Ordfører-klummen: Vi vil have et liv før døden
Mennesker kommer i klemme på vej ud af døren fra et langt liv på jobbet, og får en uværdig afsked. Det er på tide med tryghed og retfærdighed gennem hele arbejdslivet og med mulighed for værdig tilbagetrækning, skriver Karsten Hønge, beskæftigelsordfører i SF.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Fingre, der med tiden er stivnet og blevet krogede. Rygge, der er krumme og ømme. Knæ, der knirker og knager. Hoveder som konstant har været på overarbejde i et stresset arbejdsmiljø. Ja, et langt arbejdsliv sætter sine spor på både krop og sjæl.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Når kroppen siger stop, skal vi kunne sige farvel til arbejdslivet på en værdig og retfærdig måde.
Det skal være muligt, inden ryggen ikke længere holder til at løfte barnebarnet op, eller knæene er så ødelagte, at det ikke længere er en nydelse at tage ud og gå i naturen.
Og vi skal kunne tjekke ud fra arbejdspladsen inden stressen har forkrøblet den mentale tilstand. Inden den smertestillende medicin bliver en permanent følgesvend, og inden det mentale overskud er forduftet.
Mine forslag til seniorpolitik
Mange mennesker kommer i klemme på vej ud af døren fra et langt liv på jobbet, og får en uværdig afsked. Det er på tide med tryghed og retfærdighed gennem hele arbejdslivet og med mulighed for værdig tilbagetrækning.
Jeg foreslår derfor:
- Bevar og udvid seniorpensionen
- Flere skal omfattes af “Tidlig pension”/”Arne-pension”
- Bevar retten til seniorjob
- Ret til førtidspension for alle med en arbejdsevne under 7,5 time om ugen
- Ret til nedsat tid når man er fyldt 60 år
- Alle offentlige arbejdspladser skal have en seniorpolitik
- Sociale klausuler for private virksomheder, der leverer ydelser til staten, skal omfatte krav om seniorpolitik. Opfordring til kommuner, regioner og selvejende institutioner om at gøre det samme
- Tilbud om sporskifte skal udbygges til at omfatte flere og med længere uddannelsesforløb
- Alle offentlige arbejdspladser skal have planer for voksen- efter og videreuddannelse
- Sociale klausuler for private virksomheder, der leverer ydelser til staten, skal omfatte bestemmelser om planer for efteruddannelse af de ansatte. Opfordring til kommuner, regioner og selvejende institutioner om at gøre det samme
- Der skal udarbejdes en handleplan mod alderdiskrimination
- De nuværende muligheder for fastholdelsesfleksjob for seniorer skal også tilbydes yngre årgange
- Et sundt og sikkert arbejdsmiljø skal give alle mulighed for at kunne holde til at arbejde
Fair “vekselkurs”
”Hvad er vekselkursen”, har jeg flere gange spurgt beskæftigelsesministeren. Spørgsmålet referer til den såkaldte ”nye valuta” på Christiansborg, nemlig ”arbejdsudbud”. Altså hvor mange ekstra personer på arbejdsmarkedet vil et forslag kunne give.
Regeringens planer om at forringe seniorpensionen ved at skære tre år af den periode som man i dag kan modtage pensionen vil her og nu ramme 10.000 mennesker. Beregninger viser, at det vil få 1,250 personer ind på arbejdsmarkedet, og det er med betydelig usikkerhed. Er det er en fair ”vekselkurs”?
Altså, er det rimeligt at ramme 10.000 og måske få godt tusind i arbejde?
Det synes jeg ikke!
Andre løsninger står i skyggen
Tunnelsyn er en grim, men desværre temmelig udbredt lidelse, som har ramt mange på Christiansborg, i ministerier og blandt arbejdsgiverne. Pensionsalderen skal bare op, op og endnu højere op.
Det er svaret på alverdens udfordringer, men gør at andre løsninger ligger skyggen. Som tømreren, der med en hammer i hånden, kun leder efter søm.
Trygfonden dokumenterer at 44 procent af faglærte og ufaglærte er bekymrede for, om de kan blive på arbejdsmarkedet til pensionsalderen. En undersøgelse fra AE Rådet viser at hver anden ledig over 50 år oplever at blive valgt fra, alene på grund af alder.
Målstregen flyttes hele tiden
Danmark har Europas højeste pensionsalder, og ifølge planerne skal arbejdslivet forlænges endnu mere. De 17-årige, som for eksempel starter i tømrerlære i dag, skal efter planerne arbejde til de er 75 år.
Det er jo helt bimmelim. Mennesker kan ikke bare blive ved med at løbe efter en målstreg, som bare hele tiden flyttes længere og længere væk.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Skal pensionsalderen overhovedet stige må det ske på baggrund af massive investeringer i et sikkert og sundt arbejdsmiljø, og tilbud til alle om langt bedre muligheder for voksen- efter- og videreuddannelse. Sunde og sikre arbejdspladser og flere job- og brancheskift gennem arbejdslivet som begrænser nedslidningen.
Flere gode senior-år
Elevatoren mod pension skal stoppe på flere etager, afhængig af vores arbejdsliv. Starter du tidligt, kan du tjekke ud tidligere, og er du slidt ned, skal samfundet række en hjælpende hånd. Det er velfærd for almindelige lønarbejdere. I dag forstærker seniorårene den ulighed, som allerede findes i arbejdslivet.
Det er på tide, at hårdtarbejdende mennesker får adgang til flere gode år som seniorer.
Hvad mener du?
Hvad er din kommentar til Karsten Hønges ordfører-klumme? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Læs tidligere ordfører-klummer
Her kan du læse tidligere indlæg om seniorer og seniorpolitik fra partiernes ordførere:
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Fastfrys pensionsalderen - for en retfærdig fremtid
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): S kræver mere retfærdig pension
Maria Duurhuus, ældreordfører (S): Tilliden tilbage til ældre og medarbejdere
Kirsten Normann Andersen, ældreordfører (SF): Et godt liv - også for ældre
Dina Raabjerg, beskæftigelsesordfører (K): Vores seniorer er vigtige for den danske arbejdsstyrke
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF): Værdig tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv
Marlene Harpsøe, ældreordfører (DD): Regeringen stikker ældre og pårørende blår i øjnene
Pernille Vermund, ældreordfører (LA): Danskerne fortjener en ældrepleje i verdensklasse
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Finanssektoren diskriminerer seniorerne
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): Tryghed og muligheder i seniorlivet
Pia Kjærsgaard, ældreordfører (DF): En holdbar seniorpolitik kræver støtte fra alle
Annette Lind, ældreordfører (S): Seniorer tager stort ansvar i vores velfærd
Kirsten Normann Andersen, sundheds- og ældreordfører (SF): Vi mangler personale - ikke penge
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører (SF): Vi vil have et liv før døden
Marlene Harpsøe, ældreordfører (DD): Seniorvenligt arbejdsmarked handler om frihed for den enkelte
Nick Zimmermann, beskæftigelsesordfører (DF): Seniorerne fortjener det bedre
Jens Joel, beskæftigelsesordfører (S): Seniorerne er guld værd
Først publiceret: mandag 25. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:39