander på LO-skolen i Helsingør 1967-1971. Han var ikke medlem af Folketinget, da han i 1971 blev kaldt til Christiansborg, hvor Jens Otto Krag gerne ville have ham med i sin regering.

Han blev folketingskandidat i Helsingørkredsen i 27. oktober 1971, valgt til Folketinget i 1973. Han var herefter partiets folketingsmedlem i en uafbrudt periode indtil 1987, da han valgte at stoppe i Folketinget.

Han var minister i alle Anker Jørgensens regeringer - som handelsminister, arbejdsminister, justitsminister, socialminister og industriminister.

Erling Jensen er far til Carsten Bo.

Kilde: Wikepedia.

Daddy gør ikke livet vanskeligere end det er og tager det aldrig for højtideligt.

Han foretrækker det enkle.

Krag sagde engang at “Erling vinder alle, fordi han taler OP til mennesker”. Det er muligvis rigtigt.

I må tro på hvad fanden i vil

Bror og jeg er teenagere på 13 og 15. Halvfjerser-kids i Wrangler outfit, der ikke går op i intellektuelle statsmands beskrivelser.

Men vi fornemmer dog instinktivt, at alt er som det skal være.

At vi er i trygge hænder. Lapper, faktisk.

Og hver gang det bliver juleaften (som er den eneste dag på året, hvor vi går i kirke, fordi mor har smidt hannerne ud og vil have ”fred til at stege den satans and!”) kommer vi altid til at diskutere tro.

Hvorfor bror og jeg er vantro. Og om far – der ud over at være far, også er femdobbelt minister og Helsingør-kredsens folketingsmand på 17. år – tror på noget eller nogen i en anden dimension?

Vi er knægte. Rasmus Montanus-kloge og Rasmus-modsatte. Håbløst bedrevidende.

Erling Jensen og Carsten Bo.

Pludseligt stopper han op i skumringen, ser varmt overbærende på os med sine gråbrune øjne, og siger roligt:

”Hør nu hér, rødder. I er velkomne til at tro på hvad fanden I vil. Det er jeg også!”

Han dunker os kærligt på skuldrene og griner afvæbnende på hjørnet af Rønnebær Allé og Tjørnevej, som vi skal ned af.

Så ved vi, at alt er okay. Vi ved også, at der er lukket af for yderligere udfritning om religion og tro.

Både rød og religiøs

Vores bedstefar var højt begavet og talte syv sprog – herunder russisk – men snublede i tilværelsen. Han endte sit akademiske liv med at sælge børnebibler på trappeopgange i det indre København.

Far selv var barn under depressionen i 1930’erne og voksede op i ekstrem fattigdom med Kongens foged i hælene. Det sidder dybt i ham.

Det er dén baggrund der – på én og samme tid – gør ham både rød og religiøs. Det er et mærkeligt mix. Men særligt i julen giver det en egen besynderlige mening.

I løbet af juleaftensdag har vi besøgt familiens overlevende, som alle har fået en buket blomster, en flaske spiritus af varierende alkoholstyrke og en æske Michelsen chokolade.

Det er timet og tilrettelagt i mindste detalje, som Egon Olsen ville have sagt…

Man holder kæft på kirkegården

Julepligterne bliver udført med militær præcision og ud fra devisen: ”der findes ikke mange andre problemer end vejret, sult, sygdom og død, man ikke kan organisere sig ud af…”

Carsten Bo

Carsten Bo Jensen, født 5. august 1958, er forfatter, foredragsholder og musiker.

Han har indtil nu udsendt 5 bøger og 23 albums/CD’er.

Carsten Bo har læst statskundskab ved Københavns Universitet, og været folketingsmedlem, amtsrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Helsingør.

Som kunstner har han blandt andet modtaget LO’s store Kulturpris  og været nomineret til 2 Grammy Awards.

Med 12 titler er Carsten Bo den mest repræsenterede forfatter og komponist i Arbejdersangbogen.

Han er ivrig debatør og skriver klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Vi lægger blomster på kirkegården. Franciscus og Mary – Anna, Sitta og Sigfred. Fars to ældre brødre, der døde af den spanske syge som helt små. Særligt det sidste foregår respektfuldt og gør indtryk.

Man holder kæft hér.

Der døde flere mennesker af den spanske syge, end under verdenskrigen. Anslået 45 millioner.

Verdens sidste kommunist

Vi runder posthuset i city, hvor Daddy donerer to beløb (som bror og jeg TROR er ganske anseelige, men aldrig spørger til, fordi det ligger i luften, at det ikke rager os) til Flygtningehjælpen og Røde Kors.

