Min demensramte far: Som at passe et barn du ikke kender

At være sammen med min far, som er svært ramt af demens i dag, kan minde om at passe et barn, man ikke kender særlig godt.

Det kunne være udfordrende nok at gøre sine egne børn tilpasse, da de var små. Men man forstod alligevel deres små tegn og signaler, også før de fik talesprog.

Så aflæste man kropssprog, ansigtsmimik eller gråd: Nu er hun sulten, skal skiftes, vil tages op, lege og så videre.

Forstå de små vink

Man lærte at tolke og forstå de små vink, og man var sammen døgnet rundt hver dag.

Det var straks mere udfordrende at passe andres børn. Måske en venindes, en søsters eller en nabos børn, som man ikke kendte nær så indgående.

Var de nu glade? Eller hvorfor var de ikke glade?

Man var næsten over-opmærksom på deres behov. Hvis de ikke var tilfredse, prøvede man forskellige ting af og gjorde næsten krumspring, indtil man fandt frem til det, som kunne lindre og glæde.

Man ville bare gerne gøre det så godt som muligt.

Når de så endelig var hentet af forældrene, kunne man falde helt udmattet sammen i sofaen.

Gætter sig frem

En dag kom jeg til at tænke på, at det kunne minde lidt om at være sammen med min far, som har demens nu i fremskredet grad.

Som pårørende gætter vi os frem. Prøver forskellige ting, forsøger at aflæse reaktioner og humør. Hvad falder i god jord? Er der noget, som kan fange hans interesse? Gøre ham glad? Måske endda lokke et lille hurtigt smil frem?

Måske noget musik! Kan han lide, når vi synger dén sang eller dén sang? Eller er det ikke lige det, han har brug for i dag?

Snakker vi for meget? Har han brug for ro?

Fryser han? Vil han have et tæppe?

Eller skal han op og stå? Strække kroppen?

Masseres lidt på ryggen eller i nakken?

Aflæse,  tolke og fornemme

Samvær og kontakt er svær, når et menneske ikke længere har sprog og samtidig er dement. Ansigtsmimikken er måske mere stivnet, og ofte har vedkommende ikke alene mistet evnen til at tale, men også evnen til at forstå det talte sprog.

Det kan også være, at ”ja” i virkeligheden betyder ”nej” – og omvendt. Derfor skal man aflæse, tolke og fornemme, og alle sanser er på overarbejde.

Måske derfor er jeg nogle gange så træt, når jeg kører hjem. Drænet. Ikke altid ked af det, men bare drænet og udmattet.

Tiden gør ikke noget godt

Mens det blev lettere at passe andres menneskers børn, efterhånden som de blev ældre, og man kunne tale med dem om tingene – ”du skal bare sove én gang, så kommer din mor og henter dig i morgen” – så gør tiden ikke noget godt for min far. Tværtimod.

Han bliver kun dårligere og mere medtaget af sygdommen. Og i hvert fald bliver hans sygdom ikke bedre, uanset om det kommer til at gå hurtigt eller langsomt.

Nogle gange føles det som om, at vi vænner os lidt til det. Sådan er det nu, og det er heller ikke en tragedie. Det er bare livet. Vi kan grine sammen over et sjovt udtryk eller lignende. Og vi fornemmer, at det også smitter af på hans sindsstemning, hvis han kan mærke, at vi er rolige, afslappede og i godt humør.

Min fars gamle sans for humor dukker også stadig frem til overfladen i ny og næ, og det er lige før, at det føles som at vinde i lotto dén dag.

Lenes 4 gode råd

– Når man ikke længere kan tale sammen eller bruge sproget, må man finde ud af noget andet. Måske er det snarere lyden af stemmen, der betyder noget? Så derfor kan irritation/frustration måske smitte.

– Man må prøve sig lidt frem og finde ud af, hvad der virker beroligende og kan gøre personen med demens lidt tilfreds/afslappet. Måske lidt musik? Måske kan man nynne eller synge lidt.

– Vi må ”følge lidt med”. Være opmærksom. Man kan ikke sige – ”det gør vi senere”, det er for abstrakt. Gå lidt rundt, hvis det er det, der er trang til.

– Måske kan man finde på noget sjov? Finde på en simpel leg? Sige en sjov lyd? Kort sagt – prøve at skabe en lidt god stemning, som viser, at hér er okay – vi har det godt.

Først publiceret: fredag 23. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 11. juli 2024 kl. 10:49