Carsten Bo skriver om indvandring og danskerne: Krags Danmark i Mettes tid

”Horsens, Søndergade, 1982. Ankers sidste forår som statsminister. Han har talt. Jeg har spillet. Det er sen aften, og vi er på vej ned mod embedsbilerne til fods. Pludseligt bryder en mager mand ud af mængden med en poster for Fremskridtspartiet i hånden. Stort Z og tegning af en turban. Han er tydeligt beruset og let truende. Instinktivt går jeg et skridt ind foran Jørgensen, men Anker træder trodsigt frem – stiller sig på tæer og hvisler iskoldt ”Z det blev sandt?!” Dén aften forstår jeg, at det ikke alene er social indignation, der har gjort statsministeren til den han er.”

Helsingør, september, 2020.

Jeg er en af de hér blegrøde kulturarbejdere med en sund baggrund, en fornuftig uddannelse, et spændende job og en solid indkomst i et godt liv.

Jeg har en klog, smuk kone og en klog, smuk datter. Sidstnævnte læser på Universitet for at blive endnu klogere…

Vi bor i et pænt hus i et nydeligt forstadskvarter, med overskuelige haver og ensartede middelklassebiler, der sjældent er mere end 3-4 år gamle, når de bliver udskiftet.

Jeg betaler min skat, og synes egentlig at jeg får temmelig meget for pengene.

Spritter hænder, passer min TV-avis og min Deadline, og føler mig temmelig privilegeret.

Det er jeg nok også.

Gedigent skandinavisk blegansigt

Vi holder Politiken og den lokale sprøjte – læser gode bøger – og er på omgangshøjde med tiden.

Hverken særskilt “elite” eller særskilt “primitive”. Ikke specielt rige. Bestemt ikke fattige.

Vi synes, at Mette gør det godt, og at Trump er en skamplet på verden.

Det synes næsten alle dem, vi kender også.

Vi motionerer uden at overdrive – spiser sundt og varieret – har regelmæssig sex og er kun i smug bange for at dø…

Jeg er medlem af socialdemokratiet og en hæderkronet fagforening.

En sjælden gang går det lidt for hurtigt på motorvejen, og jeg indkasserer i snit to P-bøder om året, som jeg i spontan arrigskab bander over og kalder for  “pengemaskine-dummebøder” og dén slags typisk dansk forkælelses-sludder.

Jeg snerrer af telefonsælgere, kører langt efter billig benzin, og vinder aldrig i Lotto.

Som læseren naturligvis for længst har regnet ud, er jeg et gedigent skandinavisk blegansigt.

En temmelig almindelig middel dansker og fuldgyldigt medlem af den danske stamme.

Musestille om flygtninge og indvandrere

Jeg kender stammens ritualer. Dansene, krigshylene, fredspiberne.

Og som de fleste danskere, kæfter jeg mere eller mindre kvalificeret op om aktuelle samfundsemner. Det vil sige… De FLESTE samfundsemner.

Sandheden er nemlig, at jeg generelt ligger lavt i flygtninge- og indvandrerdebatten.

På netop dét område er jeg ofte musestille. Ja, ligefrem konfliktsky.

Jeg synes, at emnet er svært og har et dobbeltsiddet forhold til det. Næsten blufærdigt. Flygtninge- og indvandrer-diskussionen – særligt tonen i den – brager ofte frontalt sammen med min baggrund, min historie og selvopfattelse som værende kritisk internationalist, humanist og socialdemokratisk stille-aktivist.

Jeg blev født i Krags Danmark og var barn og ung i Ankers tid.

Jeg er formet i Benny Andersens, Kim Larsens, Halfdan Rasmussens og Dan Turèlls billede.

Så er det svært at være kronisk vred og hade SÅ meget, som Paludan og Vermund gør.

Samtidigt ved jeg naturligvis godt, at der er sket meget siden ’82 og den aften i Horsens, hvor jeg bevidnede Ankers stoiske opgør med den indre svinehund.

Og jeg ved udmærket, at jeg må forholde mig nutidigt til nutidens flygtninge- og indvandrer problematik. At de konkrete udfordringer, der vitterligt er på området, må tackles anderledes i dag, end de blev tacklet i går.

Simpelthen fordi, at problemerne er blevet flere og større. Mere diffuse. Man kan ikke vende det blinde øje til. Det ville ikke alene være fejt. Det ville også være direkte dumt og udtryk for politisk ansvarsunddragelse.

Man kan blive så bange for at gøre det forkerte, at man forsømmer at gøre det rigtige.

Indvandredrengene i S-toget

Har du nogensinde taget dig selv i at undgå en bestemt døgntank, hvis du er løbet tør for smøger eller tilsvarende om natten? Det har jeg.

