Min demensramte far sad i nattøj og med strithår: Skal jeg tage en konflikt?

Der er uro i luften, da vi kommer ind i fællesområdet på det plejehjem, hvor min far bor. Et hjem for mange mennesker med demens.

En ældre dame kommer gående og siger noget om, at ”her er ligesom et fængsel”.

En anden beboer, som vi tit har set og virker fysisk frisk, går rastløs omkring. Han standser os og siger, at han gerne vil lave noget.

”Men ingen siger, hvad jeg kan hjælpe med!”

Det er svært at vide, hvad man skal sige til det. ”Så er det sørme da heller ikke let for dig”, bliver det til.

Da vi kommer lidt hen ad gangen, kommer en mand med rollator:

”Er der ingen toiletter her?”

Vi skynder os at hente en af de ansatte.

Det hele emmer lidt af travlhed og forvirring.

Håret stritter

Min far sidder i stuen i sin lejlighed. Ved sit sofabord med ostemad, saftevand og kaffe, som han er helt optaget af.

I sin pyjamas.

Håret stritter, han er ubarberet. Han har sokker på i træskoene.

Plejeren er stadig i stuen hos ham og ser jaget ud.

“Jeg forsøgte at få ham i tøjet, men han ville ikke. Han har haft en dårlig nat, så vi lod ham sove her til morgen,” siger hun lidt undskyldende, og tilføjer at hun er afløser og ikke kender min far så godt.

Men nattøj og strithår er ok med os.

For andre gange når man kommer ind i området, sidder beboerne og ser Matador, eller de sidder rundt om spisebordet med personalet og synger ”Den gamle gartner”.

Og andre gange er min far nyvasket, nybarberet, nydelig i tøjet og ligner næsten sit gamle jeg.

Måske kan det være sværere at gennemskue, hvis man som pårørende ikke kommer så tit.

Lige dén dårlige dag

Løber man tilfældigvis ind i en af de mere rodede dage, kan det hele godt virke lidt kaotisk, og har man ikke meget at sammenligne med, kan det måske virke utrygt.

Men det behøver ikke at betyde, at beboerne ikke får den nødvendige hjælp og omsorg.

Måske var det bare lige dén dårlige dag.

Måske var de forrige 10 dage var gode og rare, men så er der pludselig en eller flere kolleger, som er syge, eller en beboer som har det ekstra dårligt.

De næste timer sidder min far i sin lænestol og hygger sig godt, mens vi pusler lidt om ham. Giver ham tæppe og trøje på, når han småfryser, laver kaffe, holder i hånden, spiser marcipan-æg, fløjter og synger lidt.

Og kigger på fugle på foderbrættet og på de store træer udenfor stuevinduerne.

Han vil ikke med ud og gå. Så det gør vi bare næste gang.

Det er alligevel en god dag. Også i nattøj og med strithår

Og der er ingen vrede eller bebrejdelser mod personalet.

Respekt

Er det ikke også lidt positivt, at de respekterer et ”nej” fra en gammel, dement mand? I hvert fald så længe at det ikke går ud over hans sundhed.

Derfor har han også nogle gange sovet med kasket på. Eller sko. Og hvad gør det.

Som pårørende skal vi gøre os selv den tjeneste at spørge og lytte, før vi bliver kede af det eller forargede over forhold på plejehjemmet, som umiddelbart kan virke forkerte eller underlige.

Hvad sker der – hvorfor er han ikke i tøjet.

Min far var også en meget værdig mand, som gik op i at se ordentlig ud og gik i bad på samme tidspunkt hver morgen. Men det har ændret sig.

I dag skal vi tænke på, om det er vores behov – eller hans behov.

Så kæmpe respekt og ros til de mænd og kvinder, som hver dag og nat tager sig af vores kære, som har brug for hjælp, når vi ikke selv som pårørende kan magte det længere.

Vi skal støtte dem, så de kan støtte og hjælpe vores kære.

Lenes 7 tip til et godt samarbejde

Hvis man er ”ny” som pårørende til en beboer på et plejehjem, er det en ukendt verden, som åbner sig, og man kan være i tvivl om meget. Jeg tror, man skal passe på ikke at skabe unødige konflikter.

1.   Oplever man noget, man bliver ked af eller ikke forstår, så kan man tale stille og roligt med personalet. Måske er der en god forklaring? Efterhånden som man lærer stedet at kende, bliver det lettere at afkode, hvad der foregår.

2.   Vær åben overfor, om dét, der bekymrer dig, er dit eget behov – eller din pårørendes behov.

3.   Hvis du for eksempel synes, at er for mange krummer på gulvet, så tag sagen i egen hånd og fej dem op. Hvorfor ikke hjælpe, hvis man kan.

4.   Hvis det ikke er nok, kan du måske bede om en pårørendesamtale, hvor der er sat tid af til at tale sammen.

5.   Hvis jeg selv mere grundlæggende var bekymret for nogle forhold på min fars plejehjem, så ville jeg ikke gå til hans nærmeste plejere – men til ledelsen.

6.   Måske kan du blive frivillig på plejehjemmet og give beboerne noget af din tid til at hygge om dem eller give dem små oplevelser.

7.   Mig bekendt har mange plejehjem også grupper for pårørende, hvor man kan dele sine erfaringer – eller en bestyrelse eller pårørenderåd, hvor man kan være med til at bestemme.

 

 

Først publiceret: fredag 12. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:58