Peter Lautrup-Larsen: Vanopslagh som statsminister er vitterligt vås

Den politiske kommentator Henrik Qvortrup lovede at æde en stråhat lige efter, at Anders Samuelsen havde dannet Liberal Alliance på ruinerne af Ny Alliance, hvis partiet kom over spærregrænsen ved det efterfølgende folketingsvalg i 2011.

Smagen var vist ok, da han efter partiets ni mandater på morgen-tv satte tænderne i en af slagsen med strå og det hele. Den var trods alt braiseret af en Michelin-kok og tilsat rødvin i tomatsovs ledsaget af risotto. Det var noget mere bittert at være til spot og spe.

Derfor skal man passe på med at sætte en stråhat i spil. Politiske analyser tager udgangspunkt i dansk politik den dag, spådommen bliver offentliggjort. ”I morgen” kan politik være vendt på hovedet.

Som da statsminister Mette Frederiksen i løbet af få dage måtte ændre sin nytårstale, fordi Dronning Margrethe abdicerede og satte dansk politiks store debatter på pause et par uger.

Meningsmålingerne er med

Men alligevel. Det giver tid til at opløse en af tidens spådomme som vitterligt vås. Adskillige kommentatorer og andre såkaldte iagttagere er således begyndt at tale om, at Samuelsens efterfølger i spidsen for det liberale parti, Alex Vanopslagh, er ved at være et godt bud som en seriøs modkandidat til Mette Frederiksen som statsminister.

Lad det være sagt straks: Den krukke kan gå så længe til havs, at den kommer hankeløs hjem, selv om han egentlig gør det udmærket og næppe vil falde igennem.

Meningsmålingerne er således med ham, når de taler om nærmest en fordobling af Liberal Alliances mandater, hvis der var valg i dag.

Noget, det vil gøre hans parti til det største i det, vi kaldte blå blok, inden SVM-flertalsregeringen blev dannet for godt et år siden. Det er hans fortjeneste.

Men i politik er det ikke altid størrelsen, det kommer an på. Man skal kunne tælle til 90 mandater og dermed et flertal, som ikke vil noget andet.

Det kan Alex Vanopslagh så langt fra.

Tommelfingeren nedad

Det er ikke fordi, at Dansk Folkeparti foreløbig vender tommelfingeren nedad. Det bliver ikke det partis formand Morten Messerschmidt, der med et nej til Vanopslagh sikrer, at Mette Frederiksen forsætter som statsminister i den næste valgperiode.

Hvis afgørelsen ender hos Messerschmidt, bliver det et ja trods alle de øjeblikkelige besværgelser om det modsatte.

Ligeledes kan det vel ikke helt udelukkes, at den radikale Martin Lidegaard står ved sine positive ord om en reformalliance med netop Vanopslagh og dertil den konservative Søren Pape Poulsen. De har trods alt poseret sammen i fællesfoto og døbt deres initiativ i foråret som KLAR-alliancen.

Men selv om det ligner et luftigt diset fatamorgana at forestille sig en radikal deltagelse i et parlamentarisk flertal bag Vanopslagh sammen med Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, så tæller det alt sammen med i spådommen om Vanopslagh som regeringschef.

Æde sine ord i sig igen

Det gør det bare ikke alene. Hvis den blå side skal kunne tælle til 90 mandater, er det nødvendigt med mandaterne fra Venstre eller Moderaterne. Formentlig fra begge partier.

Venstres Troels Lund Poulsen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen skal skifte side og pege på en anden statsminister end Mette Frederiksen.

Løkke skal æde sine ord i sig igen om ikke at være afhængig af fløjpartierne og uanset Churchill er kendt for at sige, at den slags er ”sund og nærende kost”, så gælder det ikke Moderaternes partistifter. Mere end nogen anden har Løkke ophavsretten til den brede regering.

Hvis han vrager Mette Frederiksen, er det ikke for et projekt med Vanopslagh i spidsen for en blå blok genopstået fra de politisk døde. Så er det for at bringe sig selv i spil. Uanset tilbagegang i meningsmålingerne og skandalerne i partiet.

På samme måde med Troels Lund Poulsen, uanset han har ikke de samme aktier som Løkke i SVM-regeringen. Selv om han var med hele vejen i forhandlingerne i november og december for et år siden på Marienborg om Venstre i regeringen, så klæber selve deltagelsen til forgængeren Jakob Ellemann-Jensen.

Den tidligere formand er først og fremmest den, som har taget ansvaret for brudte valgløfter på sig. Troels Lund Poulsen står tilbage uden ansvarets beg på fingrene.

Ikke kandidat

Ganske vist har den nye Venstreformand erklæret, at han ikke er statsministerkandidat. Det må forstås med tilføjelsen ”lige nu”.

Troels Lund Poulsen har nemlig ikke lovet Mette Frederiksen og det øjeblikkelige regeringsprojekt huldskab og troskab i den næste valgkamp.

Det er langt fra sikkert, at Venstre går til valg med de to øvrige regeringspartier for at søge vælgernes opbakning til, at den forsætter med Mette Frederiksen som statsminister.

Man behøver ikke spørge mange i Venstres bagland. De forventer snarere, at han går selv. Venstre i egen ret.

Men det bliver så ikke for at pege på Vanopslagh som statsminister, men naturligvis på sig selv.

Svært at spå 

Det er som bekendt vanskeligt at spå – især om fremtiden. Med sandsynligvis næsten tre år til næste folketingsvalg er det i dag luftkasteller og vindfrikadeller at spekulere i en kommende modkandidat til Mette Frederiksen.

Men uanset hvad, så står Lars Løkke og Troels Lund Poulsen foran Vanopslagh i den blå kø for at få nøglerne til statsministeriet.

Det kan godt være, at Liberal Alliances formand på et tidspunkt udråber sig selv som modkandidat til Mette Frederiksen og dermed også mod de andre – foreløbig gør han klogeligt ikke – men så er det for at komme i de traditionelle dueller på tv. Næppe, fordi han selv tror på det.

Spis nu – om ikke en stråhat – så brød til.

Først publiceret: søndag 7. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juli 2024 kl. 09:48