Det er jo i virkeligheden en grundlæggende urimelig præmis at være underlagt. Enhver må kunne bevæge sig frit på alle tider af døgnet, uden at skulle spejde sig frygtsomt over skulderen.

Angst æder sjæle op og gør os til ringere mennesker.

I et overskueligt og velordnet land som Danmark, bør det ikke være til diskussion, om man kan føle sig tryg ved at færdes på bestemte steder efter mørkets frembrud.

Men det er det.

Og det var dét problem, som statsministeren adresserede, da hun forleden sagde:

”Når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”

Så brød helvede løs!

Den yderste venstrefløj og en afhopper fra Alternativet råbte ”stigmatisering”. Et par borgmestre fandt statsministerens udtalelse ”generaliserende” og et socialdemokratisk kommunalbestyrelsesmedlem fra Aarhus meldte sig ligefrem ud af byrådsgruppen i vrede over bemærkningen.

Jeg sad og måbede over reaktionerne, skønt erklæret naivist og rød radise på mit partis venstrefløj.

For det kan da godt være, at Mettes formulering var lidt vel kækt serveret, men essensen i den – selve budskabet – var der hverken noget nyt eller noget kontroversielt i. Tværtimod.

Der bor knapt 1,4 millioner mennesker i Storkøbenhavn. Hvordan kan ”15-17 indvandrerdrenge”, som statsministeren konkret brugte i sit billede, så blive udlagt som et udtryk for ’generalisering’?

Det forstår jeg ikke.

Og at nævne cirka to tusindedele af et helt områdes befolkning, kan vel aldrig blive “stigmatiserende”?

Så skal man i alt fald være meget nærtagende og krænkelsesparat. Måske er det netop dét!

Selvfølgelig skal statsministeren reagere

Når vi diskuterer indvandring i Danmark, holder vi os sjældent til en enkelt dagsorden og dét, som der rent faktisk bliver sagt. For en sikkerheds skyld tager vi også alle mellemregningerne, og det vi TROR, der bliver sagt med i debatten. Og vi taler typisk 20 procent fakta og 80 procent følelser.

Selve emnet – ”fremmede” – har givet os kronisk nedsat og selektiv hørelse.

For det er en dokumenteret kendsgerning, at unge drenge med anden etnisk herkomst end dansk er massivt overrepræsenteret i politiets statistikker. Og tal kan ikke gradbøjes. På samme måde er det et uomtvisteligt faktum, at dét problem statsministeren omtalte, gør tusindvis af mennesker utrygge hver dag.

Er det rimeligt? Naturligvis er det ikke det.

Altså SKAL regeringen forsøge at gøre noget ved det. Det er dét, man har regeringer til.

Faktisk ville jeg finde det mere besynderligt, dersom spørgsmålet IKKE blev omtalt af NETOP en socialdemokratisk regering og en socialdemokratisk statsminister anno 2020.

Der er jo ikke alene tale om et opgør med chikane, og det der er værre. Der er tale om et massivt socialt problem, som ikke har en kæft med race, religion eller forskelsbehandling at gøre.

Et problem, som alt for ofte finder sit udtryk i skikkelse af en lille gruppe utilpassede indvandrerknægte klokke. 03:00 om morgenen på en døgntank eller på en S-togsstation.

Det skal vi turde, at tale åbent med hinanden om. Og det er faktisk det nye, hvor enkelt og forsimplet det end måtte lyde.

Hvordan nogen kan blive forargede og råbe “stigmatisering” og “generalisering”, fordi landets statsminister i en bemærkning omtaler en så konkret og nærværende problemstilling, der vedrører os alle, fremstår som en gåde for mig.

En ven du ikke har mødt

Udover at være aktuelt, er eksemplet godt som illustration af, hvordan indvandrerdebatten typisk har formet sig i Danmark gennem de sidste 40-50 år.

Da jeg var lille dreng, hed udlændinge i Danmark  “gæstearbejdere”.

De kom til landet i slutningen af 60-erne. Primært fra Tyrkiet og Jugoslavien.

I første omgang, fordi man bad dem om det i mangel på arbejdskraft i den danske (svær) industri.

Som tusinder af andre fra samme generation, blev jeg opdraget til at opføre mig særlig pænt overfor de nye tilflyttere.

Min mor og far – der var børn og unge under 2. verdenskrig – havde oplevet Hitler og jødeudryddelserne. Dén slags gør noget ved mennesker, og angsten for racisme stod nummer ét på deres liste over tabuemner.