Så trasker vi i slud og sjap op gennem gågaderne og ender ALTID foran Kvickly i Stjernegade, af én eneste rituel årsag:

Én gang om året – kun én gang og altid juleaftensdag – bliver der indkøbt ét outdated eksemplar af Land og Folk (kommunistisk dagblad, red) af en midaldrende rødhåret og rødskægget mand i lammeskindsfrakke, der står og ser frysende, mismodig og ensom ud foran indkøbscentrets julemyldrende hovedindgang.

Vi kalder ham “verdens sidste kommunist”.

Far kalder ham Torben.

De to granvoksne mænd hilser alvorligt, næsten formelt på hinanden.

Der udveksles håndtryk og et næsten uhørligt “glædelig jul”.

Derefter får ’verdens sidste kommunist’ – ham der også lystrer navnet Torben – en 10’er og vi får overdraget yesterdays udgave af Land og Folk.

Vi nikker farvel og forsætter ud i byen, som om intet var hændt.

Land og Folk i skraldespanden

Men der ER hændt noget.

For akkurat ude af syne, rundt om det nærmeste hjørne, river far den kommunistiske avis – som vi netop har købt og betalt – midt over, og smider den i nærmeste offentlige skraldspand!

Der skulle gå år, før jeg tog mig sammen til at spørge om årsagen til denne vanvittige og dybt absurde jule-manøvre.

Da jeg endelig gjorde, var forklaringen ligeså aparte som “logisk” – omend på sin helt egen ulogiske måde.

Den første gang Daddy havde stemmeret, var ved valget lige efter krigen. Ligesom mange andre unge mennesker, var han rasende over socialdemokratiets samarbejdspolitik med tyskerne.

Han stemte derfor kommunistisk i protest.

Det gjorde han aldrig siden, men i sine to år som kommunistisk VÆLGER gik det op for ham, at dé unge frivillige der solgte Land og Folk på gader og stræder, ofte følte sig moralsk forpligtede til SELV at købe de overskydende aviser, som de ikke kunne komme af med ved almindeligt gadesalg.

De gjorde det, fordi de i bund og grund var samvittighedsfulde og pligtopfyldende mennesker, kommunister eller ej.

Og en af dem hed Torben…

Min fars bizarre juleræsonnement – 40 år efter – var derfor følgende:

”Når jeg køber et eksemplar af Land og Folk, befrier jeg verden for et kommunistisk kampskrift og Torben for en ekstra udgift…”

Glædelig jul, kammerat!

Dén logik er mere Kandinsky end Arnoldi…

Rafler med Georg fra METAL

Vi fortsætter til Klostercaféen, hvor der larmende bliver langet juleønsker over disken, mens man kvæler dén Wiibroe pilsner, som Krause giver på huset i anledning af højtiden.

Der er aldrig en ledig siddeplads, og altid én der hvisker lidt for højt ”det er jo ministeren”, hvortil Krause befriende brøler gennem tobakståger og branderttårne “minister eller ej – her er IKKE plads!”

Far elsker ham for det. “Sådan skal det være”! Dette er det fandenivoldske og usnobbede Danmark, han holder af. Vi rafler med Georg fra METAL.

Alle tror, at Daddy oprindeligt er værftsarbejder. De får lov til at blive i troen. I virkeligheden er han jurist. Det er ikke noget man praler af i 1970’ernes og 80’ernes Helsingør…

Den julenat falder det hele på plads

Og så altså Sthens kirke og julegudstjenesten kl. 17.00 – og derefter hjem til mor og ”den satans and”.

Mens bror og jeg bliver større bliver juletræet mindre. Til sidst er det helt væk.

Få Carsten Bo i din mailboks

Få Carsten Bo's aktuelle politiske kommentarer og analyser direkte i din mailboks.

Tilmeld dig et gratis abonnement på Faglige Seniorers ugentlige nyhedsbrev - og vær med i konkurrencen om gavekort til spændende oplevelser. Tilmeld dig her.

Vi giver ikke gaver, men ad åre drikker vi sort Renault til kaffen…

Og så, en julenat i 80-erne da vi er blevet halvvoksne, siger far stille:

”Jeg aftjente min værnepligt som portør på Frederiksberg Hospital i 1944/45. Min første opgave var, at løfte lagnerne der var lagt over de 86 børn, der blev dræbt ved bombningen af Den Franske Skole. Jeg kunne delvist vænne mig til at se børnene – men ALDRIG til at se dé forældre, der identificerede deres barn…”

Dén nat falder det hele på plads.

For med dén fortælling forstår min bror og jeg endelig, at tro er mange ting og antager forskellige former. At religion ikke behøver at være tro på Jesus, Buddha eller Allah, men bare en tro på ”noget”.

At tro kan være nødvendig for at overleve – og forudsætning for at holde ud at leve videre.

Jeg ønsker alle en glædelig jul.

Først publiceret: mandag 21. december 2020
Artiklen er sidst opdateret mandag 21. december 2020 kl. 14:00