Carsten Bo skriver: Regeringen og det radikale problem

Corona-krisen har udstillet, hvor store holdningsforskelle der er mellem regeringen og De Radikale. Der er ikke tale om nuancer. På afgørende stræk er der afgrundsdyb distance. Mette Frederiksens mest besværlige dansepartner er det lille midterparti.

Og i netop disse dage brillerer De Radikale oveni ved, at beskylde statsministeren for manipulation og magtfuldkommenhed i sin håndtering af COVID-19.

Intet tyder på at der er hold i anklagerne, men alene dét at de bliver fremsat, skæmmer samarbejdet.

Mange spørger formentlig sig selv, hvorfor De Radikale egentlig støtter S-regeringen, når partiet i det alt væsentlige synes at være mere enigt med Venstre og Konservative?

Svaret er politisk nødvendighed, såret forfængelighed og vælgerfrygt.

For Socialdemokratiet er samarbejdet med De Radikale nødvendigt på grund af folketingets sammensætning. Historisk har det store arbejderparti næsten altid været i alliance med De Radikale i et kærlighedsløst fornuftsægteskab, mere båret af nød end af lyst.

De Radikale er irriterende, men svære at komme udenom når der skal tælles til 90. Så enkelt er det socialdemokratiske ræsonnement i generalisering.

Mere borgerlig end deres vælgere

For De Radikale er det straks mere komplekst.

Partiets vælgere bryder sig ikke synderligt om V og K og afskyr decideret Dansk Folkeparti. Og det radikale fodfolk er ret ligeglade med, om Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen, Martin Lidegaard og Zenia Stampe bliver såret på deres personlige forfængelighed over ikke at få tildelt en ministerbil.

 

Drejer De Radikale for meget til højre, bliver partiet øjeblikkeligt straffet af sine vælgere.

Dette gør det i øvrigt dobbelt underholdende, når Morten Østergaard kravler op i træets grønne top, blot for at kravle ned igen – tyst som en begravelse i stilhed.

Den radikale elite – folketingsgruppen og partiets daglige ledelse – er ikke i tilnærmelsesvis samme overensstemmelse med sine vælgere som de større partier, Venstre og Socialdemokratiet er det.

De valgte Radikale er mere borgerlige end de Radikale vælgere.

Hvor Morten Østergaard formentlig udmærket kunne se sig selv i en regerings-alliance med V og K, ville signalet om noget sådant forud for et valg smadre hans vælgerbase på et splitsekund. Et klart flertal af radikale måske-vælgere foretrækker, at partiet forbliver i rød blok. Og derfor støtter Østergaard op bag S-regeringen, selvom han i bund og grund ikke er begejstret for den.

Med tilnærmelsesvis konsensus omkring store dele af udlændingepolitikken, har De Radikale intet valg og ingen andre steder at gå hen. Østergaards eneste alternativ ville være et direkte eller indirekte samarbejde med hovedfjenderne i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Det ville betyde hans øjeblikkelige politiske exit.

Fællesskab af politiske individualister

For hvor radikale vælgere i stort tal oplever sig selv som progressive og ligefrem “ikke-socialistisk venstreorienterede” opfatter den radikale top på Christiansborg i høj grad sig selv som moderne borgerlige med et socialt- og kulturliberalt tvist.

Et værdibaseret parti på midten. Uanset i øvrigt, hvor midten er. Ikke så meget til bønder som bondepartiet. Ikke så meget til Gud, konge og fædreland som De Konservative i det gamle højre.

I mangel på tidligere tiders Radikale husmænd, henvender det moderne De Radikale sig til et mix af studerende, akademikere, og ”pæne folk” med høje indkomster og dyre adresser.

Det er ikke bare et postulat. Udsagnet har rod i interne målinger. Det Radikale vælgerkorps er gennemsnitligt det mest økonomisk velaflagte i befolkningen. Og der findes faktisk en del mennesker, som overvejende stemmer radikalt fordi de har overskud – økonomisk og mentalt – til at gøre det. Som en protest mod det yderste politiske højre. Først og fremmest samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Som sådan udgør De Radikale ikke et traditionelt holdningsfællesskab – udspringende af noget fælles, henimod noget fælles. Partiet er snarere en løst organiseret forsamling af politiske individualister. Lidt til højre, lidt til venstre og noget midt i mellem.

