Carsten Bo skriver: Gør grimme tider grønne

Klimaløftet kan – som det ene af to altoverskyggende emner – blive sprængfarligt for S-regeringen, når den nye hverdag i dansk politik indfinder sig efter corona-chokket.

Tag endelig ikke fejl. Socialdemokratiske medlemmer og vælgere vedgår så afgjort klimaudfordringens omfang, men de økonomiske omkostninger, der er forbundet med indsatsen, risikerer at blive størst for netop de grupper, som Socialdemokratiet repræsenterer.

Det er naturligvis et problem, og allerede før folketingsvalget sidste år efterlyste mange i det politiske bagland og fagbevægelsens top en løsning, så klimaproblematikken ikke ender i økonomisk skævvridning og social ubalance.

Dét man frygter i arbejderbevægelsen er “en Radikal økonomisk løsning” på klimaspørgsmålet.

Ingen kan som det lille lilla parti opfinde snuptagsløsninger på selv de største problemer, og Radikale forslag til fordelingspolitik består ofte af indfald, der lyder for gode til at være sande – og ikke ER sande.

Alle husker den Radikale exit i dagpenge-skandalen, der i sidste ende blev et arrogant ”Sådan er det jo”.

Besnærende – men er det ikke

Til finansiering af de kommende klimatiltag kan man udmærket forstille sig, at De Radikale vil foreslå en model, hvor alle betaler det samme. Det lyder måske umiddelbart fair og besnærende – men er det bestemt ikke.

For hvis alle skal betale lige meget – uden at tjene lige meget – vil det økonomiske bidrag til klimaindsatsen blive skævt fordelt mellem høj- og lavindkomstgrupperne.  Dem, der har mest, ville forholdsmæssigt skulle betale mindst. Og dem der har mindst, ville forholdsmæssigt skulle betale mest.

Dén går naturligvis slet ikke.

Det mest reelle ville derfor være, at betale til fremtidens klimaforbedringer på samme måde, som vi i dag betaler til skatten. Altså via en solidarisk model, hvor de der tjener mest, betaler mest og omvendt.

En slags progressiv klimaskat.

S mangler støtten fra kulturlivet

Omkring hver tredje dansker ville i følge målingerne stemme socialdemokratisk, hvis der var valg i morgen. Det er et imponerende ryk på 8-10 procent på få måneder og skyldes primært Mette Frederiksens solide lederskab under corona-krisen.

Når der alligevel ikke er tale om 1960-er tal på 40 procent eller mere, skyldes det, at socialdemokratiets vælgerklientel har ændret sig betydeligt, siden partiet kunne gå til valg under paroler som for eksempel ”Gør gode tider bedre” (1960). Det skyldes også, at Socialdemokratiet selv har ændret profil over tid.

Stærkt karikeret, skulle Socialdemokratiet aktuelt – efter COVID-19 og den grimme økonomiske krise, der med sikkerhed skal tackles i sygdommens kølvand – gå til valg under sloganet “Gør grimme tider grønne”.

Men Socialdemokratiet mangler tidligere tiders support fra kulturlivet.

Ganske vist er det lykkedes det gamle arbejderparti, at generobre en betragtelig del af de vælgere man havde tabt til Dansk Folkeparti.

Men alt kommer med en pris, og konsekvensen af det socialdemokratiske skifte i flygtninge- indvandrerpolitikken har været, at den historiske alliance med det intellektuelle og kulturelle Danmark – der overvejende blev skabt og gjort til en enorm succes af politikergenerationen Kampmann og Krag – er blevet brudt.

Senest illustreret via formuleringen ”forfattertosse”, som en S-ordfører brugte om en prisvindende kritisk digter, der benyttede sin takketale i Nordisk Råd sidste år til at anklage regeringen for ”statsracisme”.

Churchill og Chaplin gjorde det også

Jeg bryder mig egentlig ikke om, når prismodtagere bruger deres takketaler som platform for ekstern kritik, men anderkender, at det altid har fundet sted. Det er sket talrige gange i historien. Også på højeste niveau.

King, Churchill og Mandela har gjort det.

Marlon Brando har gjort det. Kevin Costner, ja selv den største af alle i “filmbiz”, Charles Chaplin, brugte sin Oscar-platform til at udtrykke kritik og skabe opmærksomhed omkring politisk uretfærdighed og sociale misforhold. Derfor kan jeg ikke blive RIGTIG forarget over dét, der skete i Oslo sidste år i november.

Og uanset hvordan man end vender og drejer det, er der vel ikke den store forskel på at råbe “forfattertosse” og “klimatosse”. Ingen af skældsordene er nødvendige for den, der har overskud.

I øvrigt er det helt nye toner i den socialdemokratiske bevægelse, hvor man traditionelt har yndet at se sig selv som værende både en økonomisk, social OG kulturel rørelse.

