Et rædselsfuldt år. Et "Annus horribilis". Skal man sige én god ting om corona-året, der er gået, må det være at det aldrig bliver glemt.

Carsten Bo skriver: Annus Horribilis – og det som ingen siger

Et forfærdeligt år med corona har samtidig vist velfærdsstatens og S-regeringens aktuelle overlegenhed – og udstillet regeringsalternativet som politisk og intellektuelt overmatchet.

Senest opdateret: søndag 14. marts 2021

På den uofficielle årsdag for corona-pandemiens totale overtagelse af livet og dagsorden i Danmark, kan man med sindsro fastslå følgende, uden at udfordre sandheden:

Krisen har lært os, at velfærdssamfundet er bomstærkt og godt organiseret i næsten alle led, politisk såvel som administrativt.

Kan Danmark overkomme dette, kan Danmark overkomme alt.

Men det forgangne år har OGSÅ vist, at sprækkerne i fælleskabet, og dén særlige danske sammenhængkraft i undtagelsessituationer, som vi normalt roser os af at besidde som folk og nation, er dybere end nogen på forhånd kunne forudse.

Det forløbne år har anskueliggjort velfærdsstatens og S-regeringens aktuelle overlegenhed.

Det viste sig allerede kort efter nedlukningen 11. marts sidste år, at ikke alle var ”i samme båd”, men at virkeligheden nok snarere er, at det store flertal sejler i nogenlunde samme retning, i overordnet gensidig forståelse og respekt for hinanden og helheden.

Et mindre – og meget højrøstet – sammenrend af konspirationsteoretikere, politiske lykkeriddere, knapt-så-kvikke egoister og paranoide fantaster (som nu Men in Black…) roder rundt i synkefærdige plimsollere, bevæbnet til tænderne med Trump-argumenter, ukvemsord, vulgær populisme, partipolitiske særinteresser og en underliggende agenda af oftest stærkt højreorienteret og udelukkende økonomisk karakter.

Mens det store flertal af den danske befolkning tog en kviktest i solidaritet og sammenhold – et gigantisk livtag med sygdom og smitte, social transformation og nye virtuelle omgangsformer – lykkedes det for eksempel med besvær et beskedent CEPOS-mindretal, at lære den nogenlunde korrekte udtale af ordet “Grundlov”.

Carsten Bo

Carsten Bo Jensen, født 5. august 1958, er forfatter, foredragsholder og musiker.

Han har indtil nu udsendt 5 bøger og 23 albums/CD’er.

Carsten Bo har læst statskundskab ved Københavns Universitet, og været folketingsmedlem, amtsrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Helsingør.

Som kunstner har han blandt andet modtaget LO’s store Kulturpris  og været nomineret til 2 Grammy Awards.

Med 12 titler er Carsten Bo den mest repræsenterede forfatter og komponist i Arbejdersangbogen.

Han er ivrig debatør og skriver klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Simpelthen ved at gentage det uafbrudt i båndsløjfe.

Ikke til den store guldmedalje, men til en anslået værdi af cirka 18.8 milliarder kroner.

Direkte fra fællesskabets kasse.

Jeg vover pelsen og påstår, at det er overvejende sandsynligt, dersom landets få minkavlere – hvoraf langt de fleste har haft gigantiske underskud mange år i træk i en døende branche – i enerum må sidde tilbage med følelsen af, at samfundet i dén grad har været der for dem i nødens stund…

18.8 milliarder kroner .… Det er godt nok mange penge, opgjort i broer, veje, jernbaner, boliger, grøn omstilling, varme hænder og velfærd.

Alting kan blive bedre

Helt generelt har det forløbne corona-år været vanvittigt – og vanvittigt hårdt.

For syge, naturligvis, men også for raske. Børn, unge og ældre.

For frontpersonale i alle funktioner og på alle niveauer. For lønmodtagere, skoleelever og pensionister. Et rædselsfuldt år. Et “Annus horribilis”.

Skal man sige én god ting om corona-året, der er gået, må det være at det aldrig bliver glemt.

Jeg har en datter på 22 år, som stort set har siddet stille foran en skærm og modtaget fjernundervisning på sit økonomistudie.

Forleden sagde hun til mig:

”Far, jeg har besluttet mig for, at tage dette rædselsfulde år med mig, som en evig reminder om, at alting, altid kan blive bedre!”

Det rørte mig. Og jeg forstod udmærket, hvad JoJo mente.

Og pludseligt forstod jeg også bedre, hvad mine bedsteforældre mente, da de lavmælt og gysende fortalte om deres barndom med Den Spanske Syge.

Besynderlig politisk boogie woogie

I øvrigt har de forløbne 12 måneder været en vild opvisning i politisk skizofreni…

En besynderlig boogie woogie af først den ene vej og så den anden, hvor landets oppositionspolitikere er gået ind i forhandlingslokaler, har lavet brede corona-aftaler med regeringen, blot for at komme ud igen og UNDSIGE disse aftaler overfor pressen.

Det har været et bizart skuespil at overvære.

”Men hvorfor indgik de borgerlige så i hundredevis af aftaler med regeringen i det forløbne år?”, tænker nogen sikkert.