Til Radikale årsmøder bliver der ikke sunget ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og næppe ”I Danmark er jeg født”. Åbningssangen er snarere ”Jeg elsker de grønne lunde”. Den tekst er så poleret, ufarlig og intetsigende, at ingen kan slå sig på den…

Stritter i alle retninger

Det er ingen tilfældighed, at skiftende Radikale folketingsgrupper i de sidste 15 år har været stordonorer af partistiftere. Khader, Ammitzbøll, Elbæk og Samuelsen.

Partiets folketingsmedlemmer stritter i alle retninger, men ender oftest højre om i specielt den økonomiske politik og på arbejdsmarkedsområdet.

Dén relative disciplin, som man kender fra de to store gamle partier, Venstre og Socialdemokratiet, eksisterer ikke hos de magenta farvede. De Radikale udskifter i høj grad sit publikum fra valg til valg og den Radikale kultur er ikke baseret på et nært forhold mellem daglig politisk ledelse, organisation og vælgerskare.

Dette er yderligere anskueliggjort ved, at partiets bagland reelt ikke har noget at skulle have sagt overhovedet. Det er folketinggruppen alene, der suverænt fastlægger den politiske linje.

De Radikale arbejder fra sag til sag og fra valg til valg. Hverken Helveg, Jelved, Vestager eller Østergaard har for alvor forsøgt at gøre partiet stort, endsige til en folkebevægelse. Da Helveg og Jelved halvhjertet forsøgte sig i 80-erne og 90-erne, faldt projekterne til jorden med et brag. Vælgerne var hverken til ”Forår med Niels Helveg” eller Mariannes håndtaske.

Resultatet er, at partiet aktuelt møder vælgerne med ganske få overskrifter, som for eksempel flygtninge og klima – og at De Radikale anno 2020 er blevet som det gamle blad, Populær Mekanik. Antallet af abonnenter er til at overse. Publikum er lettere nørdede og underholdningen er forbeholdt en sluttet kreds.

Til gengæld bydes der på en yderst selvbevidst og politisk moderigtig sekt. De Radikale varer er i smukt, minimalistisk design. Budskabet er enkelt og let – og sælges som dansk politiks svar på B&O.

Hvorfor byder det De radikale så meget imod

Overfor dette letvægts produkt, står den socialdemokratiske bevægelse. Tung på historie. Tung på ansvar og resultater. Velfærdsstatens eksplosionsmotor og lokomotiv.

Som så meget andet, var det Socialdemokraterne der opfandt Dagpengesystemet. Derfor forstår socialdemokrater naturligvis ikke, at De Radikale har gjort deres yderste for at afmontere det. Vestagers arrogante bemærkning ”sådan er det jo” vil aldrig blive glemt.

På samme måde var det Socialdemokraterne, der opfandt Efterlønnen, som en værdig tilbagetrækningsordning for ældre medarbejdere, der nærmede sig pensionsalderen. Den gyldne sidegevinst var, at Efterlønnen mindskede den hæslige ungdomsarbejdsløshed i 70-erne og 80-erne.

Hvorfor NETOP De Radikale med djævlens vold og magt og over flere omgange, skulle lægge dybblå agitation og stemmer til Efterlønnens afskaffelse, har altid fremstået forrykt i Socialdemokratiet.

Og hvorfor byder det egentlig De Radikale SÅ meget imod, at lave en fornuftig og anstændig tilbagetrækningsreform for nedslidte i dagens Danmark? Hvorfor egentlig?

Endelig: Socialdemokratiet har altid haft en nær tilknytning til fagbevægelsen. Forbindelsen er velkendt og i høj grad historisk betinget. Samarbejdet har igen og igen vist sig nyttig for landet. At Venstre og Konservative hader det af et rent ideologisk hjerte er kun forventeligt, men hvorfor De Radikale har et så besværet forhold til LO/FH og de enkelte fagforbund som tilfældet er, undrer forsat i det store arbejderparti.

