Carsten Bo skriver: Don’t mention the war

Søren Kierkegaard sagde det for knap 180 år siden: “Livet forstås baglæns, men leves forlæns”.

Det udsagn får vi i dén grad dokumenteret for tiden.

Under den globale selvransagelse i kølvandet på det racistiske drab på George Floyd, vælter vi rundt i en underlig pseudodiskussion om, hvad der er historisk rigtigt og forkert.

Vi vil med djævlens vold og magt have, at fortiden tilpasses vore egne aktuelle normer, livsanskuelse og nutidslomme.

Tag nu endelig ikke fejl. Jeg ser gerne et totalt opgør med racisme og slaveri af enhver art. Også bagudrettet. Blot er jeg ikke overbevist om, at præmissen for disse dages diskussion er korrekt.

Jeg oplever i et vist omfang at vi – i umådelig selvoptagethed – vil have verdenshistorien til at flugte præcist med dén nutid, vi selv er en del af og forstår.

At vi behandler historien som om, at den ligner vores egen historie og vores eget nærsynede hér og nu. Det gør den ikke. Slet ikke. Alt sker i sin egen tid. Nu er nu, og historie er historie.

Vi klamrer os til samtiden

Vi synes i smug, at netop vores verden og vores tid, er den bedste af alle verdener og alle tider.

Mon ikke alle verdener og alle tider har syntes det? Jeg tror det.

Alligevel klamrer vi os til samtiden og det vi kender som reference, når vi behandler historien.

Langt de fleste forsvarer tiden som den er i stedet for at arbejde for en bedre.

Vi opdeler fortid og fremtid i klodser, som en stærkt afgrænset projektopgave på folkeskoleniveau.

Giver klodserne farve og numre. Sætter dem ovenpå hinanden i letforståelig rækkefølge. Ikke for at blive klogere – men fordi det gør os trygge. Vi får klodserne til at passe ind i vores kendte dagligdag og aktuelle verdensbillede.

Et vanvittigt verdensbillede, vel at mærke.

En verden fyldt med krige, terror og stigende ulighed mellem rig og fattig. Rå udnyttelse og racisme. Kolossale forskelle mellem mennesker og lande – nord, syd, øst og vest. Massive problemer, som vi i afmagt kalder ’udfordringer’ og i stedet for at tackle, stiltiende accepterer ved at være medløbende passive.

Særligt i vesten er vi ofte magelige, hovmodige, bedrevidende og selvhøjtidelige.

Overflods-civilisationen mæsker sig i asociale medier, grådighed, umådelig egoisme, selvspejling, parcelporno, stressfremkaldende gule breaking-bjælker og en evig strøm af livstilsopdateringer. Smartphones, madopskrifter, tåkrummende amatørkonkurrencer og fitness, fordi vi er bange for at dø. Ikke af sult, men af fedme. Vi vælter os i skridttællere, reality gossip og absurditeter.

Hvem skal være overdommer?

Hver dag leves, som var det den sidste. Vi er her kun én gang og aldrig mere, og vi VIL ikke distraheres af noget så ubekvemt som virkelighed, indsigt og fordybelse.

Derfor er en ædruelig og begavet diskussion om fortidens hæslige forbrydelser – slaveriet og hvad vi konkret skal gøre ved det i nutiden – så sindssyg svær at gennemføre på et oplyst grundlag.

For hvem skal være overdommer, når vi omskriver gamle litterære tekster, censurerer film og TV-serier og fjerner historiske monumenter, fordi et ord i en sang eller motivet til kunstværk karambolerer med de aktuelle normer for rigtigt og forkert?

Er det Rosa Lund fra Enhedslisten, der skal uddele sure historie-smileys? Er det Kjærsgaard, Paludan eller Vermund? Er det Marcus Knuth fra De Konservative, som lykkedes med at råbe ”udskamning” elleve gange (11) på 2 minutter i Deadline forleden?

Er der nogen, som i ramme alvor tror på, at den forkølede Knuth – Rosa, Pernille, Rasmus eller Pia – er i stand til at skabe et blot nogenlunde sagligt og objektivt historisk overblik over, hvilke ord og monumenter der skal blive, og hvilke der skal fjernes, når vi foretager et fysisk opgør med det historiens barbari?

Er det Nationen i Ekstra Bladet eller Politikens lederskribent vi skal have på banen? Er det Mette, er det mig, er det naboen, Frank Hvam eller et tilfældigt sammenrend af corona-trætte danskere, forsamlet omkring landsbyens gadekær, der skal være øverste og sidste instans, når vi anskuer historien i nutidigt lys. Hvem er det? Ingen af ovenstående muligheder synes specielt betryggende.

