Min demensramte far: Bare de også ser et menneske
Jeg kender og husker min far, som han var engang. Men hvad med personalet på demensplejehjemmet; hvordan ser de ham? Læs Lene Petersens gode råd om at bygge bro mellem et demensramt familiemedlem og personalet.
Senest opdateret: søndag 14. juli 2024
Gabet mellem det menneske – min far – som sidder på plejehjemmet og efterhånden er svært påvirket af demens, og til det menneske som jeg voksede op med som datter, kan virke enormt.
Hvor er det menneske, den personlighed, den karakter?
En solid og dygtig håndværker. Altid hjælpsom overfor familie og naboer. Chef og kompagnon i eget firma.
Nu er der ingen minder tilbage
For en 7-8 år siden begyndte min far at blive dement. Han fik senere stillet diagnosen Alzheimers/vaskulær demens i kombination.
Sygdommen trådte endnu tydeligere frem, efter han i 2017 fik en hjerneblødning.
I februar 2022 flyttede han ind på et demensplejehjem.
Han er nu fyldt 85 år.
Oprindelig er han udlært blikkenslager og blev siden VVS-installatør. Han har boet i samme by og på samme egn næsten hele sit liv.
Men det har han ingen erindringer om i dag. Der er ingen minder tilbage.
Han har været gift med min mor i 61 år.
Jeg er den ældste af deres tre døtre.
Lene Petersen, 60 år. Freelancejournalist. Bor i Odense.
Hun skriver klummer om sin far, demens og livet som pårørende til Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Du kan skrive til Lene på mail: journalist@lenepetersen.dk
Arbejdsom.
Ferm til at lave noget med sine hænder. Også mindre, pyntelige genstande som sølvsmykker.
Glad for fodbold og boksning.
Et kærligt familiemenneske, som kerede sig om sin egen far, der blev meget gammel. Involveret i børn og svigerbørn. Allermest glad for sine børnebørn.
Ordentlig og pæn, gerne med skjorte og jakke, hvis han skulle ud.
Optrådte altid høfligt. Aldrig vulgær. Kunne tale med alle, hvis han ville.
Brug for hjælp til alting
Sådan var det menneske engang, som i dag har svært ved at mestre selv de mest enkle opgaver i opretholdelsen af en tilværelse.
I dag har han brug for hjælp til alting og ingenting på demensplejehjemmet.
Nogle gange kan man tænke: Gid personalet havde kendt ham, som han var engang. Set dét menneske han var før.
Ser de kun opgaven? En mand der skal have omfattende hjælp?
Professionelle at spare med
Efter et stykke tid på stedet blev vi tilbudt en pårørendesamtale med personalet om, hvordan det går.
Personalet mener, det går som forventet. De ting, vi undrer os over, er der gode forklaringer på. Det er rart, at der nu også er en professionalisme at sparre med; fagpersoner som kan hjælpe os til at forstå.
Og så går det op for os, at de også ser ham.
De har lagt mærke til, at han er høflig og venlig. De kan godt mærke, at han godt kan lide at være pænt klædt på og ren i tøjet.
Køb bog med rabat: Vores forældre blev vores børn
Pårørende trækker et stort læs af omsorg og pleje, når ældre mennesker bliver ramt af demens eller anden svækkelse.
I bogen “Vores forældre blev vores børn” fortæller Lene Petersen og 10 andre voksne børn personligt og hudløst ærligt om oplevelserne med syge og svækkede forældre.
Lene Petersen har gennem i række klummer i nyhedsbrevet fortalt om samværet med sin 84-årige far, der bor på plejehjem med en demenssygdom.
I bogen folder hun sine og andre voksne børns egne fortællinger ud i en buket af tankevækkende og rørende erfaringer med at være pårørende – og forælder for egne forældre. Og giver inspiration og svar på mange af de udfordringer, der dukker op.
Du kan købe bogen med 25 procents rabat. Normalpris: 199 kroner. Rabatpris: 149,55 kroner.
Ved køb skal du i rabatkuponkoden skrive: Faglige Seniorer
Bogen er udgivet på Forlaget Trykværket.
Og han har humor, siger de. Ja! Vi smiler.