Fremmedhad, og alt hvad der tangerede det, var bandlyst, og emnet var ikke til diskussion. Følgelig var gæstearbejderen en “gæst”, og en fremmed var  “en ven du ikke har mødt”.

Da jeg kom i puberteten, blev gæstearbejdere til  “fremmedarbejdere”.

Selv en snottet knægt som overtegnede, kunne registrere, at der var gevaldig forskel på at være “gæst” og “fremmed”, og at gæsten pludseligt ikke mere var HELT så velkommen som tidligere… for nu at sige det mildt!

Kampen mellem slappere og strammere

Derefter gik det stærkt. Knapt var vi kommet ind i 80-erne, før mennesker med mørk hud og mørkt hår blev benævnt “sortsmuskere” og  “perkere” af danskere med blåhvid teint og kommunefarvet top.

Resten af historien kender alle. Den stigende indvandring fra særligt arabiske lande betød enorme udfordringer. Nogle af dem blev håndteret politisk. De fleste af dem blev det ikke.

Navnlig antal, familiemønstre, religion, kulturforskelle og tilgangen til kønsroller var emner i en ofte beskidt debat, der aldrig blev hverken særskilt nuanceret, særskilt begavet eller særskilt konstruktiv.

Nationen polariserede sig. Folk talte sig væk fra hinanden.

Mange blev så bange for at sige noget forkert, at de helt holdt op med at sige noget.

Derfor blev taletiden i begyndelsen overladt til rabiate stemmer, som nynazisten Johnny Hansen fra Greve, Den Danske Forening og den nationalkonservative præst og korsfarer, Søren Krarup.

På få år blev fremmed-debatten det altdominerende politiske emne og spørgsmålet, der afgjorde alle valg. Var du “strammer” vandt du. Var du “slapper” tabte du.

Det danske parlamentariske system fremstod uforberedt og nølende. Ingen anstændig politiker i samtiden ville være  “den første racist” i en fordummet diskussion uden plads til nuancer.

Skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringer syntes rådvilde.

Splittet mellem modet til at handle og angsten for at handle overilet.

Alle dem, jeg kendte, var i tvivl. Jeg var selv i tvivl.

Så kom der også flygtninge

Fra midten af 80-erne var de fremmede tilmed ikke mere bare gæstearbejdere og fremmearbejdere.

Nu var de også flygtninge.

De kom til Danmark fra krigshærgede lande og blev indlogeret i Asylcentre.

Og de fik cykler!

Fyrene stjal de danske piger og boede på afdankede danske hoteller.

Især i Kalundborg var den gal…

Det kom til reelle gadekampe mellem hvide demonstranter og politiet.

Officielt om cyklerne og flygtningenes hotelværelser på Grand Hotel.

Uofficielt var der tale om vaskeægte raceuroligheder, næsten som vi kender dem fra USA.

Kønt var det ikke. Dansk var det slet ikke.

Op igennem firserne og halvfemserne var indvandring et betændt emne for langt de fleste.

Glistrup og Pia Kjærsgaard strammer skruen

Danskere er som udgangspunkt venlige mennesker, der gerne ser sig selv som tolerante.

Men resultatet af den manglende samtale blev, at det stort set kun var dem, der råbte højeste og grimmest, der satte dagsordenen.

Det udnyttede først Mogens Glistrup og siden Pia Kjærsgaard. Dér fandt de et ledigt politisk standpunkt med kolossal folkelig klangbund.

I begyndelsen var de danske højre-populister isolerede. Ingen ville lege med Glistrup, der blev mere og mere gak.

Publikum bestod af 5-6 procent vrede vælgere i først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti.

De råbte højt og skingert, men hemmeligheden ved demagoger er, at de ALDRIG løser det problem, de SIGER de vil løse.

Simpelthen fordi, at de SELV ville forsvinde og blive overflødiggjort, hvis problemet de italesætter forsvinder.

Derfor strammer demagoger altid skruen, i et evigt ræs mod bunden.

Man kan aldrig overfodre en svinehund.

Når Poul Nyrup Rasmussen skærpede politikken på indvandrerområdet i slutningen af 90-erne, meddelte DF henslængt, at de ville stramme yderligere. Og yderligere. Og yderligere…

Det blev moderne ikke at være stueren

2001 blev det afgørende år.

Terroraktionen mod World Trade Center i New York den 11. september, cementerede den folkelige fortælling om ”dem og os” og da Anders Fogh Rasmussen – som den første danske partileder og statsminister nogensinde – brugte et erklæret fremmefjendsk parti, Dansk Folkeparti, som fast parlamentarisk grundlag for sin første borgerlige regering efter valgsejren den 20. november samme år, gik DF fra at være en fremmedfjendsk anarkistisk højre-bevægelse, til at blive Danmarks mest magtfulde politiske parti.