Det virker usagligt og – for nu at sige det ligeud – som om De Radikale aldrig har forstået, hvor vigtig fagbevægelsens rolle i Danmark er. At ordnede arbejdsmarkedsforhold og spilleregler til gavn for alle – både lønmodtagere og arbejdsgivere – ville være umulige at håndhæve uden en velorganiseret fagbevægelse. Arbejdsgiverforeningen er ikke modstander af en stærk fagbevægelse. Men det må man forstå at De Radikale er. Det giver ikke mening.

Man ved aldrig hvornår de smutter

De Radikale vil gerne fremstå som et klogt parti. Må jeg foreslå, at Østergaard og co. begynder hér?

Socialdemokrater er generelt trætte af, at det stort set er umuligt at sige “velfærd” før De Radikale råber “skattelettelser”. Og socialdemokrater er utrygge ved, at De Radikale tilsyneladende ikke regner tekniske og praktiske uddannelser for noget, men åbenlyst lefler ensidigt for den akademiske verden.

Hvornår har man sidst hørt en radikal politiker tale om manglen på praktikpladser?

Sådan kunne jeg blive ved, så det vil jeg lade være med.

Den stilfærdige Anker Jørgensen var kun ophavsmand til ganske få one-liners. Men det er næppe tilfældigt, at den mest kendte adresserer netop det kaffeslubrende husmandsparti. Anker udbrød således:  “Jeg har det med De Radikale, som med et stykke vådt håndsæbe. Man ved aldrig, hvornår de smutter”.

Citatet rammer ganske præcist ned i den almene socialdemokratiske frustration over, at det lille borgerlige midterparti vedvarende synes at forsøge, at gøre gode tider mindre gode end de kunne være – og i et vist omfang besværliggøre videreudviklingen af det fællesskabte velfærdssamfund.

Vi kan ikke regere uden jer

Ja, selv den aktuelle corona-krisestyrring er under daglig beskydning fra særligt De Radikale. Det er overflødigt og unødvendigt. Og det synes, med al respekt, både selvsmagende og hyklerisk.

Som da Morten Østergaard erklærede sig som modstander af symbolpolitik, for dernæst at svømme tur/retur Lindholm i våddragt…

Der er INGEN årsag til den kroniske radikale vrede over S-regeringen og dens politik. Der findes et fælles forståelsespapir, som både Socialdemokratiet og De Radikale er underskrivere på. De aftaler og hensigter som er formuleret dér, vil naturligvis blive søgt efterlevet af regeringspartiet, som af alle andre aftalepartnere.

Og der er INGEN saglige årsag til, at udtrykke uafbrudt mistillid til statsministerens og regeringens hensigter og indsats under den aktuelle pandemi. Tværtimod! De Radikale har al mulig grund til at tro på, at Mette Frederiksen agerer efter bedste evne, og både ønsker et tæt samarbejde og en tilsvarende rimelig fordeling af ansvaret, under den igangværende vanskelige genåbning af landet.

Hvis den systematiske mistænkeliggørelse kun er et spørgsmål om, at Morten Østergaard føler sig overskygget af Mette Frederiksen i medier og målinger, er det måske snarere et spørgsmål om, hvorvidt den radikale leder burde stille op til X Factor i stedet for til seriøs politik.

Forfatteren Lola Baidel skrev engang “Jeg kan godt leve uden dig – men jeg vil helst ikke”. Uden at tage nogen ufrivilligt til indtægt, tror jeg, at jeg taler på mange ikke-borgerlige vælgeres vegne, når jeg vender citatet, omformulerer det og siger til De Radikale: “Vi kan ikke regere uden Jer – men vi ville gerne”.

Hvad mener du?

Har De Radikale med deres leder Morten Østergaard i spidsen opført sig illoyal overfor regeringen i forbindelse med corona-krisen. Eller har støttepartiet lov at kritisere Mette Frederiksen for håndteringen af krisen? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER.

Først publiceret: tirsdag 26. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:50