For min skyld kan man godt sætte mærkater på rytterstatuerne af Christian og Frederik den 5., og lade det fremgå, at de billigede slavehandel, og at vi fordømmer det. Det er jo korrekt. Men HJÆLPER det, eller er der ikke blot tale om tom symbolik og en politisk bekvem markering?

Går man skridtet længere, begynder at smide fortidsmonumenter i havnen og – i overført betydning – brænde bøger af, er jeg ude. Dén slags ender ALTID galt. Det ved vi fra Adolfs tid.

Vi skal lære af historien

Et ordsprog siger ”Du skal kende din fortid for at forstå din nutid og forme din fremtid”

Det tror jeg stemmer.

Udrenser vi historien – særligt den ubehagelige del af den – kan vi ikke lære af historiens fejl.

I tidens brandvarme debat, er det vigtigt at tage skarp afstand fra slaveri og racisme af enhver art, men det er også vigtigt at erindre, at historiske fodspor bliver sat, når de trædes. Ikke 2-300 år efter.

Vi gør bedst op med Danmarks slavefortid, hvis vi foretager os noget konkret i samtiden. Det er jeg mere interesseret i, end symbolik og sure smileys på irrede bronzestatuer.

For eksempel: Olof Palme vovede at gøre op med Nixon. Hvornår vover vi, at gøre op med Trump?

Tiden er vel til det, nu hvor vi alligevel ER i gang med at udpege skyldige racister…

Vi sender heksen til Bloksbjerg

De danske slavehandlere, der gjorde frygtelige ting i (primært) 1700-tallet, gjorde det i en tid, hvor det var normen at gøre det – og hvor det frygtelige ikke blev opfattet som værende frygteligt, på samme måde som tilfældet er i dag. Derfor ved vi desværre, at det kan lade sig gøre at normalisere selv det dybt unormale. I dette tilfælde slavesalg og slavehold.

Senere har vi fået tilsvarende modbydeligheder genbekræftet af både Stalin og Hitler.

Af Vietnamkrigen og apartheid i Sydafrika – for nu blot at nævne nogle få eksempler på tilsvarende grusomheder i en ikke så fjern fortid.

Det forsvarer ikke de skyldige slavehandlere – og berettiger ikke til deres offentlige monumenter – men det forklarer, hvorfor uhyrlighederne for 2-300 år siden overhovedet kunne finde sted.

Det er den smertelige vished, man må slæbe rundt på som humanist.

Den ubekvemme sandhed er en del af historien, og fjernes den, forfalsker man historien.

Eksemplerne på ubelejligt historisk vraggods mange.

Som når vi om kort tid fejrer Sankt Hans og sender heksen til Bloksbjerg, og dermed hylder den katolske inkvisitions afskyelige afbrænding af kvinder i senmiddelalderen og renæssancen.

Vi skal ikke nødvendigvis afstå fra midsommer traditionen, selvom nogle faktisk gør det, men vi skal kende den uhyggelige baggrund for det tyske hekse-ritual, vi troligt gennemfører hver sommer.

Jeg tror, at den oplysning er vigtigere, end at forbyde afbrænding af en pap-heksen.

Halfdan var ikke racist selv om han sagde “neger”

Jeg tillader mig på samme måde, at have et afklaret forhold til, at Pippi Langstrømpes fantasi-far er ”negerkonge”, fordi jeg ikke kan forestille mig noget MINDRE racistisk end Astrid Lindgrens Pippi-figur. Og jeg kommer decideret til at grine over selvcensuren i Haugaards ikoniske Larsen-sang om Haveje. Vi VED altså godt, at hverken du eller Kim er eller var racister, Jacob. ”Negerdistrikt” eller ej.

Halfdan Rasmussen var ven med min far og jævnlig gæst i mit bardomshjem.

Aldrig – og jeg mener aldrig – har jeg mødt et så pænt, ydmygt og socialt sindet menneske og litterært geni som han.

Når Halfdan skrev ”hottentot” i et par af sine børnedigte og sange – med ligeså stor selvfølge som man sagde ’negerkys’ om en flødebolle – var det ved gud ikke fordi, den pæne mand var ”racist”. Det var han bestemt ikke! Halfdan var blid, rød og rund. Halfdan var en stille humanistisk anti-racist.

Han brugte ordet ”neger”, fordi ALLE sagde neger i Halfdans poetiske storhedstid i 50-erne, 60-erne og 70-erne.

Hvis Halfdan dengang havde skrevet ”farvet” eller ”sort”, ville det have været DYBT racistisk – og havde han skrevet ”afroamerikaner”, ville hverken han selv eller nogen andre have anet, hvad det betød.