Når han er rastløs og gerne vil ”arbejde”, hjælper han nogle gange med at skrælle kartofler. Eller feje gulvet. De finder små opgaver, hvor han kan være med.
Langsomt kan vi sænke skuldrene lidt.
Anet et tidligere liv
En gang imellem står der en ekstra kaffekop på hans sofabord. Eller en lille skål med småkager. Hans fotobøger med mange billeder af ham selv og familien ligger fremme og opslået ved siden af. Særligt en lille huske- og mindebog med et kik ind i fortiden.
Kaffekopperne er sporene efter, at en af de ansatte har siddet sammen med ham og kigget i bogen, og drukket en kop kaffe, og måske også anet det tidligere levede liv.
Man håber bare, de ser et menneske.
Det tror jeg, de gør.
Lenes 5 gode råd om at bygge bro til fortiden
For os var det rart at prøve at give personalet på min fars plejehjem et indtryk af, hvem han er – og var. Her er nogle gode råd.
1. Giv aktuel info
Personalet er sikkert interesseret i at få aktuelle informationer, når din far/mor eller mand/kone flytter ind. Det kan være om spisevaner, sovevaner og meget andet.
2. Fortæl om den demensramte
Som pårørende kan man hjælpe personalet med at kende den person, der skal bo der. Fortælle hvad personen kan lide og ikke lide.
3. Lav en fotobog
En fotobog – eller bare et klassisk fotoalbum – med billeder af personen selv og familien kan også være god. Husk navn og relation, som kan gøre det lettere for andre at kigge og tale om billederne.
Måske kan der også være billeder af et sted, man har boet i mange år. Eller måske fra en arbejdsplads.
4. Værktøj og genstande
Nogen kan måske også glæde af at have nogle genstande, som betyder noget. Min far har sine svendestykker stående i vindueskarmen. Det kan måske også være et bestemt stykke værktøj.
5. Billeder på væggen
Billeder af familien på væggen er også med til at fortælle en historie om, at her bor et menneske, der også har en familie.
Lenes klummer om livet med demens
Du kan læse Lene Petersens tidligere klummer om sin far, demens og livet som pårørende.
Her er 12 ting, der kan give demens – og 2 nye
5 gode råd: Hvad gør du, hvis du ikke vil risikere at ligge dine børn til last?
Demens: Du er ikke den eneste pårørende
Min demensramte far: Gid han kunne stille de samme spørgsmål om og om igen
Min demensramte far: Hjælpen kan kun komme for sent
Opdager min far, at det er mig, der er på besøg hos ham på plejehjemmet?
Min demensramte far: Et kram med masser af omsorg
Min demensramte far: Som at passe et barn du ikke kender
Da jeg havde en hund med, råbte min demensramte far: Forsvind
Mad til demensramt far: Hvad skal jeg dog finde på til dig?
Min demensramte far: Glædelig jul på plejehjemmet
Min demensramte far: Om ikke andet kan vi fløjte sammen
Død eller levende: Hvem kan dømme andres livskvalitet?
Min demensramte far: Bare de også ser et menneske
Min demensramte far: Nej, han kan ikke kende mig
Min demensramte far sad i nattøj og med strithår: Skal jeg tage en konflikt?
Over 90.000 lever med demens
* 87.000 mennesker på 65 år eller ældre lever med demens. Og der vil komme flere i takt med, at vi bliver flere ældre. I 2035 ventes tallet at være over 134.000.
* Blandt personer på 65 år og derover, bliver der hver eneste dag registreret 20-22 nye tilfælde af demens.
* Men også yngre personer kan rammes af demens. Nogle tal siger, at cirka 4.200 personer under 65 år har en demenssygdom.
* Man regner med, at der er godt 400.000 nære pårørende (partner, søskende, børn eller børnebørn) til en person med demenssygdom.
* Demens dækker over en række sygdomme, som gradvist nedbryder hjernen. Blandt andet Alzheimers sygdom.
Kilder: Nationalt videnscenter for demens (videnscenterfordemens.dk) Alzheimerforeningen (alzheimer.dk).
Først publiceret: torsdag 3. august 2023
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. juli 2024 kl. 08:56
