Peter Lautrup-Larsen: Aflyst velfærdslov varsler valgkamp

Flere havde Stauning hængende på væggen. Andres forbillede var Jens Otto Krag. De seks socialdemokratiske formænd gennem mine 40 år på Christiansborg havde tydeligt forskellige politiske forbilleder. Ikke mindst statsminister Mette Frederiksen.

Gennem de seneste år har hun flere gange fremhævet Anker Jørgensen som den historiske inspiration. Hendes lovprisning af forgængeren som landets leder for snart 50 år siden i mindetalen ved hans bisættelse i 2016 efterlod ikke tvivl om hendes syn på idolet. Med hendes ord var Anker, ”Danmark, når det er bedst.”

Det var altså ikke kun noget med, at han som hende selv foretrak socialdemokratiske etparti-regeringer. I hvert fald uden de radikale, som Anker sammenlignede med våd håndsæbe: ”Du tror, du har dem og så smutter de alligevel.”

Ankers æra

Men for statsministeren er Anker mere end et navn. Det er et symbol på en politik, der ligger langt fra Helle Thorning-perioden og især daværende finansminister Bjarne Corydon, som nærmest på nordkoreansk vis er skrevet ud af socialdemokratisk partihistorie. I deres tid gik Socialdemokratiet ”reformamok” for at citere den tidligere statsminister.

I Ankers æra indførte regeringen efterlønnen med hans parti som bannerfører. Syv år og ingen modregning.

Det var også dengang, der ikke var nogen dagpengeperiode. Først senere kom syv år, så fire og senest højst to år på den forsikringsordning, som lønmodtagerne ellers selv er med til at betale. Til 90 procent af lønnen, hvor ingen dengang talte om nødvendigheden af at tilkøbe private løngarantier ved ledighed. Arbejdsløse kunne klare sig på dagpenge uden social deroute. Ligesom folkepensionister og andre på overførsel ikke skulle aflevere en del af en forhøjelse til en såkaldt satspulje. Som at fordre hunden med dens egen hale.

Alt det kommer ikke tilbage. Heller ikke med Mette Frederiksen ved roret.

Velfærdslov aflyst

Men bundlinjen er stadig svaret på spørgsmålet om, hvem partiet er til for. En socialdemokratisk statsminister skal med hendes ord ”altid have de sidste med”. Derfor var det en kæmpesejr for Mette Frederiksen, at hendes største valgløfte om Arne-pension til de udkørte på arbejdsmarkedet kom i mål.

Og derfor er det et næsten tilsvarende nederlag, at regeringen nu må opgive et andet valgløfte. Nemlig, som finansminister Nicolai Wammen meddelte i sidste uge, at der ikke er flertal for den velfærdslov, som ellers skulle garantere ældre og børn, at velfærdsudgifterne stiger i samme omfang, som de bliver flere og flere.

Hovedlinjen i en kommende valgkamp ser vi allerede. Intet har ændret sig. Den aflyste velfærdslov varsler en politisk kamp om øget velfærd mod skattelettelser. Som det allerede var inden Anker Jørgensen og har været lige siden.

Den borgerlige opposition har derfor heller ikke noget imod at tale Anker Jørgensen. For dem er han også et symbol. På alt det, der gik galt i dansk økonomi. Dengang gik bunden ud af statskassen og det blev ikke bedre af, at lønmodtagerne havde forsikret sig mod en galopperende inflation med dyrtidsportioner, der som skruen uden ende gav lønstigninger pr. automatik, når priserne steg.

Nordmændene med deres på det tørre med oliemilliarderne talte hånligt om, at Danmark var på vej mod helvede, ”men på 1. klasse”. Statsgælden eksploderede, betalingsbalancen gav tårnhøje renter på den voksende gæld til udlandet og kronen blev devalueret gang på gang. Finansminister Knud Heinesen tog ordet ”afgrund” i sin mund.

Løber ikke

Alt det ved statsministeren selvfølgelig også. I en økonomisk krise bliver hendes ”de sidste” de første ofre. Det bliver ikke Mette Frederiksen, der løber fra de mange ”reformer”, som har genoprettet økonomien. Uanset, de altså har skåret skiver af de rettigheder, lønmodtagerne havde kæmpet sig til i Ankers tid.

Mette Frederiksen står ved reformerne og selv om hun givet i en kommende valgkamp bliver sat under pres af partierne til venstre for sig, er der ikke noget, som tyder på, hun for alvor undsiger aftalen om, at pensionsalderen stiger i takt med, danskerne levere længere. En tid på jorden, der i øvrigt er steget med 7 år siden Anker.

Mangler penge

Statsministerens vanskeligheder illustreres af forhandlingerne med støttepartierne om den såkaldte ydelsesreform, der er aftalt i det fælles regeringsgrundlag. Det er den, som skal finde afløseren for kontanthjælpsloftet, stille krav til især indvandrerkvinder om job eller uddannelse og gerne få flere børn ud af fattigdom.

Selv om forhandlingerne kører, så er et resultat formentlig på vej i mølpose indtil efter næste valg. Venstrefløjens krav om, at ingen må få mindre end i dag, når andre får mere, vil sprøjte ekstra milliarder ind i systemet, men Mette Frederiksen og hendes finansminister mangler pengene.

Putins skændige krig i Ukraine har ikke gjort det lettere. Et nationalt kompromis om 18 milliarder mere til forsvaret i 2033 har lagt beslag på det såkaldte råderum i statskassen. En stigende inflation kommer ligeledes til at koste i tilskud til de laveste indkomster. Så valgløfter om at øge velfærden risikerer at blive opfattet som ønsketænkning.

Som dug for solen

Den borgerlige opposition har det dog ikke nemmere. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen var således den udslagsgivende årsag til, at flertallet bag en velfærdslov fordampede som dug for solen. Venstre-formanden havde ellers mere eller mindre givet tilsagn om at lægge mandater til, men nu må vi forstå, at situationen har ændret sig. På dette, som på så mange andre områder, hvor dansk politik er gået i stå.

For at citere Venstres folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen på Twitter: ”Venstre står ved vores velfærdsløfte. Men det skal kombineres med et skattestop og løfte om reformer, hvis økonomien ikke følger med. Det er regeringen imod. Den vil skattestigninger og reformangst”.

Vi mangler kun datoen for valget

Jo, valgkampen er i gang til det valg, hvor vi kun mangler datoen.

Et valg, hvor vi allerede nu ved, at de radikale vil kræve bredt samarbejde og det spritnye parti, Lars Løkkes Moderaterne, nærmest har det som sit eneste politiske budskab. En sang om samarbejde over midten, Mette Frederiksen sikkert vil synge med på under forudsætning af, at hun stadig skal være forsanger i det nye kor. Men som alligevel ligner mere form end indhold, når øgede velfærdsmilliarder og skattelettelser er hinandens modsætninger.

Som de var i Anker Jørgensens tid. Han måtte leve med en årelang ørkenvandring, hvor et ikke kun bredt, men også stabilt samarbejde glimrede ved sit fravær.

I stedet fik vi folketingsvalg hvert andet år. I 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981. Det er nok ikke lige det, Mette Frederiksen mener med sit, ”Danmark, når det er bedst” om dengang.

Først publiceret: mandag 11. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 11. april 2022 kl. 09:16