Peter Lautrup-Larsen: Løkkes manøvre ligner mellemregning

Fungerende statsminister Mette Frederiksen er naturligvis forsat kongelig undersøger, men Moderaternes partistifter sidder med de afgørende mandater. Hvis han forlader forhandlingerne, har hun ingen anden mulighed end at gå til Kongen og meddele, at hun ikke kan danne en regering, som ikke har et flertal imod sig. Så får vi en ny Kongerunde.

Der er vi ikke endnu, men det kan sagtens ske.

Hun havde derfor ingen anden mulighed end at indkalde Venstre og senere De Konservative til realitetsforhandlinger, når Løkke kræver, de to partier bliver ”prøvet af” som mulige deltagere i den brede regering over midten, han lovede vælgerne i valgkampen.

Men det ændrer næppe på, at det hele ender med, hun forsætter som statsminister i spidsen for en regering med hendes eget parti, SF, De Radikale og så Løkkes Moderaterne.

Man skal bemærke to ting

Mette Frederiksen bruger selv ordet, at hun nu ”afsøger”, hvorvidt de to partier vil med i en regering under hende og hvis ja – på hvilke betingelser. Man kan givet finde andre ord end afsøger, der udtrykker større entusiasme og forventning til, at det ender med et resultat.

For det andet – og mere vigtigt – forsætter forhandlinger sideløbende om S-SF-R-M-regeringen og dens politiske grundlag stadig, hvor Enhedslisten og Alternativet er de partier, som er tænkt som parlamentariske støttepartier. Forhandlingerne med Venstre og Konservative er nok en forhindring, men ikke en forsinkelse.

En manøvre

Løkkes krav ender efter al sandsynlighed som en manøvre på vej mod fireparti-regeringen trods hans bestræbelser for at få noget andet over midten. Det er og bliver tæt på umuligt – og det er Løkke givet klar over – at se Venstre i en regering igen med Mette Frederiksen som statsminister.

Det kan godt være, at spage røster i partiet med opbakning fra landbrugs- og erhvervsorganisationer opfordrer til det, men vælgerdommen 24. marts taler sit eget tydelige sprog om yderligere mandattab, hvis partiformand Troels Lund Poulsen falder for lysten til at forsætte som forsvarsminister. Og uden Venstre går Konservative næppe med.

Omvendt er der heller intet, som må friste Mette Frederiksen – bortset fra et muligt flertal.

Socialdemokratiet tabte stort vælgermæssigt på SVM-regeringen og det vil kun gøre ondt værre nu at slække på de politiske løfter om renere drikkevand, bedre dyrevelfærd og endnu grønnere energi for at tækkes landmændene i Venstres hovedbestyrelse for at få dette parti med i hendes regering. Det gør hun ikke.

Lars Løkke kan naturligvis stadig håbe på, at alle analyser bliver gjort til skamme og vi får hans ønskescenarie med en bred regering. Det bliver så hans kæmpe sejr. Men manøvren skal nu nok snarere ses som en mellemregning, så et endeligt facit med S-SF-R-M-regeringen ikke med rimelighed kan udstilles som hans nederlag.

Løkkes nye fortælling bliver derefter noget i retning af: ”Det er ikke mit ansvar, når de andre ikke vil. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. En regering skal landet jo have”.

Ligner valget i 1988

På mange måder ligner de nuværende regeringsforhandlinger forløbet for 38 år siden efter valget i 1988.

Dengang havde vi tre kongerunder i en 24 dages lang regeringsdannelse. Besværet bundede i, at den daværende radikale leder, Niels Helveg Petersen, var gået til valg på en bred regering med løfte om, at han ”hellere ville nærmere spærregrænsen end Fremskridtspartiet”. Men han ville først og fremmest i regering.

Desværre for ham og hans parti havde vælgerne sammensat Folketinget sådan, at en regering med De Radikale og deres foretrukne statsminister, den konservative Poul Schlüter, var afhængig af netop Fremskridtspartiet. De 24 dages regeringsdrama skulle derfor gøre det klart for vælgerne, at det var umuligt for Helveg at holde sit valgløfte, hvis landet skulle have en regering. Så han måtte bryde det til sidst.

Men prøv at skifte Helveg ud med Løkke og Fremskridtspartiet med Enhedslisten. Så har vi situationen i dag – og formentlig også, hvad den ender med.

Det kan godt være, at Mette Frederiksen om en uge eller to må opgive at danne en regering. Så får Troels Lund Poulsen eller Lars Løkke muligheden for bordenden, men det kommer der heller ikke noget ud af.

Tredje gang bliver så lykkens gang for Mette Frederiksen, når hun kommer til igen som kongelig undersøger.

Intet kan udelukkes i et uregerligt Folketing, men lad os nu se.

Hvad mener du?

Hvilken regering mener du er den mest sandsynlige? Din vurdering er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 14. april 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 15. april 2026 kl. 18:21