Ordfører-klummen: Vi mangler personale – ikke penge
Vi mangler personale – ikke penge. Derfor er øget brugerbetaling naturligvis heller ikke svaret, skriver SF's sundheds- og ældreordfører Kirsten Normann Andersen.
Senest opdateret: tirsdag 19. december 2023
Hen over sommeren har både Moderaterne og Socialdemokrater sendt prøveballoner i luften om fremtidens ældrepleje.
Ikke mindst forslaget om at vi skulle spare op til ældrepleje på samme måde, som vi sparer op til pension, skar i ørerne – netop fordi, at udfordringerne i fremtidens ældrepleje er mangel på personale.
Ordfører-klummen
Faglige Seniorer mener, at der er brug for langt mere politisk fokus på seniorerne i Danmark.
Det kan være emner som seniorers muligheder på arbejdsmarkedet, seniorers sundhed, seniorboliger, ældrepleje og meget, meget mere.
Derfor har vi inviteret udvalgte ældre- og beskæftigelsesordførere fra Folketingets partier til på skift at skrive indlæg til "ordfører-klummen" i Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Hvad hjælper det at have en forsikring, hvis der ikke kan opdrives en social- og sundhedshjælper i miles omkreds, som kan fikse problemerne?
Og hvad hjælper en opsparing om 50 år, når det er nu, at den demografiske udfordring slår igennem?
Mens forslagene (måske) er skrinlagt igen, så er problemerne ikke løst.
Tvært imod ser vi talrige eksempler på, at ældre må klare sig med mindre hjælp. Nogle af problemerne kan løses med penge. Andre forudsætter en helt ny måde at tænke ældrepleje på.
Rigide standarder
Jeg bliver simpelt hen så ked af det, når jeg hører om ældre, som efterlades alene uden den helt nødvendige hjælp.
Hvordan giver det mening at sende en visitator ud til den ældre, hvis rigide standarder allerede på forhånd har defineret, at den ældre blinde mand, som i øvrigt prøver at klare sig selv så godt som muligt, højst kan få hjælp til rengøring hver 3. uge – uanset om han har tabt et glas rødbeder på gulvet, og uanset, at der ligger glasskår på gulvet, som han ikke kan se og samle op?
Man kan selvfølgelig ikke lave standarder for, hvordan man håndtere hjælp til et tabt rødbedeglas, og det er et klart eksempel på, hvorfor man heller ikke kan lave standarder, som passer til alle.
Visiteret til et “kald”
Men da min egen far fik brug for ældreplejen, bad han om et ”kald,” så han kunne få hjælp, hvis han faldt, og ikke selv kunne komme op. Han havde Parkinson og boede alene, og frygten for at falde og ligge alene i måske mange timer var reel.
Han kunne desværre ikke blive visiteret til et “kald”. Men han kunne visiteres til rengøring hver 14. dag. Det klarede han ellers selv ved at tage lidt af gangen – og han havde på ingen måde bedt om det.
Jeg ved ikke, hvordan priserne på de to ydelser er beregnet – men i bedste fald havde et “kald” kostet installering af den velfærdsteknologiske løsning. Det kan vi løse med flere penge.
I værste fald, havde det kostet et akut besøg, hvor min far og den blinde mand kunne få hjælp, hvis uheldet skulle være ude. Men det er vel heller ikke for meget forlangt?
Robotstøvsugeren kan supllere
Jeg holder selv meget af velfærdsteknologi. Og jeg anerkender, at det kan blive nødvendigt, at supplere eller udskifte social- og sundhedshjælperens hjælp til støvsugning med en robotstøvsuger.
De sparsomme personaleressourcer skal bruges på den mest hensigtsmæssige måde – men efter en individuel vurdering af den enkelte ældres egne ressourcer.
Men kæden hopper af, når kommunen med den ene hånd skal spare, og derfor opsiger sundhedspersonale – og samtidig beder borgere om selv at købe og installere en robotstøvsuger. Penge kunne forebygge at kommuner sparer på personale, som vi mangler.
Og med penge kunne man som kommune installere ens og gode robotstøvsugere, som kunne betjenes af social- og sundhedshjælpere som supplement til den øvrige rengøringshjælp.
Betaler selv
Det giver også god mening, at lade robotter dosere medicin, og det kan lette presset på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som er en mangelvare i kommunerne.
I praksis har løsningen imidlertid bare resulteret i, at borgeren selv betaler for at få udført medicindosering af en robot på apoteket.
En del kommuner har udliciteret tøjvask. Det har lettet presset på personale – men i praksis er regningen tørret af på de borgere, som er visiteret til hjælp til tøjvask.
Prioriter ældrepleje fremfor skattelettelser
Vi venter stadig på en ældrelov. Det er der (måske) brug for.
Men der er først og fremmest brug for at erkende, at ældre ikke er enormt krævende. Vi bliver ganske vist flere og flere ældre, men vi får mindre hjælp og vi mangler personale.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Derfor er nåleøjet til visitation også allerede snævert. Hverken mere brugerbetaling eller mere privatisering og private forsikringer kan skaffe os mere personale.
Men med penge kan vi sikre, at vi kan fastholde allerede ansatte. Og med penge kunne vi undgå at ruinere de ældre, som har brug for ældrepleje med mere og mere brugerbetaling.
Det kunne vi, hvis regeringen ville prioritere ældrepleje frem for store skæve skattelettelser.
Hvad mener du?
Hvad er din kommentar til Kirsten Normann Andersens ordfører-klumme? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Læs tidligere ordfører-klummer
Her kan du læse tidligere indlæg om seniorer og seniorpolitik fra partiernes ordførere:
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Fastfrys pensionsalderen – for en retfærdig fremtid
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): S kræver mere retfærdig pension
Maria Duurhuus, ældreordfører (S): Tilliden tilbage til ældre og medarbejdere
Kirsten Normann Andersen, ældreordfører (SF): Et godt liv – også for ældre
Dina Raabjerg, beskæftigelsesordfører (K): Vores seniorer er vigtige for den danske arbejdsstyrke
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF): Værdig tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv
Marlene Harpsøe, ældreordfører (DD): Regeringen stikker ældre og pårørende blår i øjnene
Pernille Vermund, ældreordfører (LA): Danskerne fortjener en ældrepleje i verdensklasse
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Finanssektoren diskriminerer seniorerne
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): Tryghed og muligheder i seniorlivet
Pia Kjærsgaard, ældreordfører (DF): En holdbar seniorpolitik kræver støtte fra alle
Annette Lind, ældreordfører (S): Seniorer tager stort ansvar i vores velfærd
Kirsten Normann Andersen, sundheds- og ældreordfører (SF): Vi mangler personale – ikke penge
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF): Vi vil have et liv før døden
Marlene Harpsøe, ældreordfører (DD): Seniorvenligt arbejdsmarked handler om frihed for den enkelte
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Seniorerne fortjener det bedre
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): Seniorerne er guld værd
Først publiceret: mandag 6. november 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. december 2023 kl. 11:23