Peter Lautrup-Larsen: Statsministeren kan stadig handle – og overraske

Meningsmåling på meningsmåling fortæller historien. Flertallet bag Mette Frederiksens regering er væk. Langt væk, hvis der var valg i dag.

Den radikale rolle som tungen på vægtskålen, som kongemagere, er ligeledes ved at forsvinde som dug for solen.

Måske ender det med rent blåt flertal, hvor selv Lars Løkkes Moderaterne og partiets mandater er uden betydning for, om det bliver Venstres Jakob Ellemann-Jensen eller Konservatives Søren Pape Poulsen, der indtager statsministeriet.

Nu er meningsmålinger ikke det endelige valgresultat. Men hvis man spørger socialdemokraterne, så er de højtlæsning for de radikale. Partiets krav om folketingsvalg senest i forbindelse med Folketingets åbning er et selvmål af historiske dimensioner i dansk politik. Det er at gå lige ind i et nederlag. Mener de.

Der er blot intet, der tyder på, at den radikale leder Sofie Carsten Nielsen er på tilbagetog. Tværtimod understreger hun gang på gang alvoren bag partiets krav. Hun synes ikke at vakle.

Dolkestikkene til Mette Frederiksen forsætter. Når statsministeren under sit møde med pressen efter den formelle advarsel til sin departementschef Barbara Bertelsen afblæser minksagen med at erklære, at man kan diskutere, om det er en skandale, så svarer Sofie Carsten Nielsen, at det er en skandale.

Den radikale leder udelukker endda ikke, at partiet kan pege på en blå statsminister efter valget.

Den slags tager statsministeren formentlig roligt. Hun mener givet, at Sofie Carsten Nielsen har gravet sig ned i et hul og nu blot graver det dybere.

Men tag ikke fejl. Mette Frederiksen er ikke bare pikeret over de radikale. Hun er forbandet på partiet for ikke at bruge et stærkere ord.

Hjælper kun lidt på humøret

Det gik ellers lige så godt. Prøv at tænke tre måneder tilbage. På 1. juni om aftenen, da ja-partierne fejrede deres store sejr i folkeafstemningen om at ophæve det danske EU-forbehold på forsvarsområdet. Først fik Mette Frederiksen, SF’s Pia Olsen Dyhr og Sofie Carsten Nielsen et glas i statsministeriet. Siden dukkede Mette Frederiksen endda op til den radikale valgfest i Kødbyen på Vesterbro i København.

Det lignede begyndelsen på noget, der kunne ende i en fælles treparti-regering.

Det var dengang. Inden minkkommissionen. Pludselig mente Sofie Carsten Nielsen, at statsministeren var ”magtfuldkommen og egenrådig” og hun krævede folketingsvalg for ”at rense luften”. Sådan taler politiske veninder normalt ikke til hinanden.

Så hjælper det nok kun lidt på det socialdemokratiske humør, at den radikale leder stadig vil pege på Mette Frederiksen som statsminister efter valget, hvis hun vel at mærke udvider sin regering, så den ikke mere er ”egenrådig”. Den slags skal man nok være radikal for at forstå.

Forude venter en kolossal kommunikationsopgave for Sofie Carsten Nielsen over for vælgerne, men det må de radikale jo have tænkt igennem inden deres krav om valg.

Må tag det for pålydende

Men diskussionen om, hvorvidt de radikale har dummet sig eller ej, kan Mette Frederiksen ikke bruge til ret meget. Hun må tage det for pålydende, at de radikale holder fast i deres trussel om at møde hende med et mistillidsvotum, hvis hun ikke bøjer sig for deres valgkrav.

Statsministeren overvejer givet sine handlemuligheder. Et lynvalg udskrevet allerede nu en måned inden Folketingets åbning er sidste mulighed for at overraske, selv om alle partier sover med støvlerne på. Men det kolliderer med fejringen af Dronningens regentjubilæum for at blot at nævne noget. Og Socialdemokratiet synes stadig at have brug for mere tid til at tale politik og ikke mink.

Mette Frederiksen må ligeledes være fristet af at udstille de radikale. Lade partiet løbe linen ud og vælte hende. Problemet er bare, at så kan hun ikke være sikker på, at de radikale peger på hende.

Sofie Carsten Nielsens bemærkning om, at hun ikke udelukker en blå statsminister, kan blive en del af det politiske pokerspil i den situation. Så det vælger hun næppe.

Mette Frederiksen kan også vælge ikke at udskrive valg. Hun kan gå af uden. Så får vi Dronningerunder som efter Anker Jørgensens farvel i august 1982 eller Poul Schlüters i januar 1993. Men der skræmmer historien nok.

Begge gange endte det med, at de radikale skiftede side uden altså, at vælgerne var spurgt først.

Tredje mulighed

Men måske overvejer statsministeren en tredje mulighed. Ikke mange taler om den og det er givet også en blindgyde. Men den lever op til en god gammel politisk tommelfingerregel, at det, der ikke bliver til noget, ofte ender som det mest populære.

Hvad sker der, hvis statsministeren i sin åbningstale 4. oktober meddeler, at hun nu inviterer partierne til forhandling i statsministeriet med henblik på at udvide sin regering hen over midten med et eller flere af de blå partier? Kan det radikale svar så være nej tak, vi holder fast i at vælte dig, fordi du ikke udskriver valg? Måske, men den vil være svær for Sofie Carsten Nielsen.

Svaret vil nok snarere være, at hun sætter uret i stå, afventer forhandlingerne, men opretholder sit krav. Men hun vil have et forklaringsproblem.

Selvfølgelig kommer der ingenting ud af sådanne forhandlinger. Jakob Ellemann og Søren Pape har på forhånd sagt nej, Men hvis nu Mette Frederiksen ledsager sit tilbud med et udkast til et regeringsprogram, hvor en række af deres politiske krav er med? Så bliver det sværere at begrunde en afvisning.

Naturligvis kan der siges meget imod sådanne forhandlinger. De vil ligne desperation. Det er sjældent klogt med politisk frieri, hvis man på forhånd ved, man får en kurv. Og hvorfor er statsministeren så ikke allerede nu i gang, hvis hun mener det alvorligt?

Men Mette Frederiksen kan håbe på at tale noget andet i valgkampen end mink og magtfuldkommenhed. Og nok så vigtigt: Ingen kan sige, at hun danser efter den radikale pibe, selv om det efter et par ugers forhandling ender i valg alligevel.

Er det sandsynligt. Nok ikke. Det ender formentlig i folketingsvalg udskrevet i forbindelse med Folketingets åbning. Men de andre partier uden om regeringen – både støttepartier og blå blok – kan ikke være sikre.

Mette Frederiksen har stadig muligheder for politisk handling, som ikke er dirigeret af Sofie Carsten Nielsen.

Først publiceret: mandag 29. august 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 23. september 2022 kl. 09:36