Ove Sprogøe vender ikke tilbage

For ikke SÅ mange år siden, omfavnede kunsten og Socialdemokratiet hinanden i ligestillet kritisk respekt.

Dén overenskomst havde begge parter stor glæde af – og dén fælles forståelse kunne socialdemokratiet godt bruge nu, i en post corona-tid, der vil byde på økonomisk smalhals, parret med krav om en dyr pensionsindsats og en endnu dyrere klimaindsats. Det er vigtigt med kulturpolitiske ambassadører.

De tider er forbi, hvor Ove Sprogøe, alias Egon Olsen, alias Christianshavner Larsen, alias Doktor Hansen, sidder på en havnemole og fortæller danskerne om ØD og den socialdemokratiske velfærdsstats lyksaligheder. Derfor, tror jeg, står den på 33 og ikke 43 procent af vælgerne i meningsmålingerne.

Socialdemokratiet er blevet et mere almindeligt parti og tidens “Sprogøe & friends” sælger ikke nødvendigvis socialdemokratiske pensions- og klimaprojekter.

Svingvælgeren vil have hård valuta

Og således returnerer jeg til den moderne, ikke-ideologiske, svingvælger.

Den typiske S- vælger anno 2020 stemmer altovervejende socialdemokratisk på grund af fordelingsmæssige, økonomiske og socialpolitiske spørgsmål. Altså det, vi i daglige tale kalder for velfærd.

Krydsets placering handler i høj grad om velstand som et MIDDEL til velfærd. De smukke akademiske formuleringer om ”velstand uden velfærd” og højtravende åndelige idealer, synes primært forbeholdt politiske romantikere.

Svingvælgeren vil have hård valuta for krydset, og den kontante afregning betyder mere, end HVOR krydset bliver sat. Vælgerne er blevet mere pragmatiske og mindre idealistiske. Måske også lidt mere overfladiske.

Klima-sejren fejret med flyferie

Lad mig give et konkret eksempel:

Kun et par uger efter, at nationen havde stemt sig til en ny og velsmurt S-regering ved historiens første klimavalg sidste år, begyndte sommerferien.

Danskerne fejrede klima-sejren med, at sætte ny rekord i udrejser fra Kastrup og Billund Lufthavne.

Det var blot en notits på tekst tv og en bemærkning under Indland i Nyhederne, men djævlen ligger som bekendt i detaljen. Ingen foretog tilsyneladende den klimapolitiske kobling.

Knap en måned forinden, havde en repræsentativ andel af dem, der osende fløj ud af landet 28. og 29. juni stået på Slotspladsen, medbringende papskilte med ordlyden “Frels planeten” og “Vi har kun en jord”.  Næsten alle rød bloks sympatisører udskiftede deres navn på Facebook med modeordet “Klimatosse”.

Thunberg var helten. Kjærsgaard var til grin – og tiden var inde til det store slag for klode og klima.

EFTER at nationen var landet fra sin velfortjente CO2 udledende flyferie, må man så altså forstå…

Og pladask, midt i dette forunderlige mix af sorgløs dansk socialdemokratisme, politisk korrekthed, ufrivillig komik og rå økonomisk og klimatisk realisme, ligger den eneste risiko for den socialdemokratiske mindretalsregering.

Sammen med pensionsspørgsmålet, det eneste virkelige bæst, der SKAL håndteres efter COVID-19 for det succesombruste regeringsparti og den succesombruste statsminister.

Kæmpe udfordringer, der ikke bliver borte med blæsten, og hvor særligt klimadelen vil blive straffet stenhårdt af vælgerne ved kasse 1, skulle Mette og co. ikke rammer bolden rent – eller blot blive BESKYLDT for ikke at sigte.

Alene ordet ’løftebrud’ kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver organiseret socialdemokrat.

Bjarne har ikke råd til klimaet

Én af mine barndomsbekendte er ufaglært lagerarbejder. Bjarne (lad os kalde ham Bjarne) er 57 år, og ved at være fysisk slidt. Han stemte socialdemokratisk for første gang i årevis ved valget sidste sommer. Og han gjorde det ud fra den logik, at det snart må være Bjarnes tur, nu, hvor det er blevet Arnes tur.

Sidste år i juli, fløj han og familien til Spanien på 14 dages ferie. De havde fundet nogle billige billetter til Malaga på nettet.

Bjarne er den lykkelige ejer af en fornuftig Ford Focus, der kører på diesel og er fra 2014.

Og så var det, at han ved årsskiftet – lang tid før corona og krise – spurgte henkastet og med dyster mine:

“Hvad er det dér med, at jeg skal udskifte min vogn i 2022? Det har vi sgu ikke råd til, Carsten Bo”. “Næ”, mumlede jeg “men det er jo klimaet, du ved”.