Gandhi sagde ”neger”. Nelson Mandela sagde ”neger”. Muhammad Ali og Malcolm X sagde ”neger”. Ja, selv den største amerikanske borgerrettighedsforkæmper nogensinde, Martin Luther King, brugte konsekvent ordet ”negro” i alle sine berømte taler op igennem 60-erne.

Jeg synes, det er gode eksempler på, hvad der sker, når ord og begreber skiftevis bliver taget ud og sat ind i deres naturlige sammenhæng. Og i dén erkendelse, ligger den primære forståelse.

Jeg synes, at det dokumenterer, at sprog, handling og tid hører uløseligt sammen.

Med mindre, naturligvis, at nogen vil postulerer, at Gandhi, Mandela eller King var racister…

Det er blodig og hæslig alvor

Black Lives Matter er måske den vigtigste bevægelse i tiden. Når en sprit-sindssyg hvid betjent fastholder presset på en sort mands hals i 8 minutter og 46 sekunder, selvom denne halvkvalt hvisker ”I can’t breathe” er det blodig og hæslig alvor, som vi skal tage skarp afstand fra og fordømme.

Ikke blot på grund af det konkrete offer på det konkrete tidspunkt, men fordi handlingen i sig selv er symptom på en grundlæggende sygdom, som vi længe har vidst eksisterede og forsat eksisterer.

USA og hele verdenssamfundet skal gøre alt for, at forandre den modbydelige, nedarvede herre/slave mentalitet, der gemmer sig bag udåden. Og vi skal lægge afstand til den amerikanske præsident, der bevidst puster til racismens flamme. Det gør Black Lives Matter til en nødvendig bevægelse.

Samtidigt kan jeg ikke forestille mig, at nogen selvtænkende danskere har lyst til, at have den tilsyneladende bindegale – og øjensynligt racistiske – Bwalya Sørensen som talsperson.

Hendes person og bevægelsen hun repræsenterer stritter i hver sin retning.

Skulle jeg så trække opbakningen til Black Lives Matter og opfordre alle dem jeg kender til, at gøre det samme? Naturligvis ikke. Det rigtige er at trække opbakningen til Bwalya Sørensen og forlange af Black Lives Matter, Danmark, at bevægelsen finder en ny og værdig talsperson.

INGEN anstændige mennesker har noget tilovers for racisme, racistiske ytringer endsige noget så hæsligt som slaveri og slaveejere. Men præmissen for den nuværende debat, efter mordet i Minneapolis, bliver ofte overfladisk og lettere fordummende, fordi fordømmelsen af den fortid vi ikke bryder os om, er revet ud af sin historiske sammenhæng.

Det rene Halløj på Badehotellet

Jeg er overbevist om, at fremtiden vil forkaste vores tidsalder som værende modbydelig og inhuman, på samme måde, som vi forkaster vores slavefortid som værende det samme.

Derfor skal vi tænke os ekstraordinært godt om i situationer som disse.

Vi må aldrig fornægte, at vi slæber rundt på en hæslig arv, i form af organiseret menneskehandel.

Det gør vi. Det skal vi vedgå og tage ansvaret for.

Vi skal lægge afstand og agere, men uanset hvad vi gør, må det være holdbart og gennemtænkt.

Det skal ske præcist, og sættes ind i sin korrekte historiske kontekst. Og der må tilstræbes en høj grad af politisk og folkelig konsensus omkring historiske, antiracistiske tiltag. Initiativerne må ALDRIG blive til diffus symbolpolitik, så de pludseligt fremstår tåbelige og ligefrem ufrivilligt komiske.

Som da britiske BBC forleden luftede tanken om, at fjerne afsnittet ”Tyskerne kommer” (The Germans) fra verdens muligvis mest geniale komedieserie nogensinde ”Halløj På Badehotellet” (Fawlty Towers) fordi den senile Major Gowen (Ballard Berkeley) udtaler sig skingrende sindssygt om indiske cricketspillere – og den kolerisk vanvittige hotelvært, Basil Fawlty (John Cleese) ser manisk skrækslagen ud, ved tanken om, at komme under behandling af en mørklødet læge.

BBC’s første udmelding om at ville fjerne afsnittet, var udtryk for TOTAL misforstået politiske korrekthed, i de få døgn det varede, før kanalen trak panikforslaget om, at bortcensurere sit eget humoristiske mesterværk tilbage. Lad det ikke ske igen. Don’t mention the war.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad er din holdning?

Debatten om indsatsen mod racisme her og nu og opgør med fortidens slavehandel og behandling af sorte er brandvarm. Hvad er din holdning? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

 

Først publiceret: mandag 15. juni 2020
Artiklen er sidst opdateret onsdag 17. juni 2020 kl. 07:05