Elementært, min kære Watson. Elementært.

Oppositionen har indgået de mange corona-aftaler med regeringen, fordi enhver ansvarlig borgerlig statsminister ville have gjort næsten præcist det samme, som Mette Frederiksen gør netop nu under krisen.

Havde Ellemann eller Pape for alvor foreslået en diametral modsat corona-kurs, ville ingen af dem nogensinde igen blive taget politisk seriøst. Så enkelt er det.

Dét som ingen siger.

Så lade os tale lidt om dét.

De borgerlige ville have gjort det samme

Den påståede borgerlige uenighed i corona-strategi og krisestyring er i bund og grund en kunstig konstruktion, opfundet til lejligheden internt i blå blok af taktiske og politiske årsager, for at distancere sig til S-regeringen. Uenigheden er ikke nær så stor, som den bliver forsøgt udlagt.

En borgerlig regering ville have slået præcist lige så mange mink ihjel.

En borgerlig regering ville have benyttet de præcist samme myndigheder indenfor sundhed, politi og tilsvarende myndigheder og samfundsorganer i den nuværende krise.

En borgerlig regering ville have taget de samme forholdsregler overfor ældre og udsatte, lavet stort set den samme nedlukning af samfundet og de samme økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet.

En borgerlig regering ville have afholdt de samme pressemøder om sygdom, smitte, vaccination, nedlukning og oplukning, som Mette Frederiksen og hendes regering har gjort og gør.

Og – ikke uvæsentligt – en borgerlig regering ville have slået præcist lige så mange mink ihjel.

Den ville have lukket de samme forretninger, storcentre, folkeskoler, højskoler, festivaler, spillesteder og restauranter for at bryde smittekæderne. Fordi regeringsansvaret forpligter.

Intet hokus pokus

Dét er den barske – og under dette forløb ofte uudtalte – sandhed.

Dét som ingen siger.

Og DERFOR har det borgerlige mindretal i Danmark på én og samme tid indgået hundredevis af brede corona-aftaler og forlig med S-regeringen i lukkede forhandlingsrum – blot for efterfølgende at håne og fornægte de selvsamme aftaler og forlig i offentligheden via pressen.

Ellers ville oppositionen jo ikke kunne skabe politisk “kant” til regeringen.

Og skaber en politisk opposition ikke kant til den siddende regering, har oppositionen intet argument for at kræve den selvsamme regerings afgang… for SELV at kunne danne en regering.

Hokus, pokus… sværere er det sådan set ikke.

Mettes tur efter livredende vaccine

På samme måde er jeg HELT sikker på, at Mette Frederiksen bestemt ikke er begejstret for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu og hans politik i Mellemøsten.

“Men hvorfor rejste statsministeren så til Israel for at mødes med manden? Den tur skabte jo et ramaskrig”, vil mange berettiget udbryde.

Ja, men så forstil dig balladen på Christiansborg, hvis det nogensinde kom frem, at Mette Frederiksen muligvis kunne få flere livreddende vacciner til danskerne via Israel, men havde AFHOLDT sig fra at rejse til Israel af ideologiske og politiske årsager, og for at undgå at mødes med Netanyahu!

Det ville være langt, langt værre – og kunne i sidste ende koste regeringen livet!

I øvrigt; Ville DU acceptere, hvis din statsminister satte traditionelle idelogiske og politiske hensyn over praktik og adgangen til hurtig og livredende vaccine i en vanvittig krisetid som denne?

Det ville du næppe.

Også DERFOR tog Mette til Jerusalem, og mødte den kulsorte og korruptions tiltalte Likud-leder.

Igen; Dét som ingen siger.

Skrevet ind i den politiske historiebog

Virkeligheden overgår som regel fantasien, og dét der ser nemt ud i politik, er næsten altid svært…

Det helt nye vi lærte mellem 11. marts 2020 og 11. marts 2021, er, at det er muligt for den danske corona-opposition at være både politisk enige OG uenige med sig selv – på samme tid!

En imponerende præstation… og naturligvis dybt utroværdig.

Det såkaldte Borgerlige Danmark er reelt ophørt med at eksistere.

De seneste 12 måneder har dokumenteret, at danskerne overordnet er et homogent folk.

Få Carsten Bo i din mailboks

Få Carsten Bo's aktuelle politiske kommentarer og analyser direkte i din mailboks.

Tilmeld dig et gratis abonnement på Faglige Seniorers ugentlige nyhedsbrev - og vær med i konkurrencen om gavekort til spændende oplevelser. Tilmeld dig her.

Og det forløbne år har anskueliggjort velfærdsstatens og S-regeringens aktuelle overlegenhed – og udstillet regeringsalternativet som politisk og intellektuelt overmatchet.

Mette Frederiksen har shinet og skrevet sig ind i den store politiske historiebog, mens det såkaldte “Borgerlige Danmark” reelt er ophørt med at eksistere. I alt fald for en rum tid.

I et ufatteligt annus horribilis, totalt domineret af corona, men også af alt dét, som ingen siger…

Hvad mener du?

Er du enig eller uenig med Carsten Bos udlægning af året med corona? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: søndag 14. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. marts 2021 kl. 19:55