Peter Lautrup-Larsen: Tidlig bogstavleg udstiller regeringen

Bogstavlegen på Christiansborg med hvem, der vil samarbejde med hvem efter næste folketingsvalg, er allerede begyndt. Også selv om der formentlig er små tre år til, at det overhovedet bliver aktuelt.

Men ikke mange tror på, at SVM-regeringen overlever næste valgdag med sit nuværende flertal. Dertil er dens historiske nedtur i alle meningsmålinger for voldsom.

Og så trænger bogstavlegen sig på med nye kombinationer på det politiske spillebræt, hvor SVM ikke står alene, men andre partibogstaver som R, SF, K, LA og så videre med større eller mindre sandsynlighed spiller med i konstruktionen af nye flertal til den tid.

Valgkamp igang

Den politiske korridorsnak lever i hvert fald allerede nu op til den gamle gyldne tommelfingerregel: At valgkampen op til næste folketingsvalg begynder dagen efter, stemmerne ved det forrige valg er talt op.

Efter nogle valg er det mere relevant end andre, men tag ikke fejl. Lige nu er ledende politikere, spindoktorer og ikke mindst kommentatorer gået i gang med at overveje deres svar på de spørgsmål, den tidlige bogstavleg kræver svar på.

Går de tre regeringspartier til valg i en samlet front? Hvis ikke, tegner der sig så på valgnatten overhovedet et flertal for nogen statsminister, Mette Frederiksen inklusive?

Og endnu mere spekulativt: Holder SVM-regeringen i det hele taget hele valgperioden ud. Eller falder den fra hinanden i utide, så valget er lige om hjørnet?

 Kort sagt: Hvem vinder det kommende folketingsvalg? Og hvilket svar skal partierne hver for sig satse på i valgkampen eller måske endda allerede nu?

Gammel vittighed

Det er også i det lys, man skal se det, der umiddelbart lyder det som en gammel vittighed, som nok vil blive gentaget på Venstres landsmøde 18.-19. november i Herning. Partiformand Jakob Ellemann-Jensen vil sikkert stadig betegne sig som partiets statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

Med tanke på Venstres tilslutning i diverse meningsmålinger på under 10 procent og den almindelige blå foragt for Ellemanns deltagelse i Mette Frederiksens flertalsregering ligner det da også ønsketænkning uden nogen form for realitet.

Til gengæld siger det en del om usikkerheden i dansk politik og SVM-flertalsregeringens situation.

Internt regeringsdrama

Regeringen blev ikke født af kærlighed, men af nødvendighed. De tre partier var enige om at gøre sig uafhængige af fløjpartierne. Men detaljerne i det politiske indhold på de vigtigste områder udestår stadig trods det 63 sider lange regeringsgrundlag fra december sidste år.

Den såkaldte 2030-plan og dermed fordelingen af et tocifret ekstra milliardbeløb til henholdsvis øget velfærd og/eller skattelettelser splitter ikke mindst Socialdemokratiet, uanset vi ikke har set planen endnu.

Samtidig er Venstre ved at gå op i limningen ved udsigten til en CO2-afgift på landbruget, selv om vi stadig venter på et ekspertudvalg om sagen.

Det ligner et internt regeringsdrama og frustrerede baglande, men det ender nok i den gode gamle politiske tommelfingerregel hentet fra parlivsterapeuterne: ”Så længe det knager, holder det”. Det bremser bare ikke bogstavlegen.

Melder pas

Usikkerheden er derfor givet også en del af forklaringen på, at den radikale leder Martin Lidegaard nu melder pas, når han bliver spurgt om navnet på en kommende statsminister.

I tredive år har det radikale svar været en socialdemokrat, som det var ved det seneste valg i oktober sidste år. Måske har det gennem årene været ledsaget af forskellige betingelser, men ingen har været i tvivl om retningen. Under partiets landsmøde i midten af forrige måned lod han derimod spørgsmålet stå åbent.

Regeringen og statsministeren svigter efter hans opfattelse klimaet. Samtidig praler De Radikale af en såkaldt ”reformalliance” i en ny bogstavleg mellem dem, De Konservative og Liberal Alliance.

Tungen på vægtskålen

Umiddelbart ligner det musen, der mener, at den gungrer på broen sammen med elefanten og næppe noget, der får hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen eller Jakob Ellemann-Jensen til at sove uroligt om natten.

Men det er et signal om, at det radikale parti som tungen på vægtskålen mellem blokkene ikke vil tages for givet.

Lige nu er der ingen blokke, men det kan der jo komme igen og så stiger Lidegaards markedsværdi trods et sandsynligt magert antal mandater.

Deltager også

Den radikale melding risikerer endnu en gang at sætte Enhedslistens nye leder Pelle Dragsted uden for indflydelse.

Han deltager derfor også i bogstavlegen ved at udfordre den radikale melding med henvisning til, at det lille midterparti uden at støtte Socialdemokratiet så må acceptere en regering, der bygger på Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Det er dog nok ikke lige det, Lidegaard forestiller sig, men bogstavlegen omkring De Radikale er i gang.

Fortsætter som statsminister

Det er lige før, man mistænker, at statsministeren selv har set opgivende ind i fremtidens forventede uforudsigelige bogstavleg og derfor har følt sig fristet af at sondere mulighederne for at blive NATO-generalsekretær.

Sådan kommer det ikke til at gå og det er stadig den absolut overvejende udgang på næste valg, at hun fortsætter som statsminister.

Men alene snak og bogstavleg udstiller en svag SVM-regering, der bygger på sandbund trods sit mandatmæssige flertal. Hvis den her og nu havde stået stærkt blandt vælgerne og udstrålet stålsat intern enighed, var det hele blevet mødt med skuldertræk.

Men det gør det ikke i dag. Heller ikke i regeringen.

Først publiceret: mandag 16. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:35