Peter Lautrup-Larsen: Hvem vil være blå statsminister?

Spørgsmålet svæver frit i den blå luft. Hvem er egentlig det borgerlige Danmarks kandidat til at blive statsminister?

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh er et naturligt bud. Han rider for tiden på medvind i meningsmålingerne og partiet er klart det største på højre side af SVM-regeringen. Men han tøver med at melde sig som leder af en blå regering.

Sporene fra sidste valgkamp skræmmer sikkert. Det var her, at den nu afdøde konservative formand Søren Pape Poulsen efter en tilsvarende optur hos vælgerne rakte ud efter statsministerposten.

Det tog kun medierne og politiske modstandere få uger at rive ned, hvad det havde taget De Konservative år at bygge op. Private skandaler og manglende evne til at forklare partiets politik i en polariseret valgkamp gjorde udslaget. Vælgerne forsvandt.

Nøgternt set vurderer LA-formanden formentlig også, at der er langt til det flertal på 90 mandater, der skal stå bag en regering med ham i spidsen. Ét er af sige, man vil være statsminister. Noget andet er at blive det.

En blå regering vil ikke bare kræve opbakning fra den nuværende blå opposition. Flertallet opstår kun, hvis Venstre og Moderaterne bryder ud af det øjeblikkelige samarbejde på ministerbænkene med Socialdemokratiet for at vende hjem til blå blok. Men det gør hverken Moderaternes Lars Løkke Rasmussen eller Venstres Troels Lund Poulsen for at kåre Vanopslagh som deres statsminister. Så går de efter posten selv.

Selvforståelse

Naturligvis kan politiske kandestøbere spekulere i, at De Radikale efter tre årtiers samarbejde med socialdemokraterne lever op til partiets historiske selvforståelse, som med de afgørende mandater lader det politiske indhold afgøre, hvem partiet peger på. Den radikale leder Martin Lidegaard lod spørgsmålet stå åbent på partiets landsmøde i midten af september.

Her har Vanoplslagh allerede været på en slags frierfødder i den KLAR-alliance mellem Konservative, Liberal Alliance og Radikale om reformer, der skaffer flere ledige hænder i et såkaldt øget arbejdsudbud.

Helt udelukke kan man ikke, at det derfor vil være et radikalt krav for at skifte side, at det bliver ham, som står i spidsen for regeringen. Sådan, som det var en betingelse for mere end fyrre år siden, da den daværende radikale leder Niels Helveg Petersen krævede, at den konservative Poul Schlüter blev statsminister og ikke Venstres formand Henning Christophersen, selv om hans parti var størst. Ellers ville De Radikale ikke vinke farvel til den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen.

Men det er tæt på spådommenes overdrev at finde argumenterne for Vanopslagh i den støvede politiske historiebog.

Fortrydelsesparagraffen

Det hele bliver dog først for alvor interessant, hvis SVM-regeringen bryder sammen, når folketingsvalget kommer og de tre partier går hver til.

I så fald venter de fleste, at Troels Lund Poulsen benytter sig af fortrydelsesparagraffen og trækker Venstre ud af arbejdsfællesskabet med Socialdemokratiet, som forgængeren Jacob Ellemann-Jensen gik ind i. Men hvad med Lars Løkke Rasmussen?

Lad være, at Moderaternes partistifter i øjeblikket kæmper med medarbejderes anklager om mobberi og sexisme i partiets sekretariat på Christiansborg. Det koster vælgere.

Værre er det nok, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt på sit sommergruppemøde fornægtede Lars Løkke og alt hans væsen, som var han Fanden selv. Messerschmidt udelukker enhver støtte til Løkke som statsminister og selv en regering, han er en del af.

Sandsynligheden taler derfor for, at Moderaterne bliver i en regering, hvor Løkke kan forsætte som udenrigsminister. Og det er under Mette Frederiksen. Måske skifter de to så Troels Lund Poulsen og Venstre ud med SF og Pia Olsen Dyhr.

Sidstnævnte har i hvert fald ladet en dør stå på klem for, at det kan lade sig gøre. Hvis Martin Lidegaard oven i det får et tilbud om radikale ministerposter, der er bedre end det, han sagde nej til i december 2022, så ser vi igen sandsynligvis en flertalsregering blot med andre partibogstaver og en blå blok forsat på sidelinjen.

Alt det er naturligvis fremtidssnak, men det er den slags, som afgør, hvordan partilederne positionerer sig i dag. Og det forklarer også, hvorfor en blå statsministerkandidat glimrer ved sit fravær. Hvem vil melde sig til noget, som efter al sandsynlighed rummer nederlaget i sig? Det lokker ikke.

Først publiceret: mandag 23. september 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. september 2024 kl. 08:48