Ordfører-klummen: Styrk pensionen – tid og overskud til et godt seniorliv
Seniortilværelsen skal ikke være en ydmygelse, hvor man må stå med hatten i hånden for at få enderne til at mødes, skriver beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez. Enhedslisten.
Senest opdateret: mandag 2. september 2024
Retten til et godt og trygt seniorliv bør gælde alle – ikke kun dem med flest penge på kontoen. Det er en del af vores samfundskontrakt. Lidt poppet sagt hedder det, at når man har ydet, så må man nyde. Men der er desværre opbrud på vores fælles kontrakt.
Alt for mange, der har haft hårde jobs og er startet tidligt på arbejdsmarkedet, er mærket af det, før de når pensionsalderen. Den del af livet, der skulle være dedikeret til at nyde tilværelsen efter så mange års arbejde, bliver desværre overskygget af smerter og udbrændthed.
Ordfører-klummen
Faglige Seniorer mener, at der er brug for langt mere politisk fokus på seniorerne i Danmark.
Det kan være emner som seniorers muligheder på arbejdsmarkedet, seniorers sundhed, seniorboliger, ældrepleje og meget, meget mere.
Derfor har vi inviteret udvalgte ældre- og beskæftigelsesordførere fra Folketingets partier til på skift at skrive indlæg til “ordfører-klummen” i Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Det var ikke meningen. Seniortilværelsen skal ikke være en ydmygelse, hvor man må stå med hatten i hånden for at få enderne til at mødes, og hvor man knap nok har kræfterne til at løfte sit barnebarn eller være socialt aktiv.
Ulighed i alderdommen
Samtidigt ser vi en anden tendens, hvor dem der har råd til at trække sig tilbage, når de vil, går tidligere på pension. Det kalder på vigtigheden af, at vi styrker de fælles løsninger til et værdigt, trygt og godt seniorliv.
Der er noget grundlæggende urimeligt ved, at dem, der er startet senere på arbejdsmarkedet og har længere uddannelse, typisk trækker sig af lyst – mens dem med kortere uddannelser, som er kommet tidligere på arbejdsmarkedet, trækker sig af nød. Fordi kroppen ikke længere kan følge med.
Det er ikke, fordi denne gruppe har bidraget mindre – måske tværtimod. Derfor var tanken med retten til tidlig pension – den såkaldte Arne-pension – at Folketinget skal kompensere for den ulighed, der lægger i Velfærdsforliget fra 2006 og den stigende pensionsalder sideløbende med udhulingen af efterlønnen.
Højere ydelser på tidlig pension
Men som navnefaderen til tidlig pension – Arne Juhl – selv udtalte i sidste uge om Arne-pensionen, så kan den med fordel forbedres: ”Ja, den kan godt komme op og følge seniorpensionen, så der ikke er uligheder”
Og det har vi råd til. I dag ved vi, at der er færre, der bruger ordningen, end ellers anslået. Det er rigtigt godt for dem, der gerne vil blive ved med at arbejde. Men de penge, som vi sparer der, bør vi afsætte til at forbedre tidlig pension med højere ydelser og lettere adgang for dem, der ønsker at trække sig tilbage. Fordi alle bør have ret til en værdig og meningsfuld pensionisttilværelse.
Stop den stigende pensionsalder
Èn ting er ydelsens størrelse, noget andet er adgangen til den. Tidlig pension er knyttet til pensionsalderen, som bliver ved med at stige. Og man bliver ikke mindre nedslidt af, at pensionsalderen stiger. Den stigende pensionsalder kommer derfor til at betyde, at de som har brug for ordningen, først får adgang til den senere og senere.
Vi bør derfor bruge pengene på at forbedre og fastholde alderen for, hvornår du har ret til tidlig pension. Det skal være en ret, at man kan trække sig før, at kroppen sig fra. Og man skal ikke blive decideret fattig af at gå på pension.
Mening, fællesskab og værdighed
Vores ældre medborgere er dybt uvurderlige for vores samfund. Mens mange har for travlt til at få tingene til at hænge sammen, så er de vores alles skjulte helte, der henter børnene i vuggestuen, bidrager i frivillige foreninger, politisk arbejde, kolonihavehuset eller til familiens årlige påskefrokost.
Det burde ikke være nødvendigt at sige, men som menneske har man mere værdi for samfundet, end det der kan måles på en bundlinje. Det er så vigtigt, at vi som mennesker også har mulighed for at have en tilværelse, hvor formålet ikke længere er økonomisk betinget.
Vi skal have ret til bare at være mennesker. Og vi skal ikke arbejde, til vi segner.
Hvad mener du?
Hvad er din kommentar til Victoria Velasquez ordfører-klumme? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Læs tidligere ordfører-klummer
Her kan du læse tidligere indlæg om seniorer og seniorpolitik fra partiernes ordførere:
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Fastfrys pensionsalderen – for en retfærdig fremtid
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): S kræver mere retfærdig pension
Maria Duurhuus, ældreordfører (S): Tilliden tilbage til ældre og medarbejdere
Kirsten Normann Andersen, ældreordfører (SF): Et godt liv – også for ældre
Dina Raabjerg, beskæftigelsesordfører (K): Vores seniorer er vigtige for den danske arbejdsstyrke
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF): Værdig tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv
Marlene Harpsøe, ældreordfører (DD): Regeringen stikker ældre og pårørende blår i øjnene
Pernille Vermund, ældreordfører (LA): Danskerne fortjener en ældrepleje i verdensklasse
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Finanssektoren diskriminerer seniorerne
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): Tryghed og muligheder i seniorlivet
Pia Kjærsgaard, ældreordfører (DF): En holdbar seniorpolitik kræver støtte fra alle
Annette Lind, ældreordfører (S): Seniorer tager stort ansvar i vores velfærd
Kirsten Normann Andersen, sundheds- og ældreordfører (SF): Vi mangler personale – ikke penge
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF): Vi vil have et liv før døden
Marlene Harpsøe, ældreordfører (DD): Seniorvenligt arbejdsmarked handler om frihed for den enkelte
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Seniorerne fortjener det bedre
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): Seniorerne er guld værd
Først publiceret: tirsdag 21. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. september 2024 kl. 10:19