Det blev moderne at være ikke-stueren, og DF blev en decideret modreaktion til Socialdemokratiet.

S styrtblødte vælgere til både højre og venstre.

Hvor det store gamle arbejderparti typisk havde holdt fast i 33-43 procent af vælgerene i to generationer, måtte Socialdemokratiet pludseligt lade sig nøje med 24-26 procents vælgeropbakning.

Venstre blev det største parti.

Det hele – eller næsten det hele – på grund af indvandrerpolitikken. Vælgerne på partiets højrefløj syntes ikke, at S strammede nok og sivede til DF. Vælgerne på partiets venstrefløj syntes, at der blev strammet for meget og gik til enten SF eller Enhedslisten.

Den socialdemokratiske vælgerkrise stod på i næsten 15 år og indbefattede en småtumultarisk regeringsperiode fra 2011 til 2015.

En S-ledet regering, der nok så meget blev født ud af Lars Løkke Rasmussens bilags-kollaps og Villy Søvndals kortvarige vælgerpopularitet, som af Helle Thornings succes. En S-ledet regering, der endte med at forbløde i Radikal økonomisk politik, dagpenge-kaos og DONG.

OG i den evige vælgertvivl om flygtninge- og indvandrepolitikken. Igen.

Mette gjorde op med berøringsangst

Først ved årsskiftet 2015/2016, efter at Mette Frederiksen havde overtaget ledelsen af partiet og gjort op med mange års berøringsangst og nedtur, lykkedes det Socialdemokratiet at rejse sig.

I virkeligheden ved at love vælgerene, at tage deres bekymringer på flygtninge- og indvandre området alvorligt, og ved at love, at føre traditionel socialdemokratisk arbejdsmarkeds- og fordelingspolitik.

Noget som man – set i bakspejlet – kunne have gjort for længe siden, og som dermed umiddelbart kunne fremstå som en simpel mirakel-løsning på et kompliceret historisk problem.

Så enkelt var det naturligvis ikke.

Pointen med den nye kurs er nemlig, at den socialdemokratiske Mette-doktrin adskiller sig afgørende fra Krags, Ankers og Nyrups linje, ved at stille præcist de samme krav til nye, som til gamle danskere.

Socialdemokratiske krav, vel at mærke.

S-garantien: Alle er lige meget værd

Overenskomsten – for en sådan er det – ser grundlæggende således ud i min optik:

Med den ene hånd garanterer Mette Frederiksens socialdemokrati, at der tages hurtigt og kontant fat i dé konkrete udfordringer, som nye danskere naturligvis skaber for fællesskabet.

Der bliver stillet krav til reel og hurtig integration, sprogkundskaber, uddannelse, medborgerskab og viljen til at tage et arbejde blandt dem der kan. Både mænd og kvinder.

Der forventes en høj grad af medborgerskab. Rettigheder og pligter. En fuldgyldig accept af det danske samfund og den danske kultur.

Det er Mette Frederiksens budskab til de gamle danskere.

Med den anden hånd sikrer statsministeren, at debatten ikke bliver skinger – rødgrød-med- fløde-nationalistisk eller islamofobisk – som i VLAK-regeringen og DF’s periode.

Mette Frederiksens socialdemokrati er garantien for, at mennesker er lige meget værd, hvad enten de hedder Per, Poul, Ali eller Hassan.

Det forventes, at alle tager den samme tørn og lever op til de samme krav. Men alle har også lige rettigheder. De øde øer er aflyst. De tomme symboler er væk.

Det er Mette Frederiksens svendestykke

Kravene til den enkelte borger, uanset hudfarve og tro, er identiske.

Den der kan yde, har pligt til at yde. Den der kan, skal.

Det er Mette Frederiksens budskab til de nye danskere.

Og det er ved at “oversætte” det kollektive nationale indvandrer-traume til et socialdemokratisk projekt, at Mette Frederiksen er lykkedes med at erobre regeringsmagten tilbage.

Det er ved at udstikke klare spilleregler for rettigheder og pligter.

Ligestille og anderkende. Give – og turde forvente at få noget tilbage.

DERFOR er der historisk politisk konsensus om indvandrerspørgsmålet i Danmark.

DERFOR er der historisk intern ro om emnet i Socialdemokratiet.

Det er Mette Frederiksens svendestykke.

Det er godt tænkt og mesterligt udført.

Det er Fremtidens Danmark – version 2.0.

Krags Danmark i Mettes tid.

Hvad mener du?

Hvad mener du om statsminister Mette Frederiksen udtalelse? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Først publiceret: tirsdag 1. september 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:12