Peter Lautrup-Larsen: Vejen til politiske blindgyder

Regeringsdannelsen efter det kommende folketingsvalg ligner lige nu en labyrint med politiske blindgyder for både den nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes sandsynlige udfordrer, Venstres formand Troels Lund Poulsen.

De seneste meldinger fra Enhedslistens politiske leder Pelle Dragsted og Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har således ikke gjort vejen til en ny regering lettere.

Både Dragsteds krav om, at Mette Frederiksen kun må se til den røde side – ellers peger han på SF’s Pia Olsen Dyhr som kongelig undersøger – og Morten Messerschmidts blå krav om, at Troels Lund Poulsen ikke må danne en regering med deltagelse af Socialdemokratiet og/eller Moderaterne, sætter det hele på spidsen.

Kravene kan i udgangspunktet virke som en forståelig reaktion på SVM-regeringens fødsel i december 2022, hvor fløjpartierne følte sig snydt. Enhedslisten, fordi de ikke troede på, at Mette Frederiksen mente det, da hun i valgkampen talte om bredt samarbejde. Og Morten Messerschmidt, der stolede på Venstres garantier om aldrig at støtte Mette Frederiksen som statsminister.

Kongen skal kun tælle mandater

Men omvendt løber Dragsted og Messerschmidt også en betydelig risiko.

Kong Frederik skal kun tælle mandater, når han udpeger sin kongelige undersøger, der skal sidde for bordenden under regeringsdannelsen. Den, som flest peger på, får muligheden. Det er ikke nødvendigt, at det er et flertal af alle.

Hvis Pelle Dragsted trækker Enhedslistens mandater ud af en rød ligning med Mette Frederiksen i spidsen, kan det ende med Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger trods et blåt mindretal efter valget.

Og omvendt, hvis Venstre-formanden ikke vil give Morten Messerschmidt de nødvendige garantier og Dansk Folkeparti derfor undsiger Troels Lund ved at pege på Liberal Alliances Alex Vanopslagh eller Morten Messerschmidt selv, risikerer et blåt flertal, at Mette Frederiksen får mulighed for igen at danne regering, fordi Kong Frederiks farveblinde optælling giver hende størst opbakning blandt de flere mindretal.

Alt kan ske

Ganske vist bliver en kongelig undersøger ikke nødvendigvis statsminister og vi kan få mange runder med forskellige undersøgere, som forgæves forsøger at danne en regering. Men de får muligheden og så kan alt ske.

Vi skal ganske vist 50 år tilbage i den politiske Danmarkshistorie for at finde fortilfælde, som er sammenlignelige med situationer, der kan opstå efter Dragsteds og Messerschmidts meldinger.

Dengang i 1975 var Venstres Poul Hartling parat til at danne en borgerlig-liberal firkløverregering med Konservative, Centrumsdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, men afstod, da Fremskridtspartiets Mogens Glistrup var tvetydig i sin opbakning.

Og så endte det med, at Socialdemokratiets Anker Jørgensen blev statsminister trods rød bloks mindretal.

Tilbage til fortiden

Vi har vanedannet vænnet os til, at regeringsforhandlinger foregår mellem de partier, der har et flertal på mere end 90 mandater og det hele munder ud i et regeringsgrundlag, som dette flertal accepterer. Hvad enten de selv er en del af regeringen eller erklærede støttepartier.

Men det er og bliver alene en sædvane. Grundloven taler således kun om den såkaldte ”negative parlamentarisme”. En regering behøver ikke at have et flertal BAG sig. Den må bare ikke have et flertal IMOD sig.

Og et detaljeret regeringsgrundlag var noget, som blev opfundet af den daværende statsminister, Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, og den radikale leder Marianne Jelved, da de dannede regering også med CD og Kristeligt Folkeparti i 1993.

Inden da havde nye regeringer blot præsenteret sig selv med en tiltrædelseserklæring, som det tog en ny statsminister få minutter at lire af fra Folketingets talerstol. En kommende regeringsdannelse kan vende tilbage til fortiden.

Nervekrig på Borgen

Meldingerne fra Dragsted og Messerschmidt lægger op til en politisk nervekrig, når der skal forhandles en ny regering.

Naturligvis kan man ikke udelukke, at de får deres vilje. At Mette Frederiksen vælger igen at stå i spidsen for en rød regering eller Troels Lund Poulsen for en blå, uanset det ser besværligt ud især for sidstnævnte, fordi de øvrige blå partier med forskellig vægt kræver ministerposter i hans regering for at støtte den.

Men ikke mange tror på, at hun eller han har en ambition om at bygge på fløjpartierne og indfri deres krav om indflydelse – andre end fløjpartierne selv.

Minder fra 70’erne

Sandsynligheden taler mere for, at Dragsted og Messerschmidt i stedet fremprovokerer et samarbejde hen over midten igen, hvis de spiller med musklerne, som de truer med. Ikke nødvendigvis en regering med deltagelse af både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, men snarere en svag mindretalsregering med én af dem i spidsen. 

Det kan godt være et flertal i virkeligheden ikke ønsker den, men lange og besværlige tovtrækkerier kan ende der, fordi landet nu engang skal have en regering.

Som så må lede efter sit flertal fra sag til sag. Det kan i så fald minde komme til at minde om 1970’erne.

Dengang vi havde folketingsvalg hvert andet år. I 1971, 1973, 1975, 1977, 1979 og 1981, fordi Folketingets partier ikke kunne finde en vej ud af labyrintens blindgyder.

Hvad mener du?

Frygter du, at Danmark efter et valg bevæger sig tilbage mod 1970’ernes politiske usikkerhed med svage regeringer og hyppige opgør?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 19. december 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 19. december 2025 kl. 15:13