Peter Lautrup-Larsen: Sammen hver for sig

De tre regeringspartier har taget fat som lovet før sommerferien. Det var her, de var enige om deres svar på den samlede nedtur ved EU-valget i juni. Nu skulle de også markere sig selvstændigt og ikke efter aftale og forudgående enighed som en del af arbejdsfællesskabet i regeringen.

På en gang sammen og alligevel hver for sig.

Analysen internt i regeringen er tydeligvis, at det – bortset fra den upopulære afskaffelse af Store Bededag – ikke er SVM-regeringens fælles resultater under Mette Frederiksen, som det er galt med.

Om årtier vil man huske, at det var den, der ændrede det danske landskab fra mark til skov og natur. For støtten til Ukraine og accepten af amerikansk militær på Bornholm. Beskæftigelsen sætter rekord og økonomien er tiptop.

Men for mange vælgere ”kunne ikke se sig selv i regeringen” for nu at citere statsministerens egen opfattelse af sin nedtur i meningsmålingerne.

Venstre-vælgere er faldet fra efter brudte valgløfter om at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Og omvendt har mange socialdemokratiske vælgere svært ved at se Venstre få skattelettelser på bekostning af velfærdsstaten – i hvert fald i deres øjne. De strømmer i stedet til SF.

Ender det i debat og snak?

Regeringspartierne vil derfor nu ændre på fortællingen. Statsministeren lagde for med sin melding om, at Socialdemokratiet ikke mere automatisk vil støtte, at pensionsalderen stiger over de 70 år om tyve år. Et politisk signal, der fik baglandet til at tale om ”den gamle Mette” og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen til at minde om, at han sagde noget lignende som Venstre-statsminister i 2019, mens hans tidligere parti mumlede noget om en kommission nærmest ud fra devisen ”da Fanden ville have intet skulle ske, nedsatte han den første komité”.

Den diskussion er kommet for at blive. Men hvad mener regeringen? På et tidspunkt skal udspillet vel lande i handling.

Lars Løkke holdt sig ikke selv tilbage. Fra hans partis sommergruppemøde inviterede han flere afrikanske studenter til Danmark. Nogenlunde samtidig skreg den fremtrædende socialdemokrat, Rasmus Stoklund, i en ny bog på et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som han opfatter som den største modstander mod at føre en stram indvandringspolitik.

Det er ikke lige sådan at finde en fællesnævner. Og da slet ikke efter Løkke råbte, ”det kommer ikke til at ske” til Stoklunds forslag om at udvise kriminelle udlændinge trods en domstolsafgørelse om det modsatte. På et tidspunkt skal begge dele vel også lande i handling. Eller ender det hele bare i debat og snak?  

De enslydende spørgsmål kommer til at lyde, hver gang et af de tre regeringspartier dribler solo med sine egne forslag.

Anderledes

Den nye arbejdsmetode er grundlæggende anderledes end den, som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og dengang Venstres Jakob Ellemann-Jensen aftalte på Marienborg i deres fælles regeringsgrundlag fra december 2022.

Her ville SVM-regeringen først være enig med sig selv i et lukket rum og dernæst som flertalsregering mindre forhandle sine udspil med Folketingets øvrige partier og mere med organisationer og eksperter i udvalg og kommissioner. Sådan som vi senest så det i forbindelse med den i øvrigt succesfulde grønne trepart, som bliver en ekspeditionsforretning at få gennem Folketinget.

Hensigten var tydeligvis at skabe en handlekraftig regering, der kunne gå selv uden indflydelse fra fløjpartierne og venten på, at andre partier uden for regeringen ville forhandle sig til større indrømmelser. De kunne få lov at lægge stemmer til regeringens enighed, men der var kun plads til at rette kommaer.

Den ambition synes nu om ikke opgivet, så underdrejet. Solomeldinger lægger mere op til partipolitik, som vi kender det fra årtiers samarbejdende folkestyre om brede forlig.

Stemning bedre

Stemningen internt i de tre partier er tydeligt blevet bedre. Nu er det ”tilladt” at tænke og tale højt for egen regning.

Omkostningen er, at regeringen fremstår mindre sammentømret og dermed svagere. Ét regeringspartis solomelding kan få nej fra de to øvrige og så er partiet ”banket på plads”, som det hedder i det politiske mediesprog. Men det er ikke nødvendigvis kun en tilsætning. For at citere den tidligere, nu afdøde radikale leder Niels Helveg Petersen: ”Det mest populære er oftest det, som ikke bliver til noget”.

De kommende måneder vil vise, om regeringens nye kommunikationsform får meningsmålingerne til at vende.

SVM-regeringen ender ellers som en parentes, hvis frafaldne vælgere ikke kvitterer for, at de tre regeringspartier nu også signalerer forskellighed. Hvis meningsmålingerne ikke retter sig, gør solomeldingerne kun ondt værre for regeringens indre sammenhold.

Så ender det med, at SVM-partierne tager den fulde konsekvens og går til folketingsvalg hver for sig, når valget kommer om nok først to år.

Meget er på spil for Mette Frederiksen og Co.

Først publiceret: mandag 26. august 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. september 2024 kl. 08:28