“Og at det også trækker ud med den dér tidlige pension til os nedslidte,” forsatte Bjarne uanfægtet og ildevarslende.

Jeg nåede ikke at svare, inden jeg blev tildelt det ultimative Lemmy hug:

”Og ved du, hvor meget I egentlig har tænkt Jer, at jeg skal betale ekstra for en fucking flyvebillet til Malaga i fremtiden?”

Det ved jeg ikke.

Bliver det skævt, rammer det hårdt

Men jeg ved, at det får politiske konsekvenser for moder socialdemokrati, hvis klimaregningen bonner skævt ud i forhold til Bjarne.

For det er muligt at Mette har styr på Arne – men jeg er oprigtigt talt i tvivl om, hvorvidt jeg har styr på Bjarne!

Historien er rigtig. Den bør respekteres til skræk og advarsel. Den gør det indlysende for mig, at det ENESTE politisk forståelige system er, at opkræve fremtidens klimaafgifter over skatten, og at det er frygtelig vigtigt, at Socialdemokratiet får gennemført den tidlige pension for nedslidte i denne valgperiode.

Ellers stemmer Bjarne aldrig på Socialdemokratiet mere.

Knap så indlysende er det, om det så rent faktisk også kommer til at ske på den måde.

Og vel stort set umuligt at tro, at en sådan fornuftig pensionsordning og solidarisk klimabeskatning, hvor de bedst stillede betaler mest og de ringere stillede betaler mindre, kan gennemføres i blot nogenlunde fred og fordragelighed og under tilnærmelsesvis konsensus.

Nødvendigt – men det kommer til at koste

Da jeg for kort tid siden foreslog en solidarisk klimabeskatning efter god velfærdsdansk tradition på Facebook, var reaktionerne meget direkte…

Jeg modtog to (2) likes for mit forslag. Til gengæld VÆLTEDE det ind med vrede kommentarer om, at “vi fandeme betaler rigeligt i skat” fra (efter hvad jeg kunne skønne) mennesker af stort set alle politiske observanser, repræsenterende stort set alle partier, indkomstgrupper, køn, alder, med videre.

Så meget altså, for at BETALE for tidlig pension og BETALE for klimaindsatsen.

Ikke desto mindre bliver det nødvendigt. Jeg vil endda vove pelsen og sige det højt:

’”Både pension og klima kommer til at koste kassen. Det bliver hundedyrt. Det gør det altså!”

Den socialdemokratiske regering er en succes. Den gør det godt, og dens politiske projekter er overskuelige. Til gengæld er de store og svære at få igennem.

Mette kan blive siddende som fuldmægtig

Statsministeren har gjort en historisk fornem indsats under corona-krisen. Den vil aldrig blive glemt.

Bliver spørgsmålene om klima og tidlig pension til de nedslidte løst på en retfærdig og socialt afbalanceret måde, har Mette Frederiksen udsigt til at blive siddende som Fuldmægtig Frue og Husbond i Prins Jørgens Gård, til hun ikke orker mere.

Går projekterne derimod i spin og falder til jorden, ved vi af erfaring, at vælgerne er troløse.  Særligt i de første år efter COVID-19, hvor Danmark og verden samtidigt står overfor en kolossal økonomisk og beskæftigelsesmæssig krise.

Regeringen og statsministeren vil blive bedømt på, om man formår at tackle krisen – få sin pensionsreform i hus og gøre grimme tider grønne.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Hvad mener du om Carsten Bo’s klumme? Er du enig, at de vigtigste spørgsmål for regeringen efter corona-krisen er klima-indsatsen og en tidlig pension for nedslidte? Eller er det helt andre emner, du vil prioritere?

Din mening er velkommen. Skriv på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/2927158887332370?__xts__[0]=68.ARASw-OXffRr3GxN7jnr6iFk9sGN1ZlXhBD2tL2qa3I3rU229jfWl2Qf8RFpwtrxHBH3Wu5S3Xq1iMTRPL8ATBcM3euLOciB_x-Dwik5av6C4xE36U3WomKJ5WRSQjv2fbKpf0pu5WS93eG3OXaI4dRRYn8qK1GeFBdNpuBUPC8XBKbSaK41I3yFVwCorxxrQpZpCtJkOlxkHAaDA61RD8A6fE6FOgr5YiEg9xVTjcw59yU6-pj231mIq8O5uJw1z6oNa10kVyQo-ktfIssD_wPOpru2gJcGatuZX2YsYkl3T6EiLbAFuF2V6149__50AcCBwvk39Z4hLcc1yYcwOUZjUg&__tn__=-R

Først publiceret: tirsdag 12. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret mandag 24. august 2020 kl. 15:51